Kirker, ruiner og narko

El perro pequeño - den ligger i vindueskarmen hver eneste dag på vej til skole

Lækkert måltid med kylling, kartofler og salat i privat hjem for 15 kr!

Springvandet i parken - der kommer vand ud af kvindernes bryster. Fed detalje

La iglesia Mercede

To ældre kvinder står og sludrer

Turist ved alteret

Turist i haven ved ruinerne

En af de utallige ruiner efter diverse jordskælv

Nu er opholdet i Antigua ved at være forbi efter halvanden uge for mit vedkommende. Utroligt nok er det en af de destinationer, vi kommer til at opholde os længst i – sådan er det at være travle backpackere med utallige planer, drømme og ideer. Lørdag morgen går turen videre til Semuc Champey, og inden vi kan slænge os i de naturlige pools, skal vi ud på endnu en skøn bustur, der tager intet mindre end 8 timer at tilbagelægge (270 km). Stakkels Nina er blevet sløj, men er nu allerede i bedring – heldigvis.

Lige i dette øjeblik sidder jeg ude på vores lille terrasse, klokken er 21.23 onsdag aften og mit myggestik klør helt åndssvagt. Selv om man hver aften mishandler sin hud med det giftige stof DEET, som skulle holde alle myg på behørig afstand. Ellers har jeg det dejligt. Temperaturen er behagelig, stilheden afbrydes kun af få biler og motorcykler på vejen, og jeg glæder mig til min sidste spanskundervisning i morgen. Det er faktisk lidt utroligt, hvor meget jeg allerede har lært på seks dage, hvis jeg selv skal sige det. Kan selvklart på ingen måde føre samtaler, men forstår efterhånden en del takket være min skønne lærer Judith, som ævler løs på spansk 3-4 timer hver dag og opmuntrer mig til at tale, selv om det bestemt ikke er nemt.
Vi har vendt mange sjove samtaleemner, og i går gav jeg hende en skinnende, dansk to-krone, og hun blev svært begejstret over, at der var både kroner og hjerter på den. Hun foreslog selv at hænge den i en snor om halsen, da det måske ville bringe held og gøre hende rig (hun er meget begejstret for sin kæreste, som er IT-nørd, men hun ville ønske de havde flere penge, så der var råd til et bryllup i en af de store, fascinerende kirker i byen).
Selv om hun er lærer, går i pænt tøj og ikke ser ud til at mangle noget, svarer hendes årsløn alligevel til min flybillet tur/retur. Det siger en del. Men jeg er lettet over, at levestandarden generelt ser ud til at være meget højere end i Tanzania. På den anden side er Antigua en velhavende og turistet by, hvor Judith i dag pegede mange af de fattigste områder i landet ud.

Vi har talt en masse om narko og kriminaliteten heraf. Om, hvordan den vestlige verdens enorme forbrug af hårde stoffer påvirker hele Latinamerika på mest negative vis. Og om, hvordan der bliver begået op til 10 koldblodige mord om dagen i Guatemala grundet narkohandel og mafiakrig. Man lever også livet farligt, hvis man er relateret til nogen, der er i narkobranchen - her fik jeg en detaljeret beskrivelse af, hvordan de pårørende blev fundet med manglende hoved, arme og ben (børn som kvinder), hvis der skulle hævnes. Politiet kan ikke gøre det store, for enten bliver de bestukket med svimlende beløb, og hvis de nægter at tage imod pengene, får de en kugle for panden eller en kniv stukket i brystet.
Jeg kender desværre selv nogen, der har taget stoffer, og de kender min holdning. Men det giver bare lige en ekstra dimension, når man ikke kun tænker på, hvad det gør ved forbrugerne, men også hele baglandet. 1 gram kokain koster 80Q, som svarer til 60 kr., hvilket svarer til Judiths dagløn.

