Storbyliv og strandidyl

Sej indgang på Børnemuseet!

Dukkeføreren

Vi legede komponister

Børnesupermarked

Cool foto fra udstillingen

Sommerfugle på Nationalmuseet

Dette billede rørte mig dybt

... Lige som dette. Jordskælvet i Haiti, 2010

På Santo Domingos akvarium

De havde SÅ meget fedt graffitikunst i San Jose

Thanksgiving - ved ikke, om man kan fornemme et juletema

Strand, DDR

Det område, hvor vi hoppede fra klippen - der var smukt

Efter et kortere ophold i Puntarenas, en by bygget på en kunstig ø (mindede lidt om South Beach, Miami), hvor vi hurtigt tog videre, da vi ikke havde råd til de dyre ture til de omkringliggende øer, tog vi til San Jose. På busturen havde vi bogstaveligt talt et lig i lasten. I hvert fald en kiste, som de bar forsigtigt ind i bagagerummet. Om det var med eller uden indhold, melder historien dog intet om.
Vi tjekkede ind på endnu et backpacker hostel i centrum. De havde både pool, bar, restaurant og køkken, og vi har virkelig fået øjnene op for selv at lave mad. Især når budgettet allerede nu er begyndt at halte en smule. Tunsandwich med avocado er en klar favorit! Og når man ikke kan spise mere, er der altid mindst en sød lille nassekat, der med glæde spiser ens rester.
Vi mødte på hostellet en flok søde, norske piger, som vi drak en enkelt lokal øl med. Jeg elsker virkelig det norske sprog – det er nemt at forstå, og så lyder de så søde, muntre og hippie-agtige alle sammen!

Næste dag tog vi ud og så noget af byen, bl.a. China Town og Museo De Los Niños (Børnemuseet), som var over al forventning! Det er bygget i et gammelt fængsel, og det i sig selv gør det ret specielt. Men der var simpelthen alt hvad hjertet begærer for både børn og barnlige sjæle: Jordskælvssimulator, astronautrum, solsystemet, landets historie, masser af aktiviteter, junglelandskab, mini akvarium, krybdyr, spejlkabinet, fly, helikopter, hurlumhej-hus, lege-supermarked – Nina og jeg brugte omkring tre timer der! Og ja, der var mange andre unge og voksne også (selv om de fleste nok også havde børn med). I forlængelse af museet lå også et kunstmuseum, hvor der var en utrolig flot og fascinerende fotoudstilling i de forhenværende fængselsceller.
Da vi kom tilbage til vores hostel havde vi fået svar fra to Couchsurfers, vi havde kontaktet dagen forinden. Vi var begge lidt mærkede af vores sidste, ret negative oplevelse i Honduras, men vi besluttede os for at prøve igen, og at vi bare havde været lidt uheldige. Det resulterede i, at vi om aftenen gik ned til en nærliggende telefonboks og ringede til Daniel, som fyren hed. En 29-årig brasilianer som nu underviste i portugisisk i San Jose. Vi var skam allerede velkomne dagen efter, hvor vi skulle mødes ved et busstop.
”Are you girls looking for a guy called Daniel to stay with? – Well, it isn’t me, I was just wondering”. Sådan lød indgangsreplikken fra ham, og så var stilen ellers lagt. Vi kom hjem til hans lille, hyggelige lejlighed, hvor han allerede havde Couchsurferen Audrey fra Frankrig boende. Jeg var lidt chokeret over, hvor lidt fransk, jeg rent faktisk kunne tale med hende, men jeg forstod dog, hvad hun sagde. Jeg er allerede bedre til spansk, som jeg har fået syv dages reel undervisning i – vildt nok!
Daniel ligner lidt en latinoudgave af Henrik Solgård, hvor mærkeligt det så end lyder, men morsomt, det var det. Desuden holder han nogle lidt usædvanlige kæledyr i form af sommerfuglelarver, som han er utroligt nørdet omkring og går meget op i. Han havde indfanget nogle larver af en anden art et par uger tidligere, som desværre var døde af en uforklarlig årsag. Nina navngav den største larve George, og han var ellers det store, hotte samtaleemne de næste par dage. Daniel spiller ikke klaver som Henrik Solgård, men derimod er han en virkelig talentfuld sanger og guitarist. Han spillede nogle af sine selvskrevne sange for os om aftenen, hvilket var rigtig hyggeligt. Os piger købte ind og lavede Spaghetti Bolognese den første aften, hvor Daniels kæreste, Paula, også kom for at hilse på os. Hun var virkelig smuk og virkede som en rigtig sjov pige.
Efterfølgende var vi ovre og se universitetet, som Daniel bor lige over for – eller universitetsbyen, er nok den korrekte betegnelse. Det er det største i hele Centralamerika, og Nina og jeg formåede også at fare vild derinde to gange. Begge gange var der nogle søde studerende, som fulgte os hele vejen hjem!
Nationalmuseet fik vi også set. Selve museet var lidt halvkedeligt efter min mening, men de havde en stor afdeling med de smukkeste sommerfugle. Desuden havde de en midlertidig udstilling fra Haiti, der både omhandlede det tragiske jordskælv i 2010, men også indeholdt billeder af deres traditioner, religion og skikke. Det var interessant og hjerteskærende. Mange af billederne var så stærke, at de påvirkede mig fysisk. Jeg fik helt ondt i maven af et billede, hvor to fyre med hver deres spade står i ruinerne og leder desperat efter deres afdøde familiemedlemmer. Jeg synes fotojournalistiske billeder er fantastiske, da de fanger øjeblikket og tit balancerer på grænsen til at være usmagelige og snagende, men uden at være det. De skildrer jo bare virkeligheden. Jeg må nok indrømme, at jeg ville have svært ved at skulle tage billeder i krisesituationer og af mennesker i dyb sorg.
Meget apropos min passion for fotografering, valgte vi den ene dag at tage til en regnskov og nationalpark kun en time fra San Jose. Vi gik ud på en sti med abnormt høje træer, lianer og fuglenes pip som autentisk baggrundsstøj. Det var utroligt betagende med mange smukke planter. Til gengæld også en hel masse regn. Men det skulle da ikke forhindre mig i at tage billeder. Det skulle ej heller forhindre mit kamera i at dø langsomt … Det er intet mindre end en katastrofe for mig.
Det var et sidespring. Den sidste aften hyggede vi hjemme hos Daniel – og som afskedsgave lavede vi et minikursus i dansk og en flot larve af mønter.

