Nytår på Kvindeøen

Strand i Cancún - stærk kontrast i vandet

Dullet op til nytår - ikke et ord om, at jeg havde samme kjole på juleaften

Smuk skildpadde

Skildpadde på alt for lidt plads. Mvh. Skabsdyreaktivisten

Cutest babyturtles EVER! (internt)

Costa Sur - Isla Mujeres

Naturens ynde

Delfinspot - man kan desværre ikke se nogen på billedet

Lad venligst være med at falde ud over klipperne

Store bølger

Færgetur

Fisketacos - billedet yder dem ingen retfærdighed!

Mexico er min rejses sidste destination. Nina havde problemer med helbredet, ændrede sine planer og så sig nødsaget til at tage hjem. Derfor forlod jeg hende i Havanas lillebitte lufthavn med et smil og en lidt vemodig følelse, da hun først skulle flyve fem timer efter mig. Vi har haft en dejlig rejse sammen, og jeg har jo efterhånden lært, at alle de dér jyder er ret så skønne! Nu var det tid til at tage alene videre på eventyr, tænkte jeg i flyet til Cancún med en skrigende baby som baggrundsstøj og helt uden brug af beroligende piller. Der var ingen tvivl om, at det var Mexicos mest besøgte turistby, jeg landede i – samtlige mennesker klappede ved landing, som jeg også har oplevet det på charterferier med familien til Tyrkiet og Gran Canaria. Jeg krummede tæer. I det mindste gik flyveturen problemfrit, men da jeg kom ud i lufthavnen, var alt et stort kaos. Det tog en krig at komme gennem myndighederne og få sit stempel! Efter jeg havde hentet min kuffert skulle den også lige igennem en scanning, hvorefter jeg skulle trykke på en knap – hvis den lyste rødt, skulle min kuffert gennemsøges. Det gjorde den heldigvis ikke, men velkommen til narkoland! Jeg skulle herefter have fat i nogle mexicanske pesos, så jeg ligesom kunne komme videre fra lufthavnen – de tre første hæveautomater jeg var ved, var løbet tør for penge, så jeg måtte efter andres anvisninger helt over i afgangshallen for at finde én. Herligt med en 25 kilos kuffert på slæb, men det skal jo aldrig være nemt at rejse. Det er en del af charmen, kan man så prøve at bilde sig selv ind. Jeg fik dog mine penge og fandt i den anden ende af lufthavnen en bus til Cancún centrum, som ligger cirka 20 kilometer væk. Her faldt jeg i snak med en sød fyr, som viste mig hen til et nogenlunde billigt hostel ved navn Moloch. Endnu en gang blev turisthelvedet synligt ved, at jeg fik et yndigt selvlysende armbånd på, så man kunne se, jeg boede der. Jeg skulle hurtigt sande, at Cancún ikke just var noget for mig, men jeg fik nu alligevel et par overnatninger, hvor jeg blandt andet mødte tre søde danskere, som jeg hang ud med. Vi tog på stranden og lå i sandet på ægte backpackermanér, da alle parasoller, liggestole og diverse andre selvfølgelig tilhørte hotellerne og udelukkende var for gæster. Men vi havde det nu udmærket, også selv om der kom en lille regnbyge. Vandet var klart og sandet fint, og der var ikke alt for mange mennesker. Fik dog et mindre chok, da der pludselig sad en lille krabbe på min læg.
Hyggelig dag som vi afsluttede på en lækker restaurant med mexicansk mad og lidt for mange gademusikanter, der kom og ville spille for os. Desuden lidt for mange blomstersælgere, som mente at Emil skulle købe roser til os piger!

Jeg fik yderligere et par dage til at gå i Cancún, som ikke helt levede op til min forhåbning om Mexico – men hvad kan man forvente af landets mest turistede by med fire millioner(!) besøgende årligt. Fik da købt nogle af mine sidste gaver og sådan, og den sidste dag faldt jeg i snak med nogle svenske piger, og jeg fulgtes med den ene til Isla Mujeres, hvor nytåret skulle fejres! Jeg fik bakset min store kuffert op i en af de lokale busser, og vi blev sat af ved færgekajen i hotelzonen. Desværre var det dyrere dér, men vi orkede ikke at skulle til at finde ud af at komme hen til den anden kaj.
Vel ankommet til Isla Mujeres (kvindeøen – det siges, at piraterne smed deres kvinder af dér, når de skulle på plyndretogt) fandt jeg efter ikke lang tids søgen mit bookede hostel, Poc-Na. Øen er 10 kilometer lang men kun én kilometer bred, så man kan stå på den ene strand og se vandet på den anden side! Poc-Na er et virkelig stort hostel lige ud til stranden. Jeg tror det rummer langt over 100 gæster, og der var rimelig proppet, da højsæsonen er på sit højeste. Selv om størstedelen af folkene på stedet hovedsaligt var unge backpackere, fandtes der også mange andre typer. Der var den sejeste ældre herre på 78, som sad i en hængekøje hver dag og læste tunge bøger med sin monokel. Hvor sejt er dét lige? Desuden delte jeg et par af dagene dorm med et californisk par i slutningen af 50’erne, som havde rejst i hele verden, men bestemt ikke fået nok af at udforske og opleve. Utroligt nok mødte jeg to af de argentinske piger, der havde arbejde midlertidigt på Casa Del Olas i Nicaragua. Nu havde de fået arbejde på øen i stedet, men sjovt nok at møde dem tilfældigt to måneder efter. Det vildeste jeg har oplevet i den retning må helt bestemt være Lisbeth, den belgiske pige, jeg mødte i intet mindre end fire forskellige lande uafhængigt af hinanden!