For at hele min blog ikke bliver en lang moralprædiken, har Judith og jeg også grint en masse i dag. Jeg har lært om kropsdelene og ansigtet, og Judith blev som en 13-årig teenager med blussende kinder, da hun skulle fortælle hvad bryster hed. Endnu værre blev det, da hun pegede på sine kropsdele, og jeg skulle fortælle, hvad det spanske ord var – hun var færdig af grin, da vi kom til ”numse”.

Nu er det blevet torsdag aften og jeg sidder ved spisebordet og venter på aftensmad sammen med Nina og Martin, der sidder og laver lektier. I går fik jeg rundvisning af Judith i to kæmpestore kirker – Iglesia la Mercede og Iglesia San Fransisco. Begge er katolske, som er religionen 80% af befolkningen praktiserer.
I La Mercede sad en lang række mennesker i alle aldre og bad langs alteret, mens andre tændte lys, de havde købt lige uden for kirken. Selv om jeg på ingen måde vil betegne mig selv som religiøs, er der nu en helt bestemt rolig og tryg stemning i de fleste kirker.
San Francisco er blevet halvt renoveret, siden den var udsat for et voldsomt jordskælv for mange år siden. Vi var inde og se ruindelen af kirken, som var enormt betagende. Især fordi haven var helt eventyrlig med blomster i alverdens farver, palmer og farvestrålende fugle. Til kirken var også tilknyttet et lokalmuseum, hvor jeg blev meget overrasket over alle de hilsner fra folk, der menes at være blevet kureret eller frelst efter at have bedt til Hermado, hedder han vist, den hellige fyr i kirken. Der var en hel lang korridor fyldt med billeder, hilsner, stokke, briller og generelle donationer. Blandt andet et scanningsbillede med en hilsen, som Judith oversatte: forældrene havde fået at vide, at deres barn ville blive svært handicappet, men efter de havde bedt deres bønner, havde de fået en sund og rask pige. Hende var der et billede af, smilende og glad.

Om eftermiddagen var Nina og jeg i det vildeste supermarked med alt, hvad hjertet begærer. Selv om jeg er blevet et nyt og ædru menneske (indtil videre), måbede jeg alligevel over priserne på sprut: 2 liter Bacardi rom for 60 kr! Det er jo vanvittigt. Og vi har næsten ikke set nogen alkoholikere.
På vejen hjem hentede vi vores tøj på et vaskeri, som var blevet vasket, tørret og lagt sammen til den nette sum af 35 kr. i alt. En anelse federe end i Tanzania, hvor den stod på en ugentlig vaskedag med sved, tårer, koldt vand og ondt i ryggen, haha. Jeg må hellere stoppe for nu, for vi skal spise om lidt.

Adios chigos! 

Me gusta San Pedro!

Udsigten fra en af de mange hårnålesving

Laundry service i San Pedro

Appelsintræ i Casa Blancas have

38(!)-årige David med killingen vi navngav John

Nina med killingen William

Den smukkeste solopgang

National Geographic forside!

Kvinderne vasker oceaner af tøj i søen

Flot udsigt og mig der lyser op (mangler desperat kulør!)

Den sødeste pige, der genert sagde ja til, at vi måtte tage et billede med hende

Efter noget af en kamp med en lettere retarderet receptionist med tilhørende meget tomt blik, fandt vi ud af, hvordan man kommer til San Pedro. Det er en lille by ved den store, bjergomkransede sø Atitlan.
Tiltrængt weekendtur skulle der til, og kl. 9 blev vi samlet op foran huset af en shuttle minibus, hvori der ud over os var to tyske piger og en amerikaner ved navn David, som I nok skal høre meget mere om.
Vejen dertil var forholdsvis ny og uden huller, men stakkels Nina bliver nemt køresyg og havde glemt sine piller, så det var bare at fokusere på vejen! Desværre kørte vi forbi et uheld ved en mindre landsby, hvor det så ud til, at hele byens indbyggere var samlet for at mindes, da vi passerede – vores chauffør fortalte, at der var en, der var blevet påkørt. Det så helt vildt ud, at der stod omkring 200 mennesker i en cirkel ude på vejen.
Der gik ikke længe før vi blev kastet ud i de skarpeste hårnålesving, jeg hidtil har oplevet. Dyt-dyt-dyyyt, lød det gennemtrængende hver eneste gang vi skulle dreje. Der var godt nok heller ikke meget plads at komme rundt på, og selvfølgelig næsten ingen afskærmning – godt for os med mildere højdeskræk!
Endelig nåede vi ned ad bjergsiden igen og efter knap 4 timer ankom vi til San Pedro, som er en sand lille turistperle (heldigvis rejser vi uden for højsæsonen). Vi fik vores allerførste nachos på en lille restaurant helt ud til søen. Her fik vi selskab af David, som jeg fra nu af vil betegne Dalai David.