Torsdag morgen tog vi en taxa ud til lufthavnen. Rimelig dyrt, men vi kom frem til, at det var den bedste løsning kl. 7 om morgenen, hvor vi ikke anede, hvilke forskellige busser vi skulle tage, vores tunge kufferter etc. Vi fandt pludselig ud af, at man skulle betale $30 i gebyr for at forlade landet, simpelthen. Det har jeg aldrig oplevet før. Men manden ved skranken var sød og vekslede mine resterende colones til dollars.
Da min kuffert blev vejet kom den hårde dom – 24,5 kg. Jeg har virkelig mistet meget, foræret væk og smidt ud efterhånden, så det gav virkelig ikke megen mening. Til gengæld må det være alle gaverne, der vejer godt til! Nina og jeg fik omrokeret lidt og det lod sig gøre uden gebyrer for overvægt. Flyveturen var behagelig, hvis man ser bort fra det elendige forsøg på et måltid, de prøvede at spise os af med. En vissen trekantssandwich og to tørre småkager. Men flyet mellemlandede kun i Santo Domingo og smed nogen af os af, da resten af passagererne skulle helt til Frankfurt. De har sikkert fået sig en gastronomisk oplevelse af de helt store senere hen.

I Santo Domingo skulle vi punge ud med $10 for et turistvisum, men ellers kunne vi bestemt ikke brokke os over, hvordan rejsen var forløbet. Straks i ankomsthallen stod Eduardo, vores kommende nye Couchsurfer med to flagrende papirer, hvorpå der stod ”Nina” og ”Camilla”. Han havde simpelthen været så venlig at hente os i lufthavnen, så vi ikke skulle tage en dyr taxa ind til centrum. Han havde endog taget fri fra arbejde og fået sin ven Jorge til at tage med, da han ikke bryder sig om at køre bil.
Vi ankom en times tid efter hos familien Sorribas, hvor Eduardo på 22 bor med sin mor, far og to brødre. Han har dog endnu en halvbror, som faren har med en anden. Her er det ganske normalt at få omkring 10 børn – og Eduardo kender til en familie med 25 børn.
Eduardos mor er indretningsarkitekt og går utroligt meget op i julen – og jeg troede, min far var slem. Til gengæld kan hun finde ud af at pynte op med lidt mere stil og lidt mindre blinkende dioder. Til fælles har de dog forkærligheden for at hænge plastikjulemænd ned fra tagrenden. Her bruger de ikke ægte grantræer til jul, så da vi ankom, var moren, husholdersken og en veninde ved at samle juletræet – det så ret sjovt ud. Da vi kom op i stuen et par timer senere, kunne man ikke se plastikgranen for bare pynt! I toppen sad glitrende sukkerstokke, og jeg har uden tvivl aldrig set et så overpyntet træ.
Eduardos far er lydmand. Han virker rigtig cool, og var netop hjemvendt fra arbejdsrejse, da vi blev introduceret for ham. Dagen efter tog han til New York for at forberede en koncert. Han var tilmed lydmand tilbage i 2006 på Roskilde Festival, året før jeg var der for første gang. Han sørger for alt det tekniske med sangeren og bandet, og han har i kraft af sit job rejst i det meste af verden!

Vi blev modtaget med en overdådig Thanksgiving-middag, som den haitiske husholderske havde tilberedt. Det var rigtig lækkert, og måltidet blev selvfølgelig indtaget med et altoverskyggende juletema på tallerkener, servietter, dug, stole, lampe osv. En dejlig velkomst i denne hjertevarme familie. Moren taler kun spansk, og så får jeg da øvet mine gloser lidt, selv om det kan være kompliceret. Men jeg kan mærke, at jeg forstår mere og mere, som tiden går. Det skulle jeg jo også helst.
Vi fik vores helt egen afdeling i huset, hvor den nu afdøde onkel førhen boede: eget værelse med toilet og bad, og desuden en hyggelig terrasse med en jacuzzi, der ikke virker, og vi er totalt buret inde. Der er utroligt meget kriminalitet, røverier og indbrud, fandt vi ud af. Selv de lokale fyre, vi har mødt, er bange for at færdes i byen – i dagslys!

