Nytår på Kvindeøen

Strand i Cancún - stærk kontrast i vandet

Dullet op til nytår - ikke et ord om, at jeg havde samme kjole på juleaften

Smuk skildpadde

Skildpadde på alt for lidt plads. Mvh. Skabsdyreaktivisten

Cutest babyturtles EVER! (internt)

Costa Sur - Isla Mujeres

Naturens ynde

Delfinspot - man kan desværre ikke se nogen på billedet

Lad venligst være med at falde ud over klipperne

Store bølger

Færgetur

Fisketacos - billedet yder dem ingen retfærdighed!

Mexico er min rejses sidste destination. Nina havde problemer med helbredet, ændrede sine planer og så sig nødsaget til at tage hjem. Derfor forlod jeg hende i Havanas lillebitte lufthavn med et smil og en lidt vemodig følelse, da hun først skulle flyve fem timer efter mig. Vi har haft en dejlig rejse sammen, og jeg har jo efterhånden lært, at alle de dér jyder er ret så skønne! Nu var det tid til at tage alene videre på eventyr, tænkte jeg i flyet til Cancún med en skrigende baby som baggrundsstøj og helt uden brug af beroligende piller. Der var ingen tvivl om, at det var Mexicos mest besøgte turistby, jeg landede i – samtlige mennesker klappede ved landing, som jeg også har oplevet det på charterferier med familien til Tyrkiet og Gran Canaria. Jeg krummede tæer. I det mindste gik flyveturen problemfrit, men da jeg kom ud i lufthavnen, var alt et stort kaos. Det tog en krig at komme gennem myndighederne og få sit stempel! Efter jeg havde hentet min kuffert skulle den også lige igennem en scanning, hvorefter jeg skulle trykke på en knap – hvis den lyste rødt, skulle min kuffert gennemsøges. Det gjorde den heldigvis ikke, men velkommen til narkoland! Jeg skulle herefter have fat i nogle mexicanske pesos, så jeg ligesom kunne komme videre fra lufthavnen – de tre første hæveautomater jeg var ved, var løbet tør for penge, så jeg måtte efter andres anvisninger helt over i afgangshallen for at finde én. Herligt med en 25 kilos kuffert på slæb, men det skal jo aldrig være nemt at rejse. Det er en del af charmen, kan man så prøve at bilde sig selv ind. Jeg fik dog mine penge og fandt i den anden ende af lufthavnen en bus til Cancún centrum, som ligger cirka 20 kilometer væk. Her faldt jeg i snak med en sød fyr, som viste mig hen til et nogenlunde billigt hostel ved navn Moloch. Endnu en gang blev turisthelvedet synligt ved, at jeg fik et yndigt selvlysende armbånd på, så man kunne se, jeg boede der. Jeg skulle hurtigt sande, at Cancún ikke just var noget for mig, men jeg fik nu alligevel et par overnatninger, hvor jeg blandt andet mødte tre søde danskere, som jeg hang ud med. Vi tog på stranden og lå i sandet på ægte backpackermanér, da alle parasoller, liggestole og diverse andre selvfølgelig tilhørte hotellerne og udelukkende var for gæster. Men vi havde det nu udmærket, også selv om der kom en lille regnbyge. Vandet var klart og sandet fint, og der var ikke alt for mange mennesker. Fik dog et mindre chok, da der pludselig sad en lille krabbe på min læg.
Hyggelig dag som vi afsluttede på en lækker restaurant med mexicansk mad og lidt for mange gademusikanter, der kom og ville spille for os. Desuden lidt for mange blomstersælgere, som mente at Emil skulle købe roser til os piger!

Jeg fik yderligere et par dage til at gå i Cancún, som ikke helt levede op til min forhåbning om Mexico – men hvad kan man forvente af landets mest turistede by med fire millioner(!) besøgende årligt. Fik da købt nogle af mine sidste gaver og sådan, og den sidste dag faldt jeg i snak med nogle svenske piger, og jeg fulgtes med den ene til Isla Mujeres, hvor nytåret skulle fejres! Jeg fik bakset min store kuffert op i en af de lokale busser, og vi blev sat af ved færgekajen i hotelzonen. Desværre var det dyrere dér, men vi orkede ikke at skulle til at finde ud af at komme hen til den anden kaj.
Vel ankommet til Isla Mujeres (kvindeøen – det siges, at piraterne smed deres kvinder af dér, når de skulle på plyndretogt) fandt jeg efter ikke lang tids søgen mit bookede hostel, Poc-Na. Øen er 10 kilometer lang men kun én kilometer bred, så man kan stå på den ene strand og se vandet på den anden side! Poc-Na er et virkelig stort hostel lige ud til stranden. Jeg tror det rummer langt over 100 gæster, og der var rimelig proppet, da højsæsonen er på sit højeste. Selv om størstedelen af folkene på stedet hovedsaligt var unge backpackere, fandtes der også mange andre typer. Der var den sejeste ældre herre på 78, som sad i en hængekøje hver dag og læste tunge bøger med sin monokel. Hvor sejt er dét lige? Desuden delte jeg et par af dagene dorm med et californisk par i slutningen af 50’erne, som havde rejst i hele verden, men bestemt ikke fået nok af at udforske og opleve. Utroligt nok mødte jeg to af de argentinske piger, der havde arbejde midlertidigt på Casa Del Olas i Nicaragua. Nu havde de fået arbejde på øen i stedet, men sjovt nok at møde dem tilfældigt to måneder efter. Det vildeste jeg har oplevet i den retning må helt bestemt være Lisbeth, den belgiske pige, jeg mødte i intet mindre end fire forskellige lande uafhængigt af hinanden!