Dalai David kræver sit helt eget afsnit. Mit førstehåndsindtryk fik jeg på busturen, hvor han sad i sin helt egen syrede verden og hørte musik i sine høretelefoner, alt imens han dansede siddende non stop i to timers tid – den fik ikke for lidt. Herefter joinede han os til frokost. Han præsenterede sig, var fra New Mexico, USA, og vi måtte meget gerne gætte hans alder. 23, foreslog Nina. 28, gættede jeg. Han grinte virkelig længe før han afslørede, at han er 38! Det er så sindssygt, og mor, her kommer noget, du bliver glad for at høre: Dalai David har dyrket yoga hver eneste dag de sidste 15 år, som han sagde: ”Jeg dyrkede yoga uden jeg vidste hvad det var. Jeg er født til at dyrke yoga og at lave smykker, det er mine gaver her i livet”. Jeg ved selvfølgelig ikke, om de 15 års yoga har gjort ham 15 år yngre både i krop og sind, men jeg har ingen anden forklaring.
Han bestilte naturligvis græsk salat og en smoothie, mens Nina og jeg sad og mæskede os i nachos, cheddar og frisklavet guacamole akkompagneret af en ret så vestlig sukkerbombe af en Coca Cola.
Midt i det hele begyndte han at strække ud og proklamerede, at fire timers salsa aftenen før var til at mærke i kroppen.
Dalai David har udgivet tre bøger om smykker i USA. Han laver meget specielle smykker, og de er blevet en succes stor nok til, at han kan leve af dem. Derfor rejser han nu rundt et år i Latinamerika, mens pengene automatisk tikker ind på kontoen – smart! Han har ikke nogen specifik uddannelse, for han rejste rundt i fem års tid i start 20’erne, hvor han nåede at besøge intet mindre end 32 lande!  Da han hørte, vi var fra Danmark, fortalte han os, at han som 18-årig ”havde brug for at finde sig selv” og derfor var taget til England og havde købt en cykel, hvorefter han cyklede det meste af Nordeuropa rundt. ”Jeg kan ikke huske så meget fra Danmark, men I har sgu de vildeste cykelstier, jeg har set”. Javel.

Vi tjekkede ind på Casa Blanca, som simpelthen lå i første række ud til søen med hængekøjer, frugttræer og ren idyl. Vi delte et værelse med Dalai David, som straks hoppede i søen og svømmede rundt som en lille fisk. Vi sad i haven under appelsintræet og opdagede hurtigt, at der løb to søde, bløde kattekillinger rundt, som efter lidt tid meget gerne ville kæles. Dalai David er selvfølgelig også en dyreven ud over det sædvanlige, og kattene ligefrem løb i hælene på ham, da de først havde set ham. Vi blev budt på den første lokale øl, som var ganske udmærket – først væltede Nina min øl, og bagefter væltede jeg vist nok hendes. Ikke et ord om klodsethed.
Vi mødte en hel flok israelere, som vi sad og sludrede lidt med, og så fik Dalai David den idé, at vi skulle gå en tur langs søen. Vi fandt et rigtig flot sted med en kæmpestor sten hvor børnene badede, kvinderne vaskede tøj og mændene fiskede med en snøre bundet om en flaske. Dalai David gik et stykke længere hen sammen med Moses, en af israelerne, og da de vendte tilbage et godt stykke tid efter, var det fordi, at de havde fundet det perfekte spot til meditation og en joint.