Efter en god nats søvn på en dobbelt luftmadras og med en vidunderlig loftsblæser besluttede vi os for at se byens akvarium. Ud over mine frustrationer over et kamera, jeg stadig prøver at få til at virke på alle mulige og umulige måder, havde vi en hyggelig tur. De havde en stor variation af fisk fra både fersk- og saltvand og desuden udstillede skeletter af hvaler og delfiner. Til de mange børn, vi delte oplevelsen med, var en kæmpe legeplads at boltre sig på. Der var overraskende mange skoleklasser på tur, og det sendte mig følelsesmæssigt et år tilbage i tiden, hvor Maja og jeg arrangerede en udflugt til krokodillefarmen i Bagamoyo for alle vores børn. Glæden og nysgerrigheden er ikke til at tage fejl af! Og så er små sorte børn med kruset hår og blændende smil bare ikke til at stå for.
Lørdag skulle vise sig at blive en endnu bedre dag. Eduardo havde arrangeret en tur på stranden med tre af sine venner: Roman, Antonio og Jorge, der hentede os i lufthavnen. Super søde og ikke mindst sjove, alle 21 og universitetsstuderende. På vejen skulle de lige ind og købe enliters øl på en tank, og vi gjorde straks klart for dem, at vi ikke ville køre med, hvis Antonio drak mere end et krus øl. Og det var fint. Vi stoppede langs motorvejen og kom til den smukkeste bugt med rå klipper og turkisblåt vand, hvor drengene ville hoppe ud fra en klippe. Jeg var lidt skeptisk, men har på den anden side lovet mig selv at få så mange sindssyge/livsbekræftende oplevelser som muligt. Derfor hoppede jeg også de 7-8 meter ud, vi vurderede det til at være. Jeg landede dog på røven, og jeg har stadig ømme lår her fire dage efter!
Efterfølgende tog vi på stranden, som var så smuk, hvid og palmefyldt. Dog også fuld af diskussioner om alt mellem himmel og jord, da samtlige drenge er meget diskussionslystne. Den sjoveste var helt klart Antonio, som konsekvent modsatte sig alles holdninger, ligegyldigt hvad disse så var.
Dagen blev afsluttet med lækre kyllingeburgere (og selvfølgelig BBQ Ribs til Nina) på en lokal restaurant.

I skrivende stund er vi i Cabarete på nordkysten, som vi kørte til i en svensk bus.
Det er kitesurfernes paradis, men det har vi ikke råd til at prøve. Vi bor ret afsides på et hostel, der ligner et slot, men det skal I nok høre mere om.

Casa Del Paraíso

Klodsmajor blev til "byg-et-slot-af-klodser" - bemærk fangekælderen!

Mariposa bonita

Stille og rolig mojito til solnedgangen

Solnedgang første aften

Pisaben spiller smart ved poolkanten

Vildt cool tattoo - dog med et par fejl, som irriterede indehaveren en del

Pool og bar

Nina og jeg - postkortmateriale

Nina blev sendt af sted som Superwoman

Surfing

Vores næste stop var Granada. Smuk, charmerende og gammel by ud til den store sø med det opfindsomme navn Nicaragua. Her kørte vi med oppyntet hestevogn til Oasis Hostel, som vi havde fået anbefalet af op til flere. Det var lidt pebret - men det hele værd. Det var fredfyldt med de obligatoriske hængekøjer, som jeg efterhånden har fået et bedre forhold til, en gårdhave, chaiselonger og verdens mindste pool, der var skøn til en nedkølende aftendukkert.
Dagene gik med at gå rundt i de smukke gader, tage på vaffelcafé, se et kaffe- og krukkemuseum med de mest syrede møbler (bagest havde de Arne Jacobsen 7’ere og en PH-lampe, som var det mest normale) og at se et reservat med hundredvis af farvestrålende sommerfugle i alverdens størrelser. Desuden tog vi en dag til Kyllingelagunen, som vi har døbt den – længere historie. Smukt og klart vand, stille atmosfære og desværre også uhyggeligt udsultede hunde, der scorede hele min frokost.  
Efter tre dage i det yderst billedskønne Granada drog vi videre til kystparadiset San Juan Del Sur (bedre kendt som SJDS, det er jo et frygteligt langt navn), hvor vi efter en helvedes tur i chicken bus (stod op hele vejen) endelig fandt en taxa, der ville køre os til vores anbefalede hotel til en acceptabel pris.