Det skulle hurtigt vise sig at være et festligt hostel. En bar, en strandbar, en restaurant, poolbord, bålplads, hængekøjer og sofahjørne var bare nogle af de faciliteter, Poc-Na udbød. Den første aften skulle vise sig at udvikle sig til lidt af en fest. Jeg faldt i snak med en brasiliansk pige, som jeg gik ud og købte nogle øl med – det er åbenbart ulovligt at sælge alkohol i Mexico efter kl. 17 om søndagen. Så vi skulle lige finde ud af hvor de solgte i smug. Jeg købte to forskellige slags mexicanske øl, så nu har jeg da smagt andet end den verdensberømte Corona. Vi tog tilbage og snakkede med en masse forskellige og hyggelige mennesker, og herefter var der bålfest - fed trommemusik og dans med ild tilsat lidt salsa. Og der er andre end mig der er småfede, for en af fyrene knækkede en gynge og lå på jorden lige pludselig. Gang i den!

Vågnede op nytårsaftensdag med en smule tømmermænd – dog ikke noget slemt. Brugte det meste af dagen på den lækre strand, hvor jeg læste 1984 og stegte lidt i solen til en afveksling. Efterfølgende dullede jeg mig op efter alle kunstens regler (så meget man nu kan som backpacker – fik da brugt mit glattejern for første gang på hele turen). Jeg tænkte lidt over, hvordan min nytårsmiddag ville blive, da jeg ikke havde lavet nogen konkrete aftaler med folk. Men jeg faldt igen i snak med en schweizisk fyr fra aftenen forinden, som spurgte, om jeg ikke ville med dem ud at spise. Jeg takkede ja, og sådan gik det til, at jeg spiste virkelig lækker hummer, salat, bagekartoffel og steak med komplet fremmede, men søde mennesker. Fra New Zealand, England, Schweiz og Australien.
Det skulle vise sig at blive en virkelig god aften. Jeg mødtes senere med Nadja, som Nina havde skrevet med tidligere – virkelig cool pige! Hun delte værelse med et amerikansk og et skotsk par, som vi festede med – fattede bare ikke den skotske fyr, han havde den vildeste accent. Det var fuldstændig umuligt at forstå! Vi tog op på øens torv, hvor der ville være nedtælling til det nye år. Der var en virkelig fed stemning og fyldt med glade mennesker. Nadja og jeg kom lige inden midnat i tanke om traditionen med, at man skal hoppe ind i det nye år, og da der var tre sekunder tilbage fandt vi et spot. Jeg brød mig en del mindre om, at der bare ti sekunder inde i det nye år blev spillet Gangnam Style – lad nu være, altså. Var heldigvis i festligt nok humør til at ignorere det. Vi tog tilbage til vores hostel, hvor der i mellemtiden var fyret op for fest på stranden med fed musik, dans og farverige drinks! Den amerikanske pige var meget afslappet i tøjet, uden make up og med en sød fletning i det røde hår, men med alkoholens indtag blev hun pludselig forvandlet til en femme fatale. I hvert fald valgte hun pludselig at forsvinde for at vende tilbage i en, undskyld udtrykket, skrævkort kjole i imiteret læder og flettet sammen af snore i begge sider, så man kunne se, hun slet ikke havde undertøj på. Så gav hun den ellers gas og skulle vise, hun kunne danse Gangnam Style, hvordan man ellers gør det. Hendes kæreste var iskold og sagde, at det var hendes slutty kjole. Ej, men hele situationen var bare så tragikomisk! Der blev danset, drukket og resten af aftenen hang jeg ud med Marc, indtil jeg ved firetiden gik komplet i brædderne.

Vågnede op til helvede på jord. Har aldrig haft så mange tømmermænd. Alle mine ting lå kastet over alt. Havde en halv sandkasse i sengen. Mine øreringe var blevet væk. Mine øjenlåg var klistret sammen af udtværet mascara. Min mund var tørrere end Sahara. Da jeg prøvede at drikke vand, blussede det min kvalme op. Kunne da slet ikke indtage fast føde. Mit hoved dunkede og var helt bestemt ved at sprænge. Jeg begyndte at huske mig selv på, hvorfor jeg har drukket så forholdsvis lidt på hele rejsen. Det er bare ikke det værd at ligge som ynkeligt, døende individ dagen derpå.
Selvmedlidenheden blev ikke mindre af, at jeg ikke havde nogen smertestillende. Eller nogen værdighed. Nå, men så huskede jeg mig selv på, at sådan er 1. januar for de fleste. I hvert fald dem, der har været fulde nytårsaften. Og så sov jeg tre timer længere.
Jeg vågnede faktisk 2. januar og havde det ganske udmærket. Jeg fik sagt farvel til nogle af de søde mennesker, jeg havde mødt, som skulle videre. Besluttede mig for at leje en cykel og se resten af øen på den måde. Først cyklede jeg hen til en skildpaddefarm, som jeg havde hørt meget godt om fra nogen af de andre. Men jeg brød mig egentlig ikke om det. De havde langt fra nok plads at svømme rundt på – de havde fire runde pools proppet med semistore havskildpadder som så bare kunne svømme i ring og ind i hinanden. Jeg havde hørt, det var et såkaldt ”rescue center”, men jeg vil nu snarere kalde det en pengemaskine. De havde også en nurse shark i et lillebitte akvarium og nogle indendørs bassiner med babyskildpadder, som man ikke måtte røre, men det gjorde mange af de små børn jo alligevel.
Tog hurtigt videre og kørte hele vejen ned til sydspidsen af øen, hvor der ligger en lille rest af en Maya-ruin og i øvrigt er sindssygt smuk og rå natur med kæmpe klippeformationer og enorme bølger, der kaster sig ind over klipperne. Store leguaner kravler rundt i græsset over alt, og der var næsten ingen mennesker. Satte mig på en af klipperne helt ud til kanten og betragtede havet. Pludselig hoppede to delfiner synkront op ad vandet og svømmede legesyge rundt – det skulle vise sig, at der var en hel flok! Jeg var helt målløs og sad længe og observerede de smukke væsner, som gang på gang sprang elegant op ad vandet.