Jeg har aldrig set så mange gadehunde, som de har i San Pedro. Der er et utal af racer, alt fra Sankt Bernardshund til Sibirisk Husky og alverdens gadekryds. I starten var vi lidt utrygge ved, at de rendte rundt og snusede til os og nogle ville klappes, mens andre tilmed slikkede os på benene. Ingen af os er vaccineret mod rabies, men selv om hundene har interne opgør og territorier, gør de ikke os mennesker fortræd, hvilket er meget rart!
Om aftenen, da vi tog på restaurant, var der en hund, der fulgte hele vejen med derind og lagde sig under vores bord – ret komisk, at tjenerne bare lod den komme ind. Og lidt hyggeligt. Det minder mig om min mormor og morfars afdøde hund, Nuser, der altid skulle ligge under bordet og hapse spildt mad, når vi var hjemme hos dem og spise.
Vi snakkede med Anna fra Washington og Marina fra Polen, som var nogen, Dalai David havde mødt et par dage forinden. Anna fortalte, at hun er allergisk over for både gluten og mælkeprodukter. Et liv uden brød og mælkeprodukter! Der findes ikke ord for det. Marina cykler Mellemamerika rundt alene, hvilket er rimelig cool. Men det er godt hun cykler og holder sig slank, for hun fortalte, at hendes rekord var 11 portioner mad, alt imens hun sad og spiste af vores rester!

Det eneste jeg oprigtigt savnede ved vores dejlige ophold i San Pedro, var ørepropper. Da Nina og jeg gik i seng ved 22-tiden (ja, I læste rigtigt – vi havde aftalt at stå op 5.30 for at se solopgang!) var der gang i den lige uden for vores dør. Gruppen af israelere havde vist en lille fest. I baggrunden hørtes der et monotont beat fra en meget skrattende højttaler på et diskotek. Hertil var der masser af dytten i gaderne, høje råb og brag. Da israelerne endelig var gået til ro ved midnatstid, og da diskoteket lukkede ved 1-tiden, troede Nina og jeg, vi kunne ånde lettet op og få vores tiltrængte søvn. Men da blev det afløst af en skingrende sindssyg hane, som åbenbart mente, at nu var det morgen.  Som om det ikke var nok, var der en hund, der mente, at bølgepaptaget over værelset var det perfekte sted til en natlig gåtur.
Jeg ved ikke, hvordan det lykkedes os at falde i søvn (eller at komme op halv seks), men vi fortrød bestemt ikke. Vi trådte ud af døren til den smukkeste lyserøde himmel over de skyfri bjerge, og begav os over til føromtalte sten, hvor vi satte os og nød stilheden, mens vi knipsede løs for at få de helt rigtige ”Kodak moments” og ”National Geographic-billeder”, som Nina så fint betegner det.
Vaskekonerne var allerede oppe, og ude på søen sejlede en ensom fisker rundt og hev sit net op langs bredden i en båd, der mest af alt lignede en utæt trækasse. Jeg fik så inderligt ondt af ham, fordi han tilsyneladende ikke havde fanget én eneste fisk! Tænk hvis han havde sultne munde at mætte derhjemme…

Da vi stod op igen ved 9-tiden, bestilte vi efter anbefaling israelsk morgenmad bestående af shakshuka (google er din ven), lækkert brød, guacamole, frisk tomat og feta. Jeg tog mig sammen og fik en fantastisk formiddagsdukkert i søen, som havde en dejlig temperatur, mens Nina sad ved bredden udstyret med kamera og forevigede synet af min blegfede krop, haha.
Vi spiste frokost på en anden restaurant ud til bredden og bådebroen, og vores tjener havde glasøje, hvilket så lidt uhyggeligt ud. Turen hjem er ikke noget at skrive hjem om, vi sad 10 svedige backpackere klemt sammen i minibussen! En fyr fra Californien sørgede dog for god stemning med roadtrip-musik på hans åh-så-smarte iPad. Nina og jeg sad og snakkede om, at det var fedt, at ingen rigtig forstod dansk, da vi lidt efter faldt i snak med en australsk pige, der spurgte, om vi ikke var danskere? Meget pudsigt, for 
hendes kæreste var dansker og hun havde selv læst et semester på Københavns Universitet.