Det skulle hurtigt vise sig at være et festligt hostel. En bar, en strandbar, en restaurant, poolbord, bålplads, hængekøjer og sofahjørne var bare nogle af de faciliteter, Poc-Na udbød. Den første aften skulle vise sig at udvikle sig til lidt af en fest. Jeg faldt i snak med en brasiliansk pige, som jeg gik ud og købte nogle øl med – det er åbenbart ulovligt at sælge alkohol i Mexico efter kl. 17 om søndagen. Så vi skulle lige finde ud af hvor de solgte i smug. Jeg købte to forskellige slags mexicanske øl, så nu har jeg da smagt andet end den verdensberømte Corona. Vi tog tilbage og snakkede med en masse forskellige og hyggelige mennesker, og herefter var der bålfest - fed trommemusik og dans med ild tilsat lidt salsa. Og der er andre end mig der er småfede, for en af fyrene knækkede en gynge og lå på jorden lige pludselig. Gang i den!

Vågnede op nytårsaftensdag med en smule tømmermænd – dog ikke noget slemt. Brugte det meste af dagen på den lækre strand, hvor jeg læste 1984 og stegte lidt i solen til en afveksling. Efterfølgende dullede jeg mig op efter alle kunstens regler (så meget man nu kan som backpacker – fik da brugt mit glattejern for første gang på hele turen). Jeg tænkte lidt over, hvordan min nytårsmiddag ville blive, da jeg ikke havde lavet nogen konkrete aftaler med folk. Men jeg faldt igen i snak med en schweizisk fyr fra aftenen forinden, som spurgte, om jeg ikke ville med dem ud at spise. Jeg takkede ja, og sådan gik det til, at jeg spiste virkelig lækker hummer, salat, bagekartoffel og steak med komplet fremmede, men søde mennesker. Fra New Zealand, England, Schweiz og Australien.
Det skulle vise sig at blive en virkelig god aften. Jeg mødtes senere med Nadja, som Nina havde skrevet med tidligere – virkelig cool pige! Hun delte værelse med et amerikansk og et skotsk par, som vi festede med – fattede bare ikke den skotske fyr, han havde den vildeste accent. Det var fuldstændig umuligt at forstå! Vi tog op på øens torv, hvor der ville være nedtælling til det nye år. Der var en virkelig fed stemning og fyldt med glade mennesker. Nadja og jeg kom lige inden midnat i tanke om traditionen med, at man skal hoppe ind i det nye år, og da der var tre sekunder tilbage fandt vi et spot. Jeg brød mig en del mindre om, at der bare ti sekunder inde i det nye år blev spillet Gangnam Style – lad nu være, altså. Var heldigvis i festligt nok humør til at ignorere det. Vi tog tilbage til vores hostel, hvor der i mellemtiden var fyret op for fest på stranden med fed musik, dans og farverige drinks! Den amerikanske pige var meget afslappet i tøjet, uden make up og med en sød fletning i det røde hår, men med alkoholens indtag blev hun pludselig forvandlet til en femme fatale. I hvert fald valgte hun pludselig at forsvinde for at vende tilbage i en, undskyld udtrykket, skrævkort kjole i imiteret læder og flettet sammen af snore i begge sider, så man kunne se, hun slet ikke havde undertøj på. Så gav hun den ellers gas og skulle vise, hun kunne danse Gangnam Style, hvordan man ellers gør det. Hendes kæreste var iskold og sagde, at det var hendes slutty kjole. Ej, men hele situationen var bare så tragikomisk! Der blev danset, drukket og resten af aftenen hang jeg ud med Marc, indtil jeg ved firetiden gik komplet i brædderne.

