La Habana

Klassisk Havana-billede

Der bliver spillet brætspil i stor stil på gader og stræder

Minder om en bygning i NY

Capitol-bygningen i baggrunden

Æblemand

Gran Teatro Habana

Hyggelig mand i kørestol, som lavede sjov med sit flotte kamera

Min nye bil

Noget af det tætteste man kommer på et supermarked

Che Guevara er over ALT!

Sød cykeltaxamand

Friske fisk

Skyline!

Malecon

Det var noget af en hård beslutning at træffe, men efter et par dages spekulationer og overvejelser besluttede vi os for ikke at tage til Haiti alligevel. Der var meget der talte for, men desværre også mange minusser. Jeg tror nu, at den største grund var, at vi ikke orkede at arrangere det. Det er en virkelig lang tur med flere forskellige busser, og infrastrukturen i Haiti er yderst ringe – derfor betegnelsen Caribiens Afrika. Det var en af grundene til, at jeg rigtig gerne ville have været der. Men nogle af de lokale frarådede det, da der ikke bare stadig er kaos efter det altødelæggende jordskælv i 2010, men nu endnu mere kaos efter orkanen i efteråret.

Vi besluttede os for at tage en tur til den lækre strand Boca Chica i stedet. Den ligger overskuelige 50 km fra Santo Domingo, og det tog os omkring to timer at nå dertil – trafikken i Santo Domingo er noget af det mest kaotiske, jeg har oplevet. Det hostel, vi havde fundet via nettet, var selvfølgelig fuldt booket, så vi måtte på jagt efter et andet. Det første sted vi forhørte os, kostede det fra $26 pr person, og manden mente, at det var det absolut billigste, vi kunne forvente at finde! Så vi krydsede vejen, fandt Hotel Magic Tropical og blev straks tilbudt et lækkert værelse med eget toilet og bad til $15 pr person – så jo, det kan sagtens betale sig at være lidt ekstra opsøgende og tålmodig, selv om det virkelig også er noget, der dræner en for energi.
Hotellet var ejet af et serbisk par og lå cirka fem minutters gang fra stranden. Og nu kan det godt være, at jeg er mediepåvirket og fordomsfuld, men alle serberne på stedet lignede de skurke, man ser i diverse film og bøger! Skaldede, pumpede, fulde af tattoos og med helt sorte solbriller, så man ikke kunne se deres øjne. De var nu rigtig flinke alle sammen, jeg synes bare, det var lidt sjovt, at de første serbere jeg møder, er som taget ud af diverse krimier.
Hotellet havde en kæmpe pool, som jeg straks kastede mig i. De næste par dage nåede jeg vist at svømme omkring to km i alt. Jeg er og bliver en vandhund, som mine forældre altid kaldte mig, da jeg var mindre.
Boca Chica består af en lang, souvenirfyldt, turistet gade, og en strand fyldt med liggestole og barer med ”special offers for you, my lady!” den består også af irriterende sælgere, der følger efter en og ånder en i nakken. Dem er vi efterhånden en smule trætte af, lad mig sige det sådan.
Nina er efterhånden svær at imponere når det kommer til strande, da hendes første reaktion ved den lækre, kilometerlange og forholdsvis hvide strand fyldt med palmer var, at ”det er da et okay sted – det ligner lidt Vesterhavet. Jeg havde forventet noget bedre”. I kan jo selv bedømme på billederne.