Casa Del Olas er officielt blevet min opfattelse af paradis på jord. Det betyder ”Bølgernes hus”, da Stillehavet, som der var den mest storslåede udsigt ud over, er ideelt til surfing. Det skulle vi også senere erfare – men først måtte vi måbe over det lækre hotel, der er ejet af et australsk par, hvor konen, Carla, ligner Gitte Nielsen. Hun havde fødselsdag, den dag vi ankom, så der var rigtig feststemning, og den lækreste kage, jeg nogensinde har smagt! På kagen stod der 42 i lysene, men i virkeligheden fyldte hun langt over 50 – stadig meget gang i den. Vi havde en kanon sjov aften: Nina og jeg lagde ud med et par Mojitos i poolen i solnedgangens skær. Som I nok kan se på billederne, ligner det fra visse vinkler, at poolen går i et med havet. Sådan en pool har jeg altid drømt om at besøge, men jeg troede aldrig, jeg ville få råd. Til 65 kr. pr. nat for dorms kunne det endelig lade sig gøre. Senere på aftenen var der som sagt dømt kage, fødselsdagssang og sofistikeret druk i den lækre bar. Vi fandt et spil Klodsmajor, eller Jenka, som det åbenbart også hedder. Det er godt nok mange år siden, jeg har spillet det! Selvfølgelig skulle det laves i en drukversion, og vi lokkede to amerikanere og en nordmand over til bordet som modspillere.
Den ene amerikaner, Matt, var umådeligt fuld, og jeg var imponeret over, at han ikke tabte én eneste gang. Det gjorde jeg heller ikke selv, men nordmanden var ikke så appelsinfri og ej heller god til at fjerne brikker uden tårnet væltede. Derfor var det ham, der fik tilegnet de fleste straf-shots. Senere hen fandt vi fire på stribe, som jo er en fantastisk tidløs klassiker! Her stod den 1-1 til Nina og jeg før vores promille fortalte os, at vi skulle stoppe. Vi havde i stedet en utroligt sjov og langt ude samtale med Matt aka. Pippin fra Ringenes Herre (han lignede ham virkelig) og Glen, som kaldte sig selv Harry Potter. Det blev en interessant samtale. Noget med, at Nina og jeg var tvillinger, jeg var fodlæge (ifølge Nina, mange tak) og hun var astronaut. Harry fortalte så, at han var plastikkirurg med speciale i bryster. Pippin var vist også en form for læge, og de var i hvert fald også brødre! Essensen i samtalen var, at alle løj, så det drev ned ad væggene, og det var så god humor – man skulle selvfølgelig have været der. De andre tog ind til byen ved midnatstid, men alt var alligevel lukket grundet tsunamivarsel – der havde været et yderst kraftigt jordskælv i Guatemala dagen før.

Den efterfølgende dag gik med lidt tømmermænd og en tur i shuttle ned til den lille by, hvor der var den hyggeligste bugt med vuggende fiskerbåde og yachts.  Nina og jeg så vores snit til at dele en gang lækre, snaskede nachos med det hele og skyde skylden på tømmermændene. Resten af dagen forløb fredfyldt med solbadning og svømning i poolen – næsten da. Vi havde lige en intern kamp med hotellets abe, Buzz, som for at sige det mildt er en rigtig kælling over for hotellets kvindelige gæster. Hun sidder i en lang snor langs den ene poolkant, hvor hun hopper og springer rundt som en ægte abekat. Jeg bryder mig som sådan ikke om, at de holder en abe i fangenskab. Det er et vildt dyr, og oftest er aber flokdyr, så jeg synes det er dybt forkasteligt. Men denne Buzz synes i hvert fald, den skulle hoppe op på Ninas hoved, da hun gik forbi, og stjæle hendes hårspænde. Mig tog den sig af senere på dagen, da den greb fat om begge mine ben og bed mig lige over knæet! Pisabe, altså. Eller jeg vil egentlig ikke beskylde aben for dens naturlige instinkter, men snarere ejerne for at holde aben som et turistplaster – folk elsker jo at lege med den, fodre den og tage billeder sammen med den. Åh, det gør mig arrig. Den bliver helt sikkert super stresset af at der kommer nye besøgende hver eneste dag.

Surfing skulle jo prøves, så vi drog til en strand 10 km væk for at lege babes i bølgen blå - sådan skulle det vist ikke helt gå. Vi fandt ud af, at det desværre kostede $30 for leje af surfboard og en times undervisning (hvilket er meget for en backpacker), så vi besluttede at leje såkaldte boogieboards i stedet. Forskellen er bare, at man ligger på boardet, det er mindre og ikke mindst nemmere. Stranden var smuk med høje klippeformationer i begge sider, og som bonusinfo er TV-serien ”Lost” åbenbart delvist optaget der. Bølgerne var flere meter høje, men man fandt hurtigt teknikken til at komme op på dem, men det var alligevel lidt svært at holde balancen. Nina og jeg hujede, grinte og skreg, og vi fik os begge en nærdrukneoplevelse, da bølgerne sugede os ned og man nærmest slog kolbøtter i vandet.
Vi har aftalt at vi vil prøve mere seriøs surfing på en af de caribiske øer.

Om aftenen stod den på første rigtige bytur på hele rejsen! Vi donerede resten af vores rom til baren, og de gav så cola og lavede dermed gratis drinks til alle. Desværre synes alle andre åbenbart, at fredagen skulle stå i filmens tegn (de har et lærred til at rulle ned foran poolen) så Nina og jeg endte med at få rigeligt rom og cola selv. Vi forsøgte at spille Twister med to deltagere, men det fungerede desværre ikke helt optimalt. Jeg fik også endelig lært at spille Backgammon!  Herefter opfandt vi en opdateret version af S, P eller K, og den vil jeg undlade at beskrive nærmere her. Ikke et ord om teenagere.
Der blev simpelthen for kedeligt på vores hotel, så vi smuttede ind til nabohotellet ”The Naked Tiger”, og som navnet nok antyder, er det et rigtigt feststed med masser af happy hour, graffiti, hilsner over alt og ”Updog” til $0. Ja, den kan I tænke over. Her mødte vi for første gang siden Utila et dansk par, som selvfølgelig var meget festglade. De røg begge, og jeg var tæt på at falde i grundet min promille, men jeg gjorde det ikke! Vi tog en shuttle til Downtown og havde i mellemtiden mødt briten Oli fra León igen, som vi var yderst glade for at se. Pludselig befandt vi os på et sted, der hed The Crazy Frog (skyd mig), men det var egentlig udmærket. Nina bestilte en Daquiri og jeg fik en Piña Colada, vi fik danset en del og det var rigtig sjovt.
Det synes vi så ikke det var dagen efter. Vi havde tømmermænd fra helvede begge to, og det eneste vi havde, var nudler vi havde købt dagen før. Heldigvis var der kold cola fra baren, som reddede situationen en smule. Selvmedlidenheden var dog stadig på sit højeste. Og aben synes lige, den skulle smage lidt på mit ben endnu en gang. Der ud over var det i sandhed ikke det værste sted at have tømmermænd, hvis jeg nu skal være rationel. Udsigten alene kan tage toppen af elendigheden, og hvis man tilsætter poolens nedkølende effekt og de søde mennesker omkring os (her i blandt verdens flotteste australier) var det jo egentlig ikke så slemt. Om aftenen blev der serveret mexicansk mad, og det var lige hvad jeg trængte til. Det er endnu en dejlig ting ved stedet – man spiser middag på familiemåden hver aften. Alle samlet om et langbord.