Vågnede op til helvede på jord. Har aldrig haft så mange tømmermænd. Alle mine ting lå kastet over alt. Havde en halv sandkasse i sengen. Mine øreringe var blevet væk. Mine øjenlåg var klistret sammen af udtværet mascara. Min mund var tørrere end Sahara. Da jeg prøvede at drikke vand, blussede det min kvalme op. Kunne da slet ikke indtage fast føde. Mit hoved dunkede og var helt bestemt ved at sprænge. Jeg begyndte at huske mig selv på, hvorfor jeg har drukket så forholdsvis lidt på hele rejsen. Det er bare ikke det værd at ligge som ynkeligt, døende individ dagen derpå.
Selvmedlidenheden blev ikke mindre af, at jeg ikke havde nogen smertestillende. Eller nogen værdighed. Nå, men så huskede jeg mig selv på, at sådan er 1. januar for de fleste. I hvert fald dem, der har været fulde nytårsaften. Og så sov jeg tre timer længere.
Jeg vågnede faktisk 2. januar og havde det ganske udmærket. Jeg fik sagt farvel til nogle af de søde mennesker, jeg havde mødt, som skulle videre. Besluttede mig for at leje en cykel og se resten af øen på den måde. Først cyklede jeg hen til en skildpaddefarm, som jeg havde hørt meget godt om fra nogen af de andre. Men jeg brød mig egentlig ikke om det. De havde langt fra nok plads at svømme rundt på – de havde fire runde pools proppet med semistore havskildpadder som så bare kunne svømme i ring og ind i hinanden. Jeg havde hørt, det var et såkaldt ”rescue center”, men jeg vil nu snarere kalde det en pengemaskine. De havde også en nurse shark i et lillebitte akvarium og nogle indendørs bassiner med babyskildpadder, som man ikke måtte røre, men det gjorde mange af de små børn jo alligevel.
Tog hurtigt videre og kørte hele vejen ned til sydspidsen af øen, hvor der ligger en lille rest af en Maya-ruin og i øvrigt er sindssygt smuk og rå natur med kæmpe klippeformationer og enorme bølger, der kaster sig ind over klipperne. Store leguaner kravler rundt i græsset over alt, og der var næsten ingen mennesker. Satte mig på en af klipperne helt ud til kanten og betragtede havet. Pludselig hoppede to delfiner synkront op ad vandet og svømmede legesyge rundt – det skulle vise sig, at der var en hel flok! Jeg var helt målløs og sad længe og observerede de smukke væsner, som gang på gang sprang elegant op ad vandet.

På tredjedagen i det nye år forlod jeg Isla Mujeres på en helt tom færge, hvor jeg sad udendørs og knipsede løs med min brors smartphone, da mit eget kamera igen er dødt. Fangede en bus til midtbyen, fik noget frokost og stod over en halv time i kø for at købe en busbillet til Tulum, som var min næste destination. Ventede yderligere halvanden time i afgangshallen, da det var begrænset hvor meget jeg kunne bevæge mig rundt med min nu 26 kilo tunge kuffert. Knap tre timer efter stod jeg i Tulum og fik efter noget besvær fundet en taxa, der kunne køre mig til Las Palmas Maya, hvor min nyeste couchsurfer ven Tom arbejder. Her ankom jeg klokken syv om aftenen efter en lang rejsedag. Jeg blev heldigvis taget godt imod af Tom og hans to store, savlende hunde. Jeg fik en kort rundvisning på det lille hotel, der huser fire værelser og en suite. Vi lagde hårdt ud med hans specialitet: Coco Coladas – som er en drink ala Piña Colada, bare uden ananas, sjovt nok. Og jeg er ikke specielt vild med kokos, men det er virkelig en af de bedste drinks, jeg har fået! Tom er 28 år og fra Florida. Og han er simpelthen som taget ud af en eller anden high school film. Han er overvægtig, elsker sit land, ryger utroligt meget pot, har en tyk accent og ved ikke specielt meget om sin omverden – fx hvem Che Guevara var. Ej, nu kommer mine fordomme op igen. Han var også ved at køre galt i sin lille, gamle VW Beetle med store huller i undervognen (ikke så amerikansk), da jeg fortalte, at jeg altså ikke havde kørekort. ”Hvordan kan man leve uden?”, råbte han, mens han hamrende sit hoved ned i rattet.
Tom er en super flink fyr, som efter et par drinks inviterede mig på ”verdens bedste fisketacos”. Jeg tænkte, at det lød godt, men enhver kan jo kalde sig verdens bedste inden for diverse kategorier. Vi havde en munter cykeltur i mørket langs alle hotellerne, hvor vi skulle gennem forhindringer bestående af diverse vejbump – Tom heppede overgearet på mig hele vejen! Endelig kom vi til stedet, hvor de netop havde lukket køkkenet, da klokken var ti. Men heldigvis er Tom stamgæst, så vi fik vores berømte fisketacos. Og her må jeg sige, at de virkelig ER verdens bedste. Jeg tror endda, at det har været mit bedste måltid på hele turen!
Efterfølgende gik vi op på tredje ”etage” på den helt åbne restaurant og lagde os i hver sin lækre hængekøje med en øl, hvor vi heftigt diskuterede amerikansk politik. En dejlig afslutning på en lang dag!