Efter to overnatninger tog vi tilbage til Edu for at tilbringe de sidste par dage hos familien.
Jeg forærede alt det tøj jeg ikke skulle bruge og nogle andre småting til den haitianske husholderske, hvis navn jeg ikke kan stave. Leona? Hun blev rigtig glad.
Lørdag var der museumsaften i den gamle, koloniale bydel, som er den rene idyl og desuden starten på det, der er den første by i ”den nye verden”, altså Amerika. Edu tog os med derhen og vi var på et nationalmuseum, i en kirke med gravmonumenter og på en borg med udsigt over byen. Desuden var vi inde i Columbus’ søns hus, som var rigtig spændende. Tænk, at det er bevaret helt fra 1500-tallet. I aftenens anledning var medarbejderne klædt ud, og der var tilmed fri entre. Kostumerne var utroligt flotte – nogle var prinsesser, andre munke, krigere og pirater. Der var karneval med glitrende kostumer, trompeter og dans, og det ene museum var oplyst af et imponerende lysshow. Vi så ydermere den første katedral, og midt i den autentiske stemning havde Coca Cola selvfølgelig opstillet et umådeligt højt juletræ og en lastbil fyldt med røde og hvide dioder. Du ville have elsket det, far!
Vi tog på en italiensk restaurant med udendørs servering i den hyggeliste, smalle, brostensbelagte gade, hvor der voksede træer midt i det hele. Jeg fik gnocchi-pasta med pesto og parmesan, hvilket var yderst delikat. Stedet havde en slags natklub inde bag ved, hvor man kunne leje senge ovre i det ene hjørne med røde gardiner til at trække for. Anderledes og ret cool. Aftenen blev sluttet af på en anden bar med en enkelt øl.

Vores allersidste aften blev også tilbragt i den gamle bydel, da Jorge, Eduardos gode ven, skulle spille koncert på et lille teater. Han er trommeslager i et band med en kvindelig forsanger. Vi ventede knap halvanden time på tilskuerrækkerne, men så gav de endelig koncert med flot lys og sceneshow, gode musikere og en smuk sangstemme. Det var rimelig poppet og ikke helt min smag, men ingen tvivl om, at det lød godt. Jorge danner også band med Eduardo og Dorian. De laver rockinspireret musik på spansk! Da vi skulle hjem blev Nina dårlig og kunne ikke få vejret, så vi måtte tage på skadestuen. Det første sted vi tog til, var der desværre ikke mere plads. Det giver altså ingen mening! Skadestuer er for akutte situationer, så man kan da ikke bare sige, at der ikke er mere plads. Det var endda på et dyrt privathospital. Derfor tog vi over på en skadestue tæt på Edu, hvor vi havde været en gang før. De var ret uprofessionelle, men de erklærede endnu en gang, at der ikke var noget galt med Ninas hjerte eller lunger, hvilket hun frygtede. Det var jo det vigtigste. Ved midnatstid tog vi på Wendy’s og købte mad med hjem, da ingen af os havde spist siden frokost.

Eduardo og Dorian var så søde at køre os til lufthavnen torsdag morgen. Eduardo havde tilmed medbragt sin ukulele, så der blev givet live koncert fra forsædet med to tredjedele af Dinosaurius, som bandet hedder. Jeg elsker at køre og høre god musik, og når det så er live, så bliver det vist ikke bedre! Jeg forsøgte mig også lidt halvhjertet med Radioheads ”No Surprises”, som jeg har lært sådan nogenlunde. Jeg hader at jeg er så umusikalsk, men det var nu sjovt alligevel! En rigtig skøn afslutning i den dominikanske, inden vi tjekkede ind og gav os til at vente fire timer på flyet til Havana. Bøvlet med visum havde vi ikke behøvet at frygte, da vi bare skulle hoste op med $20 og vise vores pas.
Flyet var kun 20 minutter forsinket, og selve flyveturen var forholdsvis behagelig og næsten uden turbulens. Jeg tog ingen beroligende pille, da jeg godt mente, at jeg ville kunne klare en tur på knap to timer – heldigvis. Udsigten var rigtig flot, og i det mindste har vi nu set Haiti fra luften!

Det tog en del tid at få vores bagage i lufthavnen, men til gengæld gik turen gennem immigrationsmyndighederne helt uden besvær. Aldrig har jeg set en ankomsthal med så mange mennesker, men i det mindste kunne jeg høre George råbe mit navn i mængden. Vi har mødt ham via CouchSurfing (er det snart en overraskelse?) og han driver en lille lejlighed med plads til otte gæster sammen med Julio, som ikke har nogen hals. I Cuba er det ulovligt at CouchSurfe og i det hele taget beværte gæster, medmindre man har en tilladelse fra staten. Det er ulovligt at bo gratis. I det hele taget er staten godt inde over alt, hvad der foregår i landet. Kommunismen lever stadig i bedste velgående.