På tredjedagen i det nye år forlod jeg Isla Mujeres på en helt tom færge, hvor jeg sad udendørs og knipsede løs med min brors smartphone, da mit eget kamera igen er dødt. Fangede en bus til midtbyen, fik noget frokost og stod over en halv time i kø for at købe en busbillet til Tulum, som var min næste destination. Ventede yderligere halvanden time i afgangshallen, da det var begrænset hvor meget jeg kunne bevæge mig rundt med min nu 26 kilo tunge kuffert. Knap tre timer efter stod jeg i Tulum og fik efter noget besvær fundet en taxa, der kunne køre mig til Las Palmas Maya, hvor min nyeste couchsurfer ven Tom arbejder. Her ankom jeg klokken syv om aftenen efter en lang rejsedag. Jeg blev heldigvis taget godt imod af Tom og hans to store, savlende hunde. Jeg fik en kort rundvisning på det lille hotel, der huser fire værelser og en suite. Vi lagde hårdt ud med hans specialitet: Coco Coladas – som er en drink ala Piña Colada, bare uden ananas, sjovt nok. Og jeg er ikke specielt vild med kokos, men det er virkelig en af de bedste drinks, jeg har fået! Tom er 28 år og fra Florida. Og han er simpelthen som taget ud af en eller anden high school film. Han er overvægtig, elsker sit land, ryger utroligt meget pot, har en tyk accent og ved ikke specielt meget om sin omverden – fx hvem Che Guevara var. Ej, nu kommer mine fordomme op igen. Han var også ved at køre galt i sin lille, gamle VW Beetle med store huller i undervognen (ikke så amerikansk), da jeg fortalte, at jeg altså ikke havde kørekort. ”Hvordan kan man leve uden?”, råbte han, mens han hamrende sit hoved ned i rattet.
Tom er en super flink fyr, som efter et par drinks inviterede mig på ”verdens bedste fisketacos”. Jeg tænkte, at det lød godt, men enhver kan jo kalde sig verdens bedste inden for diverse kategorier. Vi havde en munter cykeltur i mørket langs alle hotellerne, hvor vi skulle gennem forhindringer bestående af diverse vejbump – Tom heppede overgearet på mig hele vejen! Endelig kom vi til stedet, hvor de netop havde lukket køkkenet, da klokken var ti. Men heldigvis er Tom stamgæst, så vi fik vores berømte fisketacos. Og her må jeg sige, at de virkelig ER verdens bedste. Jeg tror endda, at det har været mit bedste måltid på hele turen!
Efterfølgende gik vi op på tredje ”etage” på den helt åbne restaurant og lagde os i hver sin lækre hængekøje med en øl, hvor vi heftigt diskuterede amerikansk politik. En dejlig afslutning på en lang dag!

Antijul og masseturisme

Vægmaleri - synes det ligner grotesk stor børnetegning med to gange Spiderman til højre

Cuba har utroligt rød jord

Cigarrulning

Viñales

Nedgang til grotten

Smukke, glitrende sten, som sikkert har et kringlet og geologisk navn

Flot med hjelm!

Man ved, man sidder i en turistbus, når nogen har parret sejlersko med Crocs. To rædsler i én, but why?

Nina-baben

Ensomme turister

Jeg kunne ikke vente med at hoppe i bølgen blå!

Juleaften var lige til at overskue

Varadero

Loco B og Loco G på taxaturen hjem

Cuba har det hele - her i blandt Viñales, som er en lille by tre timer fra Havana. Sjældent har jeg set så storslået natur! Vi boede hos en familie i et stort hus med en masse familiemedlemmer og en frodig have. Vi havde vores eget værelse med store senge og toilet/bad.
Første dag tog vi ud for at se et berømt maleri, der strækker sig intet mindre end 120 meter på en rå bjergvæg. Vi fangede en taxa og indså med en smule skuffelse, at maleriet – trods de fire år det tog de 18 kunstnere at male det – var virkelig grimt. Det var faktisk mere en skamplet på den fantastiske natur, men nu har vi da set det. Taxamanden var hurtig til at lave en deal med os, så han kunne køre os rundt i området og vise både grotter og udsigtspunkter. Det kunne vi jo ikke sige nej til.
Først tog vi ud og så en tobaksmark og mødte en bonde, der fremstillede en cigar til os hver og i øvrigt fortalte os, at regeringen tog 90% af hans indtjening. Det lyder i mine ører lige voldsomt nok, men det kan jeg jo ikke vide. Her fra tog vi videre til to storslåede udsigtspunkter – der var simpelthen så flot. Bjergene ligger spredt godt ud over landskabet, og de er i forskellige buede og runde former.
Jeg tog ud i en grotte, hvor man skulle sejle rundt. Der var egentlig ret flot, men bådturen blev lidt ødelagt af den flok kaglende, ældre turister der selvfølgelig skulle give ekko langt ind i grotten. Vi takkede vores chauffør mange gange for turen og tog ud og spiste dårlig aftensmad.