Om søndagen blev vi smidt ud af Paradis. Uden æbler indblandet.
Trist afsked, men vi havde bestilt en taxa til grænsen, som kun ligger 25 km fra SJDS. Det startede dog med at chaufføren kørte den helt forkerte vej, men hvad der ventede os ved grænsen, skulle vise sig at være langt værre. Jeg bliver helt træt ved tanken, men det tog os i hvert fald tre timer i alt at komme ind i Costa Rica. To af timerne stod vi simpelthen bare i kø. Jeg fik øje på en kæmpe bille på størrelse med en hånd, som jeg faldt i staver over. Den var virkelig klam og fascinerende på samme tid. Da vi endelig nåede skranken og stod og hang som to zombier med vores pas, spurgte kontrollen, hvor vores billetter ud af landet mon var? … Dyb indånding. Vores flybillet fra San Jose til Santo Domingo havde vi da ikke printet, og ved alle de andre grænser (vi er jo for fanden grænseeksperter efterhånden) har de intet krævet ud over penge. Men den gik ikke. Vi måtte derfor efterlade vores kufferter og finde et sted at printe billetterne. Heldigvis skulle vi ikke helt bagest i køen igen. Endelig fik vi vores stempel og tog med en bus til Liberia. Klokken var blevet mange, busserne var efterhånden stoppet med at køre, så vi fik os forhandlet frem til en okay gringo-pris med en taxachauffør, som ville køre os til Tilaran, en by kun 40 km fra Monteverde, vores endelige destination. Hvad han ikke nævnte, var, at det tog tre timer at tilbagelægge de sølle 40 km på elendige bjergveje. Det lærte vi så på den hårde måde efter en enkelt overnatning.

Santa Helena er en ret lille by i området Monteverde, hvor vi var taget til grundet ziplining. Byen ligger i skyerne i næsten 2000 meters højde, og der var virkelig koldt. Jeg blev forkølet af at være der! Og med koldt mener jeg 15 grader, hvis I skulle være i tvivl. Brrr! Nina og jeg kørte stilen fuldt ud og lavede kartoffelsalat med pølser til aftensmad. Det var virkelig lækkert og hyggeligt.
Vores hostel var samtidigt et turistinformationscenter, og de udbød simpelthen alverdens ture. Dog var det virkelig dyrt, så vi måtte prioritere: valget faldt på en tur i regnskoven med føromtalte ziplining og bungee jump aka. Tarzan swing. Det var helt bestemt alle pengene værd, selv om det regnede det meste af tiden og man i øvrigt lignede en lettere retarderet i det påkrævede udstyr. Havde til gengæld glimmersko på, fordi mine kondisko er doneret til Quetzaltrekkers, så det var de eneste lukkede sko jeg havde. Nu er det glimmersko med mudder, suk. Ziplining var vildt sjovt, man ”kører” simpelthen hen ad en line langt over jorden, som man bliver hægtet fast til i siddende position. De havde også en mere avanceret version kaldet Superman. Her blev man hægtet fast to steder på ryggen så man fløj nøjagtigt som Superman. Jeg manglede vitterligt kun en rød kappe og temamelodien, men jeg sørgede selv for hujen, da jeg blev sendt af sted omkring 80 meter over jorden. Der var virkelig knald på! Der troede vi lige et kort øjeblik, at vi havde nået toppen af adrenalinsuset, men vi manglede stadig Tarzan.
Jeg havde helt seriøst ikke troet, at jeg turde. Men Nina gjorde det lige før mig, og jeg ville jo ikke være en tøs, vel? Det er den vildeste følelse nogensinde at træde ud i ingenting 40 meter over jorden og med kun en sølle krog hægtet fast på ryggen. Da jeg kom ned rystede jeg som et espeløv og kunne dårligt tale – det var SÅ fedt, og jeg skal helt sikkert prøve noget højere en dag.

Man kan ikke rejse fra lille Danmark uden alligevel at føle sig lidt (for) hjemme af og til. Den sidste uges tid har vi mødt en tidligere ”Paradise Hotel” deltager og set massevis af Vestas-vindmøller. Vi har tilmed mødt et australsk par, der netop var rejst fra Danmark efter to år med adressen Kompagnistræde, København K og arbejde hos Georg Jensen!  Som om det ikke var nok, ser vi Maersk-containere over alt, og netop i dag er Centralamerikas største LEGO-butik åbnet i San Jose.

