Mi casa Calle 9 Orientes

Vindeltrappen, der fører fra vores værelse ned i den lille gård - så hyggeligt

Central park, oftest fuld af skoleelever

Et lille glimt af den største vulkan (det er ikke gråvejr hele tiden)

Gadehund eller kæledyr? Ikke til at vide

Tidligere skolebus - man skulle tro den havde været i "Pimp my ride!"

Nina og jeg på skolen

En af de mange ruiner

Jeg har nu tilbragt mine første tre dage i denne fantastisk smukke by. Den ligger en times kørsel vest for Guatemala City, er den tidligere hovedstad og hjemsted for ca. 60.000 mennesker. Nina og jeg bor hos Janet, enlig mor til to, hvis nuværende arbejde består i at huse kommende spansk-genier som os. Hendes to børn, Daniella og Martin, er begge i start 20’erne og enormt smukke.
Huset er noget helt for sig selv. Man træder ind i en lille stue med to sofaer, et stort, gammelt tv og en hulens masse figurer, ure, malerier og tæpper prydet af overdrevet mange versioner af Jesus.
Herefter kommer samtalekøkkenet med både køleskab, fryser, ovn, komfur og mikroovn.
Fra køkkenet af er der en soveafdeling med to værelser til familien, og ellers kommer man bare direkte ud i en lille gårdhave uden nogen dør eller vinduer – åben himmel med tørresnore og opvaskhjørne. Der går så vores lille, romantiske vindeltrappe op til vores afdeling med en miniterrasse, et meget lille værelse med to gode senge og et RIGTIGT toilet og bad! Vi synes selv at vi har været utroligt heldige med både familien, faciliteterne og maden. De er langt mere velhavende end jeg troede, med trådløst internet, ældre touchphone-modeller og godt kød til næsten hvert måltid.
I går fik vi selskab af Michael, en israelsk backpacker, som skal bo her den næste uges tid. Han er virkelig flink og meget snaksalig, og det munder ud i nogle ret sjove situationer, når vi sidder over aftensmaden i en suppedas af dansk, engelsk, hebraisk, spansk, russisk, arabisk, swahili og fransk – alle de sprog, vi mere eller mindre behersker til sammen.
Janets veninde, som er en lille, kraftig dame med meget rød læbestift, stak os pludselig et papir i hånden med besked på, at vi skulle give hende nogle gode scorereplikker på dansk – hun kunne allerede ”jeg elsker dig” og ”jeg savner dig”, haha.

Her i starten af vores rejse tager spanskundervisningen al vores energi. Vi går simpelthen i brædderne kl. 21 hver aften! I morges vågnede jeg komplet udhvilet 5:36 – så kan alle der kender mig bare en smule altså bekræfte mig i, at der er noget alvorligt galt. Damn you, jetlag!
Vores undervisning på Antiguena Spanish School foregår i den anden ende af byen, så vi tager en rask 40 minutters gåtur hver morgen. Undervisningen foregår i en delvist overdækket park indeholdende blomster i alverdens farver og former, et springvand og en glad gartner, der går og plukker appelsiner dagen lang. Min lærerinde hedder Judith og er 32 år, og hun er alle pengene værd (i øvrigt første gang jeg betaler penge for at gå i skole, hvem sagde forkælet dansker?). Så smilende, positiv og opmuntrende, altid klar med spørgsmål om Danmark og mit liv derhjemme.
Vi har haft mange sjove samtaler på spanglish mellem alle de seriøse gloser og verber – et af de mere omdiskuterede emner er menneskers højde. Det er virkelig en ting der er kommet bag på mig. Jeg er 168 cm., hvilket er gennemsnitshøjden for kvinder i Danmark. Her er 168 cm. gennemsnitshøjden for mænd.
Judith er 153 cm., og kvinderne ligger mellem 145 og 165 cm., sagde hun. Tess, det er lige før du ville blive kategoriseret som høj herovre! Nina på 170 cm. og jeg har aldrig før følt os som kæmper på denne måde. Man får helt lyst til at klappe folk på hovedet og udbryde et ”nååårh!”, fordi de er så små og søde.

Gadebilledet generelt er præget af herreløse hunde, der render rundt på må og få, fulde af lopper og rabies, men gør (høhø) tilsyneladende ikke en kat fortræd. Mænd, der sidder på rad og række og maler akvarelbilleder af de forskellige billedskønne motiver, som denne gamle, unikke by indbyder til. Skolebørn i uniformer, der råber ”uno photo!” efter én – på det punkt skiller de sig godt nok ikke ud fra tanzanianske børn. Herovre er der endog også et ord for hvide mennesker, lige som ”mzungu” i Østafrika, hvilket er ”gringo”. Lyder ikke nær så pænt i mine ører, men til gengæld råber de det heller ikke efter os indtil videre. Tuk-tuks, som jeg kender dem fra Afrika, nu med mere fartgale chauffører og brostensbelagte veje over alt, så hele kroppen og tilhørende deller får sig en rystetur. Smukke, farverigt malede butikker med alverdens ting og sager, og som bevis på vi er forholdsvis tæt på USA, en Burger King, en McDonald’s, en McCafé og en Mc-her-sælges-kun-is-og-milkshakes(!) plus en række mexicanske fastfoodkæder.
Vagter og politi, både foran butikker og på ganske almindelige gadehjørner, bærende på kæmpe geværer med et truende, varsomt blik. Central Park, som er umådeligt smuk og frodig med palmer, bænke, springvand over alt og sælgere af panfløjter og usmagelige Guatemala t-shirts. De såkaldte chicken buses, som er originale amerikanske skolebusser, der er blevet sendt til genbrug i de fattigere egne, og som nu er blevet gejlet vildt op med neonlys, neonfarver og påmalede reklamer. Byen indeholder absolut ingen lyskryds, og chaufførerne har tilsyneladende ikke deres liv kært, så det er virkelig med at være vågen. Man kan også tage et kig op på en af de tre vulkaner, der omkredser byen. Fuego var i udbrud for omkring to uger siden, som I måske har hørt. Markeder er her også masser af, og man får næsten ondt i øjnene over, hvor farvestrålende de er!

Jeg slutter af med at fortælle, at det er fredag aften, og jeg er aldeles ædru, for i morgen tidlig tager Nina og jeg af sted til en smuk sø, der ligger tre timers kørsel herfra. Buenos noches!