Lejligheden i Havana ligger selvfølgelig på fjerde sal med verdens smalleste trappe, hvor der hænger løse ledninger og diverse forbundne stik hele vejen op – et sandt mareridt for en elektriker.
Stedet åbnede for knap en måned siden, så det er heller ikke helt færdig. Men de har fået etableret et fællesrum med tiptop moderne fladskærms-tv og anlæg i et ukendt mærke. Desuden en grå og ufatteligt gammel kasse af en halvfemser computer, som der på et tidspunkt kommer internet på.
Da vi ankom mødte vi russeren Olga, som er den vildeste 34-årige, jeg nok nogensinde har mødt. Hun fester igennem hver eneste aften og kommer hjem på et ukendt tidspunkt mellem 6 og 8, hvor efter hun sover det meste af dagen. Hun fester rundt i de lokales hjem og drikker cubansk rom i stride mængder, så der lugter af sur teenager, når vi vågner, haha. Men hun er virkelig cool og sød og en smule distræt. Hun taler en dejlig blanding af engelsk, russisk og spansk. Og så fortalte hun mig, at Cuba på mange måder minder om Sovjetunionen, da hun var mindre. Det var ret spændende at høre om, og da jeg dristede mig til at spørge, hvorfor fanden man aldrig hører noget som helst fra Rusland, når det nu er verdens største land, svarede hun, at det vidste hun ikke – men at landet er gået gennem en rivende udvikling siden murens fald i ’89 og hun er meget taknemmelig over, at de ikke længere har kommunistisk styre.

Den første aften tjekkede vi området ud, og et kæmpe plus vi allerede opdagede der var, at man kan gå frit ude om aftenen og tilmed natten, hvis man selvfølgelig samtidig bruger sin sunde fornuft. Det er en enorm frihed at føle i et land, hvor netop frihed ligger så fjernt for befolkningen. Som Eduardo sagde: ”I Den Dominikanske Republik har vi et elendigt system, korrupt regering og politi, hyppig kriminalitet og elendige skoler – men i det mindste har vi en form for frihed. I Cuba har de Amerikas bedste health care, rimelig troværdigt politi og rigtig gode uddannelsesmuligheder – til gengæld har de ingen frihed.”
I Danmark har vi det hele. Nina og jeg bliver gang på gang overraskede over, hvor privilegerede vi egentlig er. Og det har jeg nævnt 100 gange før, men det er altså ret fantastisk.

Cuba er også ret fantastisk på sin helt egen måde. Det er et radikalt anderledes land, og det føler man allerede, så snart man begiver sig ud i Havanas smukke, sjælfyldte og ældgamle gader. Et australsk par vi mødte tidligere beskrev det som at rejse 50 år tilbage i tiden.
Tænk at der stadig findes en hovedstad uden McDonald’s, PizzaHut og Burger King, uden nogle kommercielle supermarkeder og næsten uden internet. Uden Shell, Panasonic og Apple. Tænk at det første, vi så, da vi gik ud, var en gadesælger, der solgte frugt til nogen oppe på femte sal – de havde en stofpose, som de hejste ned, som han så puttede frugterne i! Tænk at en by med to millioner indbyggere faktisk kan være så antikapitalistisk, at man kun kan finde en ganske almindelig Coca Cola de sjældneste steder, og at byens biler udelukkende er fra før 1980. Tænk at byen kan have en så afslappet stemning, at hundene sover midt på gaden, og at cubanerne sidder og ryger cigar og spiller domino på en trappesten. Børnene leger i gaderne og spiller baseball med papirkugler mens mødrene sidder rundt omkring i de små parker og sladrer over en kop kaffe.
Tænk at Nina og jeg nu har brugt tre dage udelukkende på at slentre rundt i gaderne og tage billeder, og samtidigt har været fuldt ud underholdt. Tænk at internet kun bliver udbudt på få, store hoteller og er langsommere end Afrikas!