Da vi kom til Antigua sluttede vi af med et meal på McD til 25 kr. Bare kald mig multikapitalistisk og antikulturel, det er helt okay - for jeg har det skønt. 

Mi casa Calle 9 Orientes

Vindeltrappen, der fører fra vores værelse ned i den lille gård - så hyggeligt

Central park, oftest fuld af skoleelever

Et lille glimt af den største vulkan (det er ikke gråvejr hele tiden)

Gadehund eller kæledyr? Ikke til at vide

Tidligere skolebus - man skulle tro den havde været i "Pimp my ride!"

Nina og jeg på skolen

En af de mange ruiner

Jeg har nu tilbragt mine første tre dage i denne fantastisk smukke by. Den ligger en times kørsel vest for Guatemala City, er den tidligere hovedstad og hjemsted for ca. 60.000 mennesker. Nina og jeg bor hos Janet, enlig mor til to, hvis nuværende arbejde består i at huse kommende spansk-genier som os. Hendes to børn, Daniella og Martin, er begge i start 20’erne og enormt smukke.
Huset er noget helt for sig selv. Man træder ind i en lille stue med to sofaer, et stort, gammelt tv og en hulens masse figurer, ure, malerier og tæpper prydet af overdrevet mange versioner af Jesus.
Herefter kommer samtalekøkkenet med både køleskab, fryser, ovn, komfur og mikroovn.
Fra køkkenet af er der en soveafdeling med to værelser til familien, og ellers kommer man bare direkte ud i en lille gårdhave uden nogen dør eller vinduer – åben himmel med tørresnore og opvaskhjørne. Der går så vores lille, romantiske vindeltrappe op til vores afdeling med en miniterrasse, et meget lille værelse med to gode senge og et RIGTIGT toilet og bad! Vi synes selv at vi har været utroligt heldige med både familien, faciliteterne og maden. De er langt mere velhavende end jeg troede, med trådløst internet, ældre touchphone-modeller og godt kød til næsten hvert måltid.
I går fik vi selskab af Michael, en israelsk backpacker, som skal bo her den næste uges tid. Han er virkelig flink og meget snaksalig, og det munder ud i nogle ret sjove situationer, når vi sidder over aftensmaden i en suppedas af dansk, engelsk, hebraisk, spansk, russisk, arabisk, swahili og fransk – alle de sprog, vi mere eller mindre behersker til sammen.
Janets veninde, som er en lille, kraftig dame med meget rød læbestift, stak os pludselig et papir i hånden med besked på, at vi skulle give hende nogle gode scorereplikker på dansk – hun kunne allerede ”jeg elsker dig” og ”jeg savner dig”, haha.

Her i starten af vores rejse tager spanskundervisningen al vores energi. Vi går simpelthen i brædderne kl. 21 hver aften! I morges vågnede jeg komplet udhvilet 5:36 – så kan alle der kender mig bare en smule altså bekræfte mig i, at der er noget alvorligt galt. Damn you, jetlag!
Vores undervisning på Antiguena Spanish School foregår i den anden ende af byen, så vi tager en rask 40 minutters gåtur hver morgen. Undervisningen foregår i en delvist overdækket park indeholdende blomster i alverdens farver og former, et springvand og en glad gartner, der går og plukker appelsiner dagen lang. Min lærerinde hedder Judith og er 32 år, og hun er alle pengene værd (i øvrigt første gang jeg betaler penge for at gå i skole, hvem sagde forkælet dansker?). Så smilende, positiv og opmuntrende, altid klar med spørgsmål om Danmark og mit liv derhjemme.
Vi har haft mange sjove samtaler på spanglish mellem alle de seriøse gloser og verber – et af de mere omdiskuterede emner er menneskers højde. Det er virkelig en ting der er kommet bag på mig. Jeg er 168 cm., hvilket er gennemsnitshøjden for kvinder i Danmark. Her er 168 cm. gennemsnitshøjden for mænd.
Judith er 153 cm., og kvinderne ligger mellem 145 og 165 cm., sagde hun. Tess, det er lige før du ville blive kategoriseret som høj herovre! Nina på 170 cm. og jeg har aldrig før følt os som kæmper på denne måde. Man får helt lyst til at klappe folk på hovedet og udbryde et ”nååårh!”, fordi de er så små og søde.