Dagen efter ville jeg gerne ud i Cubas største grotte, Santo Tomas.
Nina kunne ikke være med, da man skulle gå et stykke stejlt op ad for at komme ind i grotten, som ligger inde i et bjerg. Men hun var sød at tage med mig, vi fandt en gammel, himmelblå taxa med en flink chauffør, som så kørte Nina ud for at finde morgenmad, imens jeg var på opdagelse i grotten.
Nu har jeg trods alt ikke været i mange grotter i mit liv, men denne var uden tvivl den flotteste, jeg har set. Den var samtidigt også udfordrende, og det gik stejlt nedad nogle steder.  Vores guide var virkelig en cool, ældre mand, der spillede musik på drypstenene og havde følgeskab af sin trofaste hund, der selvfølgelig uden problemer kunne hoppe og springe rundt på de mest umulige steder – på et tidspunkt blev den dog så træt, at den lagde sig til at sove midt inde i mørket. For mørkt, det var der. Da vi var gået cirka en time ind i dybet bad guiden os om at slukke vores pandelamper og nyde stilheden. Det var helt surrealistisk, så mørkt det var! I sådan en grad af mørke er der jo intet glimt af lys, øjnene kan vænne sig til. Det var en vild følelse. Hjemvendt til vores casa igen fik jeg sådan en lyst til en cykeltur ud i den landlige idyl, og så var det jo heldigt, at der var cykeludlejning lige ude på gaden. Jeg har ikke cyklet i virkelig lang tid, men det glemmer man jo aldrig. Det var en skøn tur jeg fik mig der, og så kunne jeg også helt selv bestemme, hvor mange gange jeg ville stoppe for at tage billeder undervejs. Jeg kørte forbi små landsbyer, store bjerge, plantager, majsmarker og græssende køer. Stilheden og afslappetheden var befriende, selv om det var en anelse varmt at cykle op ad bakkerne på hjemturen.

Tilbage i Havana syntes vi begge, at vi fortjente en lækker biltur i en af de store, gamle amerikanerslæder, som kører rundt over alt. Nina blev hjemme mens jeg gik ind til midtbyen og startede forhandlingerne. Jeg ville selvfølgelig allerhelst have en tur i en pink bil (ikke et ord om Barbie), men de tre forskellige mænd jeg henvendte mig til, krævede det hvide ud af øjnene for en halv times køretur. Sådan gik jeg rundt og forhandlede en halv times tid, før jeg fandt en lækker rød og hvid Ford cabriolet (henvendelse til min bror for mere specificeret model), som efter en diskussion gik med til en halv times tur for ca. 100 kr. Vi cruisede ned til vores gade og hentede Nina, som heldigvis var ganske tilfreds med mit valg af bil, og herefter kørte vi lidt rundt, blandt andet til revolutionspladsen, som har store monumenter og portrætter af Che Guevara og Fidel Castro, videre ned til Malecón, som er den otte kilometer lange promenade langs vandet, hvor vi også lige gjorde stop for at få nogle fede blærebilleder. Det var altså en cool oplevelse – jeg kan godt mærke, at min bror gennem årene har haft en indflydelse på mit forhold til biler!

Vi syntes efterfølgende, at vi godt kunne bruge en lille slentretur i en af de utallige parker, og mens vi sad på en bænk der, kom to fyre forbi og hilste, og spurgte hvor vi var fra – lige som utallige andre, men de forsikrede os om, at de bare ville høre, hvor i Europa vi var fra, fordi de selv rejser dertil i januar.
De bød os på en øl, og vi takkede ja. Leo og Raúl, hedder de. Det sjove (eller mindre sjove) var, at vi selvfølgelig skulle gætte hinandens alder. De gættede at både Nina og jeg skulle være omkring 29! Vi gættede deres alder til at være det samme. De var så begge 38 år. Folk ser virkelig generelt yngre ud, jo mørkere de er i huden. Sindssygt snyd. Det medførte dog også en mindre misforståelse. Nina spurgte, om de virkelig så os som fuldvoksne (adults)? Hvorefter Leo svarer, at de da ikke ville have snakket med os, hvis vi lignede hunde! Adults og dogs, tja! Raúl var ikke så god til engelsk, så vi forsøgte os med lidt spansk. Han manglede et øre. Vi er ikke sikre på, vi vil vide hvad der var sket. Han var også arret i hele ansigtet. De fortalte dog, at de havde udtjent to års værnepligt tidligere. Hyggeligt at snakke lidt med nogle lokale, selv om vi jo også har George og Julio på vores hostel. De er super flinke og hjælpsomme. George er faktisk uddannet læge, men det er ikke til at få job! Julio ejer lejligheden, som jo fungerer som mini-hostel, men han har til gengæld ingen hals. Det ser lidt spøjst ud.

Nu er I alle sammen sikkert ved at gå til i spænding over, hvordan vi holdt jul i udlandet – og tilmed Cuba. Kort og godt, så valgte vi at holde anti-jul! Turister i voldsomme mængder slap vi ikke for, men det var vi også godt klar over, da vi valgte at tage til Varadero. Cubas turistplaster – en kilometerlang kyst med det smukkeste vand, jeg hidtil har set. Og nu vil jeg da uden at prale mene, at jeg har været på en del smukke strande efterhånden. Vandet er simpelthen så klart, sandet så fint og de turkise nuancer enestående. Det medfører selvklart sin del af store og eksklusive resorts, som selvfølgelig også er ejede af staten. Vi valgte dog en billigere løsning i form af en af de mange private hjem, der har tilladelse til at leje værelser ud. Vi endte hos et sødt, ældre ægtepar og fik vores helt egen afdeling med stue, soveværelse, toilet og bad. To minutters gang fra stranden. Ganske udmærket, hvis jeg selv skal sige det. Og så til 150 kr. pr. nat i stedet for 1500 kr. Vi boede et stykke væk fra de store resorts, men til gengæld havde vi samtlige souvenirbikse inden for overskuelig rækkevidde. Den første dag gik vi lidt rundt og kiggede, men jeg mener det virkelig når jeg siger, at mine øjne ikke kan tåle at se på flere afskyelige sager. Kan dog afsløre, at jeg købte en ting til min kære farmand i en af biksene, men han er jo også turist helt ind i hjertet, selv om han nok mere vil betegne sig som en stor opdagelsesrejsende!
Nina og jeg var dog også slemme turister, da det greb os. De første par dage stormede det nemlig helt vildt, så vi kunne ikke ligge og sole os og bade på stranden. Internet kunne vi heller ikke finde. Vores økonomiske tilstand satte også visse grænser. Så vi gjorde det utænkelige: købte en ”hop on – hop off” billet til de hæsligt dekorerede røde dobbeltdækkerbusser uden tag, fyldt med turister – især i følgende kategorier:

- Den obligatoriske japanske gruppe, der ærligt talt ser ret identiske ud i mine øjne. De klikker løs i alle vinkler med deres hypermoderne iPads, iCameras og iJegvedikkehvad og vinker lidt for entusiastisk, når en dobbeltdækkerbus med andre identiske japanere passerer i den modsatte vejbane.
- Den ældre tyske turist, der forvirret spørger, om hendes billet mon gælder til resten af dagen, hvis hun hopper af et sted, for tænk hvis nu hun pludselig stod dér helt alene i Varadero blandt alle de farlige hoteller, restauranter og hjælpsomme mennesker.
- Det forelskede par, der sidder ligblege indsmurte i faktor 50 i deres praktiske armygrønne bukser der kan lynes af til shorts og brune sandaler med  velkrolukning, mens de ivrigt studerer deres gratis fold-ud-kort over områdets seværdigheder, så som en ”gammel, autentisk borg” anno 2006, bygget for turisterne.
- De overgearede amerikanere med tørklæder bundet kækt om håret, overforbrug af glitrende lipgloss og en medfølgende overbevisning om, at de bestemt ikke er særligt turistede, for så havde de jo ikke taget til Cuba, vel? Høje stemmer udbryder én efter én: ”Oh my God, look at that amazing palm tree!”, ”oh my GAWD, Betty! Did you know they have a THREE DOLLAR BILL here?” og  ”oh my God, [indsæt selv vilkårlig sætning med kraftig amerikansk accent]”.
- De to backpackere, som meget gerne vil føle sig så lokale som muligt, men som selvfølgelig heller ikke er for fine til at se de turistede steder. De sidder bagest i bussen og føler sig lidt malplacerede. De vil ikke helt indrømme, at de faktisk også falder ind under kategorien som småkiksede turister med solbriller, kamera og klipklappere. Den ene er i øvrigt rødhåret og den anden brunette.

Var det juleaften jeg kom fra? Jeg blev lige grebet af min turistberetning. Jeg synes simpelthen det er så morsomt med stereotyper.
Juleaftensdag havde vinden lagt sig, og vi kunne derfor overholde vores geniale plan om at tage på stranden, slappe af og få en lækker kulør (tan lyder bare bedre. Kulør får mig til at tænke på sovs). Vi fik svømmet i det lækre vand, taget nogle billeder og hygget rigtig meget. Senere på dagen tog vi hjemad, gjorde os klar og sagde "feliz navidad" til vores værter. Så tog vi på stranden igen for at se solnedgang, hvor mit kamera endnu en gang valgte at svigte. Rimelig dårlig julegave. Vi tog ud og spiste okay aftensmad på et sted hvor 345 myg kredsede om vores hoveder, mens vi svælgede os i ægte Coca Cola og jeg fik min første bøf i noget der minder om 100 år. Efterfølgende tog vi på en bar ud til stranden, hvor jeg fik en lidt for eksotisk Piña Colada fyldt med kokosstykker. Den blev heldigvis efterfulgt af en god Mojito. Nina fik den geniale idé at vi skulle spille pool. Jeg var ikke så glad ved tanken, da jeg altid takker nej til at spille pool i byen, og de gange jeg rent faktisk har gjort det, har jeg altid tabt, medmindre min modspiller har haft en promille på over fem. Til gengæld har jeg aldrig været så fuld og klodset, at jeg har smadret lampen over bordet med min kø, vel Tess? Det var nu ganske sjovt, og vi spillede efter Ninas hardcore jyske regler. Der var ingen kære mor, heller ikke selv om jeg tabte begge gange! Så var det godt vi kunne slappe af med en god lokal øl på stranden bagefter, mens vi så på stjerner og efterhånden blev lidt fulde.

Vi havde læst om et diskotek, der lå i en grotte ikke så langt væk – der skulle vi selvfølgelig hen og afslutte vores anti-jul. Der var dyr indgang, men til gengæld også et flot danseshow med toptrænede, små, fine kvinder, der dansede med høje, sorte og virkelig bøssede mænd. Det var rigtig flot, selv om man blev lidt misundelig på deres rytmiske sans. Til gengæld var der to mindre heldige sangere som vi døbte Dario og Frk. Hanegal. Dario troede selv, at hans stemme var guds gave til kvinder, men den faldt i hvert fald ikke i vores smag. Frk. Hanegal havde den vildeste turkis fjermanke på hovedet, der var flere meter høj. Jeg aner ikke, hvordan hun holdte den oppe. Men Nina og jeg havde det ustyrligt sjovt med at lege kommentatorer.
Efter showet stod den store scene helt tom, da der begyndte at komme dansehits – det var noget af en skam, syntes vi. Ingen ville rigtigt indvie ballet efter dansernes imponerende præstation. Jeg sagde til Nina, at det fandme kun var anti-jul én gang, og så hoppede vi op på scenen i bare tæer og dansede den næste times tid! Efterhånden fulgte flere trop, og der var en rigtig god stemning!