Nu har Beinta gentagende gange brokket sig over, at hun ikke bliver nævnt i mine blogindlæg, så værsgo’, din sure færing. Du er sgu meget sød. Jeg savner dig og Hansi. Og nej, jeg har stadig ikke plukket bananer.

Telica ved fuldmåne

Holdet på toppen

Telica (forrest) og San Cristobal, Nicaraguas højeste vulkan

Nina i solopgangen

En ørn fløj forbi - det var et sandt Kodak moment

Den begyndende nedtur!

Nina, Baby og Ginny

Mig på vej op af Cerre Negro - jeg havde det SÅ dårligt

Jeg ved ikke om man kan fornemme, hvor stejlt det er? Volcano Boarding

Vi har nu rundet vores ottende dag i Nicaragua. Jeg vil for en gangs skyld ikke starte med at nævne, hvor langt jeg er bagud med bloggen – for det er vel egentlig kun mig selv, der bestemmer. Men nu gjorde jeg det vist indirekte alligevel. Nina og jeg oplever nye ting hver eneste dag, og jeg er virkelig glad for at rejse med hende. I Nicaragua er vores danske, dvaske og dovne kroppe virkelig kommet på prøve. Noget af det eneste, jeg vidste om landet i forvejen er, at de har et virkelig anstrengt forhold til aborter – de fleste er katolikker og meget troende, og landet har en lovgivning der gør det ulovligt at få abort. Og så er det i øvrigt lige meget, om man er blevet voldtaget eller udsat for incest. Det var en sag jeg arbejdede med i min tid hos Amnesty International, og som stadig er ubegribelig og vigtig! Ellers tror mange faktisk, at Nicaragua ligger i Afrika (jeg tror, de forveksler det med Nigeria).
Nå, det var et sidespring. Men det første jeg skulle lære, da jeg rent faktisk ankom til landet var, at det er et utroligt vulkanrigt land. Det skulle jeg senere mærke på egen krop. Først gjaldt det dog tyveri. Nina og jeg tjekkede efter anbefalinger på nettet og i Lonely Planets bøger ind på Big Foot Hostel i León. Det var egentlig ret cool og med den helt rigtige backpacker-ånd. Deres dorms var lidt små, og deres fodformede pool var den mindste, jeg har set – til gengæld kostede det $3 pr. nat, så de småting var til at overse. Vi mødte en sød bøss’ fra Tel Aviv og to svenske flickor, som vi satte os til at spille Monopoly med – gud, hvor er det længe siden, jeg har spillet det. Det må gå helt tilbage til lange vintereftermiddage i SFO’en. Vi havde derfor glemt, hvor længe spillet rent faktisk kan tage.
Men det er desværre heller ikke kun det, vi husker Big Foot for. Nina lagde ud med at få stjålet sin smartphone og måtte sove i fællesrummet, fordi hendes seng manglede en blæser. Dagen efter var jeg åbenbart så naiv at lade min lagenpose ligge fremme på min seng. Vupti, så forsvandt den også. Bægeret flød over, da vi havde efterladt en lækker rest pizza i det fælles køleskab med NAVN, DATO og tilmed et ”HANDS OFF, PLEASE” til næste dags frokost. Og ja, den var sjovt nok også forsvundet. Er folk idioter?! Nina døbte stedet ”Bermuda trekanten”, efterlyste sin telefon og sukkede dybt et par gange. Jeg blev rimelig vred, gik i receptionen og brokkede mig. Jeg skabte mig ikke, og jeg gjorde meget ud af at uddybe, at det bestemt ikke var personalets ansvar det hele, men at jeg ikke gad bo et sted, hvor det næste man kunne forvente var, at man selv blev kidnappet. Jeg fik mine penge tilbage for den kommende overnatning og flyttede over på den anden side af vejen på Via Via. Det er uden tvivl et af de bedste hostels, vi har boet på. Fed bar oppe foran med pool, live musik og søde bartendere - restaurant med lang ventetid og lidt regnefejl, men til gengæld rigtig god mad. Soveafdelingen fandtes helt bagest med fællesrum, gårdhave, en sød kat og dorms til $5 pr. nat – så stadig lige til at betale! Om aftenen var der bingo arrangeret i samarbejde med Quetzaltrekkers, som vi senere skulle lege bjergbestigere med, og Nina lokkede mig med til det. Jeg tænkte ærligt talt straks pensionistklub, men det skulle vise sig at være alt andet end dét. Nu er min ellers veludviklede drukspilsviden udvidet med endnu ét – Gringo Bingo, som jeg døbte det. I bund og grund fik man et shot, så snart man havde nogle bestemte af de opråbte numre. Nina og jeg var endda så heldige at vinde på vores fælles plade – en flaske lokal rom! Og det var endda en ekstra plade vi havde fået uden at betale for den. Pensionistbingo go home!