Havana har fyldt mig med langt flere indtryk end nogen anden storby hidtil. Her er så anderledes og smukt. Arkitekturen er imponerende i sig selv. Fra Malecón, som er den otte kilometer lange promenade langs kysten, strækker sig en lang række højhuse – i midtbyen ligger forskelligfarvede bygninger klods op ad hinanden med små altaner, buske og træer der vokser ud midt i det hele og farverigt vasketøj blafrende i vinden. Nogle steder får mig til at tænke på Miami Beach og Art Deco stilen med pastelfarver og sjove former – andre steder leder tankerne hen på små, hyggelige gader i Italien eller Spanien med brosten, gademusikanter og elegante, ældre damer med blomsterkranse, store øreringe og en cigar ved hånden. Havana har et imponerende udvalg af transportmidler. Cykeltaxa, ”æggeskal”-motorcykler, motorcykler med vogn (tænker altid på Aristocats – men Disney har vi intet set af), hestevogne og så de utallige gamle bilmodeller, som er virkelig fede og vel nærmest Cubas varemærke. De har dog også ufatteligt mange Ladaer. De bruger simpelthen Ladaer som politibiler med et overdimensioneret blåt blink på taget. Nina har døbt dem ”Partypolitiet”. Min morfar ville være stolt over at høre det, da han var meget ked af at sende sin Lada til skrot. Men helt ærligt, det er nok den største skodbil i verden!
Over alt ligger små boder og butikker, der faktisk er private hjem. Hvis butikken overhovedet er stor nok til, at man kan gå ind, dukker der pludselig et køkken og en dagligstue op midt i malerierne, instrumenterne og hvad der ellers bliver solgt. Restauranter er ret sjældne i gadebilledet – man skal virkelig lede længe. Maden er virkelig heller ikke noget at råbe hurra for. Cuba har ingen kartofler som vi kender dem, ej heller oksekød. Det resulterede i Nina og jeg smagte kanin, som var ganske udmærket! Vi har udviklet en lille intern joke med, at hver gang vi støder på endnu en mangelvare, så er det simpelthen fordi det er for amerikansk. Det gælder alt fra manglende toiletpapir til manglende Coca Cola.

Jeg er faldet for Havana og den forunderlige, afslappede og unikke stemning. Det til trods for at mange af gaderne lugter slemt af tis, hundene ynder at lægge lorte over alt og man i længden bliver en anelse træt af de utallige antaster på vejen: ”Hey, lady, hey! Taxi lady?” - ”Beautiful lady, I love you!” - ”De donde eres? Where are you from?” – ”You want cigar? I have special price!” – ”You looking for restaurant? Mojitos? Havana rum?!” Nina og jeg er ved at blive lidt vanvittige over det. Sjovt er det dog, at Nina fik et smækkys af en ældre dame midt på gaden, og jeg scorede mig en cykeltaxamand, der svedte ufatteligt meget.

Efter nogle skønne dage i Havana besluttede vi dog at vi nok også måtte bevæge os ud og se lidt mere af, hvad Cuba har at byde på. Derfor gik turen til Viñales, som er en lille by knap 200 km vest for Havana. Efter en helvedes masse bøvl med bussen, der blev overbooket og derfor ikke havde plads til os på den tidlige afgang, måtte vi tage af sted kl. 14 i stedet. Det gav mig mulighed for at gå på verdens langsommeste internet for at tjekke min mail og min CouchSurfing profil.
Herefter tog vi endnu en gang ud til busterminalen og kom denne gang af sted. Jeg ved virkelig ikke hvad det er med busser og aircondition i Caribien, men i Santo Domingo kørte vi med en bus med en temperatur på 14 grader med klaprende tænder og blålige hænder. Det kunne busserne i Cuba godt slå. 11 grader. Jeg startede turen ud i t-shirt og shorts og endte med at tilføje sokker, lange bukser og jakke. Frøs stadig.

Jeg beklager forsinkelsen af dette indlæg, men der var intet (som i virkelig næsten intet!) internet i Cuba.