Hjemturen var noget for sig. Vi fik hyret os en gammel amerikanerbil, som viste sig at have en lille skærm med musikvideoer. Chaufføren var cool og fyrede op for Snoop Dogg. Vi sad på bagsædet og følte os lidt for seje til verden, mens vi susede af sted med åbne vinduer, skrålende stemmer og hvin. Sjovt var det indtil vi skulle betale, hvor chaufføren syntes, at han skulle kræve mere end aftalt. Vi diskuterede kort frem og tilbage, gav ham det oprindelige beløb, hvorefter han truede os med at han ville ringe til politiet. Vores respons var, at det måtte han da gerne, men vi ville lige gå ind og købe noget natmad imens. Det var selvfølgelig bare en tom trussel - Nina og jeg tog det med et grin i vores snalrede tilstand. Alt i alt var det en fantastisk anti-jul!

La Habana

Klassisk Havana-billede

Der bliver spillet brætspil i stor stil på gader og stræder

Minder om en bygning i NY

Capitol-bygningen i baggrunden

Æblemand

Gran Teatro Habana

Hyggelig mand i kørestol, som lavede sjov med sit flotte kamera

Min nye bil

Noget af det tætteste man kommer på et supermarked

Che Guevara er over ALT!

Sød cykeltaxamand

Friske fisk

Skyline!

Malecon

Det var noget af en hård beslutning at træffe, men efter et par dages spekulationer og overvejelser besluttede vi os for ikke at tage til Haiti alligevel. Der var meget der talte for, men desværre også mange minusser. Jeg tror nu, at den største grund var, at vi ikke orkede at arrangere det. Det er en virkelig lang tur med flere forskellige busser, og infrastrukturen i Haiti er yderst ringe – derfor betegnelsen Caribiens Afrika. Det var en af grundene til, at jeg rigtig gerne ville have været der. Men nogle af de lokale frarådede det, da der ikke bare stadig er kaos efter det altødelæggende jordskælv i 2010, men nu endnu mere kaos efter orkanen i efteråret.

Vi besluttede os for at tage en tur til den lækre strand Boca Chica i stedet. Den ligger overskuelige 50 km fra Santo Domingo, og det tog os omkring to timer at nå dertil – trafikken i Santo Domingo er noget af det mest kaotiske, jeg har oplevet. Det hostel, vi havde fundet via nettet, var selvfølgelig fuldt booket, så vi måtte på jagt efter et andet. Det første sted vi forhørte os, kostede det fra $26 pr person, og manden mente, at det var det absolut billigste, vi kunne forvente at finde! Så vi krydsede vejen, fandt Hotel Magic Tropical og blev straks tilbudt et lækkert værelse med eget toilet og bad til $15 pr person – så jo, det kan sagtens betale sig at være lidt ekstra opsøgende og tålmodig, selv om det virkelig også er noget, der dræner en for energi.
Hotellet var ejet af et serbisk par og lå cirka fem minutters gang fra stranden. Og nu kan det godt være, at jeg er mediepåvirket og fordomsfuld, men alle serberne på stedet lignede de skurke, man ser i diverse film og bøger! Skaldede, pumpede, fulde af tattoos og med helt sorte solbriller, så man ikke kunne se deres øjne. De var nu rigtig flinke alle sammen, jeg synes bare, det var lidt sjovt, at de første serbere jeg møder, er som taget ud af diverse krimier.
Hotellet havde en kæmpe pool, som jeg straks kastede mig i. De næste par dage nåede jeg vist at svømme omkring to km i alt. Jeg er og bliver en vandhund, som mine forældre altid kaldte mig, da jeg var mindre.
Boca Chica består af en lang, souvenirfyldt, turistet gade, og en strand fyldt med liggestole og barer med ”special offers for you, my lady!” den består også af irriterende sælgere, der følger efter en og ånder en i nakken. Dem er vi efterhånden en smule trætte af, lad mig sige det sådan.
Nina er efterhånden svær at imponere når det kommer til strande, da hendes første reaktion ved den lækre, kilometerlange og forholdsvis hvide strand fyldt med palmer var, at ”det er da et okay sted – det ligner lidt Vesterhavet. Jeg havde forventet noget bedre”. I kan jo selv bedømme på billederne.

Efter to overnatninger tog vi tilbage til Edu for at tilbringe de sidste par dage hos familien.
Jeg forærede alt det tøj jeg ikke skulle bruge og nogle andre småting til den haitianske husholderske, hvis navn jeg ikke kan stave. Leona? Hun blev rigtig glad.
Lørdag var der museumsaften i den gamle, koloniale bydel, som er den rene idyl og desuden starten på det, der er den første by i ”den nye verden”, altså Amerika. Edu tog os med derhen og vi var på et nationalmuseum, i en kirke med gravmonumenter og på en borg med udsigt over byen. Desuden var vi inde i Columbus’ søns hus, som var rigtig spændende. Tænk, at det er bevaret helt fra 1500-tallet. I aftenens anledning var medarbejderne klædt ud, og der var tilmed fri entre. Kostumerne var utroligt flotte – nogle var prinsesser, andre munke, krigere og pirater. Der var karneval med glitrende kostumer, trompeter og dans, og det ene museum var oplyst af et imponerende lysshow. Vi så ydermere den første katedral, og midt i den autentiske stemning havde Coca Cola selvfølgelig opstillet et umådeligt højt juletræ og en lastbil fyldt med røde og hvide dioder. Du ville have elsket det, far!
Vi tog på en italiensk restaurant med udendørs servering i den hyggeliste, smalle, brostensbelagte gade, hvor der voksede træer midt i det hele. Jeg fik gnocchi-pasta med pesto og parmesan, hvilket var yderst delikat. Stedet havde en slags natklub inde bag ved, hvor man kunne leje senge ovre i det ene hjørne med røde gardiner til at trække for. Anderledes og ret cool. Aftenen blev sluttet af på en anden bar med en enkelt øl.