Endelig stod den på vulkan hiking til Telica. Vi mødtes hos Quetzaltrekkers kl. 21.30 om aftenen, som er en non profit organisation med volontører, hvor ens penge går udelukkende til forskellige velgørende projekter i lokalområdet. Vi var hele 24 personer og fire guider, der skulle hjælpe os sikkert til toppen. Efter en lækker gang gullasch og hjemmebagt brød var der ingen vej uden om. Vi blev kørt i åbne trucks til et ukendt sted, hvor der var boblende mudder på begge sider af vejen! Trods ingen søvn siden kl. 9 om morgenen var vi forholdsvis optimistiske ved tanken om at skulle være oppe (og tilmed virkelig aktive) hele natten. Måneskinnet og den stjerneklare himmel oplyste landskabet så smukt, og i starten gik det ikke så stejlt opad. Vi passerede store, åbne marker, hoppede over hegn og gik af og til gennem en majsmark med utroligt høje planter. Det blev hurtigt hårdere, og selv med komplet rygestop synes jeg godt nok stadig, jeg kunne mærke min manglende kondition. Heldigvis var alle guiderne søde til at gøre os opmærksomme på, at vi skulle tage det i eget tempo. Da klokken slog midnat sang vi fødselsdagssang for Emma, en irer – det må være fedt at fejre fødselsdag på en aktiv vulkan. Vi andre kunne så fejre Halloween, som faktisk er oprindeligt er en irsk tradition, fandt jeg ud af.
Pludselig gik det stejlere opad med en helvedes masse løse sten, og jeg satte virkelig pris på min pandelampe og min iPod. Ja, det havde været flottere udelukkende at gå i lyset fra månen, men så var jeg også kommet ned med brækkede arme og ben. Det krævede megen koncentration, og der var hele tiden nye fælder i form af store myrehuller, træstammer hen over ”stien”, løse sten og jordskred, grene i øjenhøjde etc. Efter ca. tre timers vandretur kunne vi endelig se en bjergtop. Jeg skulle både tisse og forsøge at tage billeder i mørket (umuligt, skodkamera), så jeg sakkede lidt bag ud. Nina, en canadisk kvinde og en guide var dog stadig bag mig et sted. Jeg ventede lidt på dem, men da de ikke dukkede op, besluttede jeg mig for at gå op ad bjerget – de andre kunne jo ikke være langt væk. Da jeg kom op på toppen var der ikke et øje. For at komme over til vulkanen skulle man ned ad bjerget på den anden side og op ad krateret. Jeg kunne godt se over på krateret, men det var jo ikke til at vide, hvilken vej de andre var gået. Jeg kunne ingen pandelamper se, ingen stemmer høre og ingen bevægelser fornemme. Jeg begyndte at bevæge mig ned ad bjergsiden og følte mig pludselig meget alene i natten. Jeg gentog for mig selv, at jeg ikke skulle gå i panik, ikke gå i panik, ikke… OG DÉR SÅ JEG IND I ET PAR LYSENDE, GULLIGE ØJNE, og mit hjerte sprang et slag over. Der findes pantere i Latinamerika. Der findes til gengæld også helt almindelige, fede, dumme køer. Og dem var jeg pludselig omringet af. Så længe der ikke fandtes en tyr, der ville blive provokeret af mine larmende fodtrin og skarpe lys fra panden, ville de ikke gøre mig noget. Det ændrede dog ikke det faktum, at jeg fik jordens største chok af den dumme ko!
Efter yderligere nogle få minutter halede jeg dog ind på resten af gruppen, der var nået til kraterets top. Det var virkelig det hele værd, selv om svovllugten og røgen var lettere kvælende. Ginny, vores ene guide, fortalte dog, at jo mere det lugtede, jo mindre skadeligt var det faktisk. Forklaringen kan jeg ikke huske. Jeg kan kun huske at jeg stod på afgrunden af krateret, 1000 meter over havets overflade, og så 120 meter ned, hvor lavaen boblede i alverdens røde nuancer. Det syn vil jeg aldrig glemme, det var fuldstændig usammenligneligt! Efterfølgende gik vi i samlet flok tilbage til bjergtoppen, hvor man nu kunne se køerne tydeligere i den begyndende solopgang. Om det var en flot solopgang? Jeg tror jeg vil lade billederne tale for sig selv. Imens lavede vi lækre baguettes med guacamole, feta og diverse grøntsager. Aldrig har en simpel sandwich smagt så himmelsk. Efter omkring en time på toppen begyndte nedturen, som bogstaveligt talt var totalt nedtur! Jeg synes det var langt hårdere, selv om det nu var lyst og lettere at orientere sig. Til gengæld var man godt træt i kroppen, balancen og hovedet. Desuden skred man meget nemt i grus, sten osv. Jeg tror guiderne var en smule trætte af, at Nina og jeg var så langsomme, men de var meget tålmodige og søde. Da vi havde gået knap to timer havde Nina for ondt i sit knæ til at gå særlig meget længere, så Ginny gik i forvejen og lejede en hest til hende af en bondemand. Det var bare så sødt af dem, og hun skulle ikke engang selv betale! Jeg faldt i snak med den anden guide, Richard, en 23-årig englænder. Det viste sig, at han var en rigtig Harry Potter nørd, så den næste times tid gik med udfordringer såsom ”nævn de fulde navne på Gryffindors Quiddith-hold, da Harry startede som søger” og ”nævn alle lærerne gennem tiden i Forsvar mod mørkets kræfter”. Diverse filmscener blev også diskuteret heftigt. Det var så hyggeligt, og jeg glemte for en stund mine smertende ben, mine vabler og den bagende sol, der var ulidelig. Pludselig så jeg en slange i græsset – den var over en meter lang og helt limegrøn! De andre nåede desværre ikke at se den, da den var godt camoufleret. Nina hyggede sig dog på hesten, hun døbte Baby, og hun red den helt selv! Selv om det faktisk udviklede sig til en optursagtig nedtur, var jeg nu alligevel lettet, da vi endelig så bilen, der skulle køre os tilbage. Der havde vi været af sted i intet mindre end 12 timer. Selv om der var morgenmad, da vi kom tilbage, valgte Nina og jeg at gå direkte hjem i seng og sov til kl. 18. Der skulle vi til gengæld også op, for det var jo Halloween, og vi havde hørt rygter om en udklædningsfest på Chilli Inn. Hvad gør en klog backpacker så, når hun intet kostume har at hive op af kufferten?
Jeg benyttede mig af katte-tricket. Det er nemt at tegne næse og knurhår, jeg klippede to ører ud af et postkort og klistrede på en hårbøjle, og jeg lånte et sort bånd af Nina som hale – derudover bare sort tøj. Så havde jeg pludselig en udklædning ud af ingenting, og fik tilmed rabat i indgangen af den grund. På vejen derover lavede folk vi passerede "miav"-lyde efter os, det var virkelig morsomt.
Nina lånte mine stribede knæstrømper, havde selv en skotskternet nederdel og tilsatte flot make up og fletninger, og voila: en skolepige! Til Halloween hang vi ud med Oli, den sødeste, lille 18-årige englænder, som vi boede på værelse med – Yvonne, en tysk kvinde, og Ryan fra Alaska. Der var mange fede udklædninger og gode Mojitos til 10 kr! Desværre havde DJ’en aldrig hørt om anden musik end tramp og techno, selv om Nina og jeg var oppe og ønske nogle numre. Det kunne et nok så fedt lysshow og en græsplæne som dansegulv desværre ikke lave om på, så vi smuttede videre efter yderligere et par drinks.
Vi var blevet godt sultne, så vi rendte rundt på bare tæer i Leóns gader og ledte efter chips. Vi kunne kun finde nogle få gadekøkkener, der stadig havde åbent, men vi havde hverken lyst til burgere eller hotdogs. Pludselig stødte vi ind i Tim, amerikaneren, der havde været opråber til bingo, og han viste os et andet sted, hvor de heller ikke havde chips. Til gengæld fik Nina og jeg verdens mest ustyrlige grineflip over en stakkels kvinde, der var blevet godt og grundigt træt af at arbejde, som nu lå med åben mund og sov hen over et vakkelvornt bord med en tændt radio lige op i ansigtet – hold nu op, hvor så det komisk ud.