Gadebilledet generelt er præget af herreløse hunde, der render rundt på må og få, fulde af lopper og rabies, men gør (høhø) tilsyneladende ikke en kat fortræd. Mænd, der sidder på rad og række og maler akvarelbilleder af de forskellige billedskønne motiver, som denne gamle, unikke by indbyder til. Skolebørn i uniformer, der råber ”uno photo!” efter én – på det punkt skiller de sig godt nok ikke ud fra tanzanianske børn. Herovre er der endog også et ord for hvide mennesker, lige som ”mzungu” i Østafrika, hvilket er ”gringo”. Lyder ikke nær så pænt i mine ører, men til gengæld råber de det heller ikke efter os indtil videre. Tuk-tuks, som jeg kender dem fra Afrika, nu med mere fartgale chauffører og brostensbelagte veje over alt, så hele kroppen og tilhørende deller får sig en rystetur. Smukke, farverigt malede butikker med alverdens ting og sager, og som bevis på vi er forholdsvis tæt på USA, en Burger King, en McDonald’s, en McCafé og en Mc-her-sælges-kun-is-og-milkshakes(!) plus en række mexicanske fastfoodkæder.
Vagter og politi, både foran butikker og på ganske almindelige gadehjørner, bærende på kæmpe geværer med et truende, varsomt blik. Central Park, som er umådeligt smuk og frodig med palmer, bænke, springvand over alt og sælgere af panfløjter og usmagelige Guatemala t-shirts. De såkaldte chicken buses, som er originale amerikanske skolebusser, der er blevet sendt til genbrug i de fattigere egne, og som nu er blevet gejlet vildt op med neonlys, neonfarver og påmalede reklamer. Byen indeholder absolut ingen lyskryds, og chaufførerne har tilsyneladende ikke deres liv kært, så det er virkelig med at være vågen. Man kan også tage et kig op på en af de tre vulkaner, der omkredser byen. Fuego var i udbrud for omkring to uger siden, som I måske har hørt. Markeder er her også masser af, og man får næsten ondt i øjnene over, hvor farvestrålende de er!

Jeg slutter af med at fortælle, at det er fredag aften, og jeg er aldeles ædru, for i morgen tidlig tager Nina og jeg af sted til en smuk sø, der ligger tre timers kørsel herfra. Buenos noches!

Ingen søvn i 45 timer

Min rejseblog starter midt over det storslåede atlantiske ocean, 10.363 meter over havets overflade.
Jeg kan se på kortet i skærmen, at jeg befinder mig under Grønland og ud for Spanien.
Jeg har det rigtig dejligt lige nu. Indtil videre har rejsen været yderst behagelig. Om det mest af alt skyldes den beroligende pille jeg har taget mod flyskræk er jeg ikke sikker på, men ikke desto mindre er turen forløbet nærmest uden lufthuller og turbulens (som nok er de ting, der giver mig allermest åndedrætsbesvær og klamme håndflader).
Beinta og jeg tog en taxa til lufthavnen kl. 5.40 i morges – efter en times søvn for mit vedkommende. Beinta var dog ikke videre begejstret for at skulle op ved 5-tiden: ”Hvad i alverden laver normale mennesker oppe på denne tid? Jeg har aldrig før været oppe så tidligt! Gå dog i seng!”
Det var enormt sødt af hende at tage med mig, og vi fik da også lige et par sidste gode grin, inden færingen tog en taxa tilbage til Grønjordskollegiet, så hun kunne ”nå at sove en halv time, inden hun skulle på arbejde”.