Vores allersidste aften blev også tilbragt i den gamle bydel, da Jorge, Eduardos gode ven, skulle spille koncert på et lille teater. Han er trommeslager i et band med en kvindelig forsanger. Vi ventede knap halvanden time på tilskuerrækkerne, men så gav de endelig koncert med flot lys og sceneshow, gode musikere og en smuk sangstemme. Det var rimelig poppet og ikke helt min smag, men ingen tvivl om, at det lød godt. Jorge danner også band med Eduardo og Dorian. De laver rockinspireret musik på spansk! Da vi skulle hjem blev Nina dårlig og kunne ikke få vejret, så vi måtte tage på skadestuen. Det første sted vi tog til, var der desværre ikke mere plads. Det giver altså ingen mening! Skadestuer er for akutte situationer, så man kan da ikke bare sige, at der ikke er mere plads. Det var endda på et dyrt privathospital. Derfor tog vi over på en skadestue tæt på Edu, hvor vi havde været en gang før. De var ret uprofessionelle, men de erklærede endnu en gang, at der ikke var noget galt med Ninas hjerte eller lunger, hvilket hun frygtede. Det var jo det vigtigste. Ved midnatstid tog vi på Wendy’s og købte mad med hjem, da ingen af os havde spist siden frokost.

Eduardo og Dorian var så søde at køre os til lufthavnen torsdag morgen. Eduardo havde tilmed medbragt sin ukulele, så der blev givet live koncert fra forsædet med to tredjedele af Dinosaurius, som bandet hedder. Jeg elsker at køre og høre god musik, og når det så er live, så bliver det vist ikke bedre! Jeg forsøgte mig også lidt halvhjertet med Radioheads ”No Surprises”, som jeg har lært sådan nogenlunde. Jeg hader at jeg er så umusikalsk, men det var nu sjovt alligevel! En rigtig skøn afslutning i den dominikanske, inden vi tjekkede ind og gav os til at vente fire timer på flyet til Havana. Bøvlet med visum havde vi ikke behøvet at frygte, da vi bare skulle hoste op med $20 og vise vores pas.
Flyet var kun 20 minutter forsinket, og selve flyveturen var forholdsvis behagelig og næsten uden turbulens. Jeg tog ingen beroligende pille, da jeg godt mente, at jeg ville kunne klare en tur på knap to timer – heldigvis. Udsigten var rigtig flot, og i det mindste har vi nu set Haiti fra luften!

Det tog en del tid at få vores bagage i lufthavnen, men til gengæld gik turen gennem immigrationsmyndighederne helt uden besvær. Aldrig har jeg set en ankomsthal med så mange mennesker, men i det mindste kunne jeg høre George råbe mit navn i mængden. Vi har mødt ham via CouchSurfing (er det snart en overraskelse?) og han driver en lille lejlighed med plads til otte gæster sammen med Julio, som ikke har nogen hals. I Cuba er det ulovligt at CouchSurfe og i det hele taget beværte gæster, medmindre man har en tilladelse fra staten. Det er ulovligt at bo gratis. I det hele taget er staten godt inde over alt, hvad der foregår i landet. Kommunismen lever stadig i bedste velgående.

Lejligheden i Havana ligger selvfølgelig på fjerde sal med verdens smalleste trappe, hvor der hænger løse ledninger og diverse forbundne stik hele vejen op – et sandt mareridt for en elektriker.
Stedet åbnede for knap en måned siden, så det er heller ikke helt færdig. Men de har fået etableret et fællesrum med tiptop moderne fladskærms-tv og anlæg i et ukendt mærke. Desuden en grå og ufatteligt gammel kasse af en halvfemser computer, som der på et tidspunkt kommer internet på.
Da vi ankom mødte vi russeren Olga, som er den vildeste 34-årige, jeg nok nogensinde har mødt. Hun fester igennem hver eneste aften og kommer hjem på et ukendt tidspunkt mellem 6 og 8, hvor efter hun sover det meste af dagen. Hun fester rundt i de lokales hjem og drikker cubansk rom i stride mængder, så der lugter af sur teenager, når vi vågner, haha. Men hun er virkelig cool og sød og en smule distræt. Hun taler en dejlig blanding af engelsk, russisk og spansk. Og så fortalte hun mig, at Cuba på mange måder minder om Sovjetunionen, da hun var mindre. Det var ret spændende at høre om, og da jeg dristede mig til at spørge, hvorfor fanden man aldrig hører noget som helst fra Rusland, når det nu er verdens største land, svarede hun, at det vidste hun ikke – men at landet er gået gennem en rivende udvikling siden murens fald i ’89 og hun er meget taknemmelig over, at de ikke længere har kommunistisk styre.

Den første aften tjekkede vi området ud, og et kæmpe plus vi allerede opdagede der var, at man kan gå frit ude om aftenen og tilmed natten, hvis man selvfølgelig samtidig bruger sin sunde fornuft. Det er en enorm frihed at føle i et land, hvor netop frihed ligger så fjernt for befolkningen. Som Eduardo sagde: ”I Den Dominikanske Republik har vi et elendigt system, korrupt regering og politi, hyppig kriminalitet og elendige skoler – men i det mindste har vi en form for frihed. I Cuba har de Amerikas bedste health care, rimelig troværdigt politi og rigtig gode uddannelsesmuligheder – til gengæld har de ingen frihed.”
I Danmark har vi det hele. Nina og jeg bliver gang på gang overraskede over, hvor privilegerede vi egentlig er. Og det har jeg nævnt 100 gange før, men det er altså ret fantastisk.