Med semitømmermænd begav vi os til stranden, hvor vi tilbragte det meste af dagen. Den ligger kun 15 km fra León, og vi havde den næsten for os selv. Det var lækkert og igen med enorme bølger, da det er ud til Stillehavet. Da vi skulle hjemad kørte bussen lige for næsen af os, så vi måtte tage en taxa. Det er hvad der kan ske…
I León findes mange gode restauranter og bagerier, og Nina og jeg har fået en god vane med at tage madresterne med (man får jo altid mad til mindst to i én portion) og give dem til fattige mennesker og tiggere på gaden. Det giver på sin vis en smule bedre samvittighed over at være så velstillet og bare kunne rejse rundt og gøre lige, hvad der passer en. Jeg prøver gang på gang at stoppe mig selv lidt i alle de etiske og moralske problemstillinger, men jeg har godt nok svært ved at lade være.
Jeg har også været en sand engel og doneret noget legetøj og mit myggenet til Quetzaltrekkers, så de kan give det videre til nogle børn. Jeg har virkelig meget respekt for organisationen, og jeg vil give mine anbefalinger videre til alle, der nogensinde kommer til Nicaragua eller Guatemala og vil udfordres af de mægtige vulkaner.

Vi blev i León tre dage længere end forventet, men vi var simpelthen nødt til også at prøve Volcano Boarding, som det så fint hedder. Det er det vildeste adrenalinsus, men desværre var jeg dårlig da vi skulle op på Cerre Negro for at drøne ned ad bjergsiden (rekorden på board er 90 km/t, og på cykel er der en vovemodig fyr, der har kørt 110 km/t). Heldigvis gør de det to gange på én tur, så i første omgang blev jeg nede sammen med en guide, men i anden omgang tog jeg mig sammen trods kraftige mavesmerter. Vulkanen er ”kun” 728 meter, men det går meget hurtigt stejlt opad. Man kan gå op på 45 minutter, hvilket vi skulle – bærende på vand, board, kedeldragt, beskyttelsesbriller og handsker. En sød amerikaner tog mit board for mig, ellers var jeg sgu aldrig nået toppen. Udsigten var ubeskriveligt smuk, men jeg havde ikke energi nok til at nyde den! På toppen tog vi vores udstyr på, og man lignede, for at sige det pænt, en komplet idiot. Endelig kunne jeg sætte mig til rette og drøne af sted med et godt skub fra guiden – wow, det var vildt. Som at kælke, bare med mere fart på og med en god gang vulkanstøv og småsten i hele hovedet, håret samt ørerne, da jeg kom ned. Det var virkelig sjovt, også selv om jeg var ret dårlig! Det er ikke hver dag man kælker ned ad en vulkan iført grøn kedeldragt, lad mig sige det sådan.

Funfact: I denne weekend er der valg i Nicaragua, og der har derfor været forbud fra fredag til og med søndag mod både udskænkning og generel salg af alkohol – både på restauranter, barer og i butikker! Så kan det nok være, at man får sat sit kryds i ædru tilstand, hva’?