Flyveturen til London forløb yderst behageligt, bortset fra den ret så uappetitlige sandwich med plastikskinke og ost. Da jeg landede i Heathrow Lufthavn, havde jeg mest af alt lyst til at sove, så jeg fandt en række ret komfortable stole, og gik ud som et lys. Jeg vågnede med lidt mellemrum, og pludselig var der kun 40 minutter til flyet afgik til Miami! Spørg mig lige, om jeg fik skyndt mig ned til transfertoget i en fart!
Jeg nåede flyet, og her snart 4 timer efter sidder jeg og hører Mew (hvilket helt klart slår den beroligende pille med flere længder) og kom i tanke om, at jeg da kunne skrive mit første blogindlæg her. Udsigten er så betagende – små lammeskyer hvis skygger kaster sig i det atlantiske ocean, og solens stråler der omfanger jordkloden. Flyskræk eller ej, det må være et af de absolut smukkeste syn i verden. Det er et enormt fly med 10 stole på tværs, to gange, 53 rækker og to etager! Sidder ved siden af et par hollændere, tror jeg de må være, der har drukket sig snalrede i vin. På denne tur er der god mad, nemlig pasta tortellini med oste- og svampesovs og cherrytomater.

Jeg kan ærligt talt ikke fatte at jeg sidder her lige nu, på vej ud i den store vide verden for anden gang på et år. Jeg glæder mig virkelig til at komme til Guatemala og mødes med Nina, min rejsebuddy, og de andre, der skal hente mig i lufthavnen. Har det bare en anelse ufedt over, at jeg pga. mit første fly over Atlanten blev aflyst, nu kun har en time og et kvarter fra vi er landet, til det næste fly letter!

Nu vil jeg prøve at sove lidt, så de sidste 5 timer og et kvarter forhåbentlig kan gå lidt hurtigere. Tiden snegler sig virkelig af sted.

Nu er jeg vel ankommet i Antigua, Guatemala, og her er helt fantastisk.
Nåede lige at lave en mindre tudescene foran de amerikanske myndigheder, for da jeg landede, var der præcis en time til at nå mit næste fly.
Skulle selvfølgelig lige gå et par kilometer i lufthavnen før jeg kom til myndighederne, og der stod så 80.000 andre mennesker, som sjovt nok også skulle igennem. De kaldte mit navn over højttaleren (følte mig lidt VIP), og så fik jeg ellers en skrigende orange seddel hvor der stod EXPRESS, så jeg kunne komme hurtigere gennem sikkerhedskontrollen – men skulle jo stadig i kø, og der var en halv time tilbage. Så kunne jeg ikke holde tårerne tilbage oven på en lang rejse og ingen søvn. I know, meget amerikansk at give sig til at hyle midt i lufthavnen.

Heldigvis nåede jeg mit fly, der selvfølgelig var en time forsinket, og landede kl. 22 lokal tid i Guatemala City.  Prikken over i’et var, at min bagage var blevet væk – jeg stod en halv time ved bagagebåndet og stirrede tomt på de tasker og kufferter, der passerede mig for 5. gang.
Heldigvis viste det sig, at min taske pludselig dukkede op sammen med en af vagterne!
Jeg blev hentet af en sød gut og kørt til familien, hvor jeg skal bo, som virker rigtig søde. En mor og hendes to voksne børn.
Nina er også rigtig sød, så det tegner jo rigtig godt!

Lige som sidst er jeg fuld af forventninger og ustyrligt rejselysten, og samtidig tænker jeg på alle de dejlige mennesker som jeg kommer til at savne meget. Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: alle der har lyst, tid og råd, bør komme til Mexico og fejre nytår! I kommer ikke til at fortryde det et sekund. Bevis: Google billedsøgning på Cancun.

Og for resten: mit blognavn, til ikke fatter mere end 10 ord spansk. Vidorra betyder ”the good life” eller ”the simple life”, og det tror jeg egentlig kommer til at beskrive min rejse meget godt. Undskylder det grimme blogdesign, som er standard og jeg ikke har fået lavet om.