Cuba er også ret fantastisk på sin helt egen måde. Det er et radikalt anderledes land, og det føler man allerede, så snart man begiver sig ud i Havanas smukke, sjælfyldte og ældgamle gader. Et australsk par vi mødte tidligere beskrev det som at rejse 50 år tilbage i tiden.
Tænk at der stadig findes en hovedstad uden McDonald’s, PizzaHut og Burger King, uden nogle kommercielle supermarkeder og næsten uden internet. Uden Shell, Panasonic og Apple. Tænk at det første, vi så, da vi gik ud, var en gadesælger, der solgte frugt til nogen oppe på femte sal – de havde en stofpose, som de hejste ned, som han så puttede frugterne i! Tænk at en by med to millioner indbyggere faktisk kan være så antikapitalistisk, at man kun kan finde en ganske almindelig Coca Cola de sjældneste steder, og at byens biler udelukkende er fra før 1980. Tænk at byen kan have en så afslappet stemning, at hundene sover midt på gaden, og at cubanerne sidder og ryger cigar og spiller domino på en trappesten. Børnene leger i gaderne og spiller baseball med papirkugler mens mødrene sidder rundt omkring i de små parker og sladrer over en kop kaffe.
Tænk at Nina og jeg nu har brugt tre dage udelukkende på at slentre rundt i gaderne og tage billeder, og samtidigt har været fuldt ud underholdt. Tænk at internet kun bliver udbudt på få, store hoteller og er langsommere end Afrikas!

Havana har fyldt mig med langt flere indtryk end nogen anden storby hidtil. Her er så anderledes og smukt. Arkitekturen er imponerende i sig selv. Fra Malecón, som er den otte kilometer lange promenade langs kysten, strækker sig en lang række højhuse – i midtbyen ligger forskelligfarvede bygninger klods op ad hinanden med små altaner, buske og træer der vokser ud midt i det hele og farverigt vasketøj blafrende i vinden. Nogle steder får mig til at tænke på Miami Beach og Art Deco stilen med pastelfarver og sjove former – andre steder leder tankerne hen på små, hyggelige gader i Italien eller Spanien med brosten, gademusikanter og elegante, ældre damer med blomsterkranse, store øreringe og en cigar ved hånden. Havana har et imponerende udvalg af transportmidler. Cykeltaxa, ”æggeskal”-motorcykler, motorcykler med vogn (tænker altid på Aristocats – men Disney har vi intet set af), hestevogne og så de utallige gamle bilmodeller, som er virkelig fede og vel nærmest Cubas varemærke. De har dog også ufatteligt mange Ladaer. De bruger simpelthen Ladaer som politibiler med et overdimensioneret blåt blink på taget. Nina har døbt dem ”Partypolitiet”. Min morfar ville være stolt over at høre det, da han var meget ked af at sende sin Lada til skrot. Men helt ærligt, det er nok den største skodbil i verden!
Over alt ligger små boder og butikker, der faktisk er private hjem. Hvis butikken overhovedet er stor nok til, at man kan gå ind, dukker der pludselig et køkken og en dagligstue op midt i malerierne, instrumenterne og hvad der ellers bliver solgt. Restauranter er ret sjældne i gadebilledet – man skal virkelig lede længe. Maden er virkelig heller ikke noget at råbe hurra for. Cuba har ingen kartofler som vi kender dem, ej heller oksekød. Det resulterede i Nina og jeg smagte kanin, som var ganske udmærket! Vi har udviklet en lille intern joke med, at hver gang vi støder på endnu en mangelvare, så er det simpelthen fordi det er for amerikansk. Det gælder alt fra manglende toiletpapir til manglende Coca Cola.

Jeg er faldet for Havana og den forunderlige, afslappede og unikke stemning. Det til trods for at mange af gaderne lugter slemt af tis, hundene ynder at lægge lorte over alt og man i længden bliver en anelse træt af de utallige antaster på vejen: ”Hey, lady, hey! Taxi lady?” - ”Beautiful lady, I love you!” - ”De donde eres? Where are you from?” – ”You want cigar? I have special price!” – ”You looking for restaurant? Mojitos? Havana rum?!” Nina og jeg er ved at blive lidt vanvittige over det. Sjovt er det dog, at Nina fik et smækkys af en ældre dame midt på gaden, og jeg scorede mig en cykeltaxamand, der svedte ufatteligt meget.

Efter nogle skønne dage i Havana besluttede vi dog at vi nok også måtte bevæge os ud og se lidt mere af, hvad Cuba har at byde på. Derfor gik turen til Viñales, som er en lille by knap 200 km vest for Havana. Efter en helvedes masse bøvl med bussen, der blev overbooket og derfor ikke havde plads til os på den tidlige afgang, måtte vi tage af sted kl. 14 i stedet. Det gav mig mulighed for at gå på verdens langsommeste internet for at tjekke min mail og min CouchSurfing profil.
Herefter tog vi endnu en gang ud til busterminalen og kom denne gang af sted. Jeg ved virkelig ikke hvad det er med busser og aircondition i Caribien, men i Santo Domingo kørte vi med en bus med en temperatur på 14 grader med klaprende tænder og blålige hænder. Det kunne busserne i Cuba godt slå. 11 grader. Jeg startede turen ud i t-shirt og shorts og endte med at tilføje sokker, lange bukser og jakke. Frøs stadig.

Jeg beklager forsinkelsen af dette indlæg, men der var intet (som i virkelig næsten intet!) internet i Cuba.