Storbyliv og strandidyl

Sej indgang på Børnemuseet!

Dukkeføreren

Vi legede komponister

Børnesupermarked

Cool foto fra udstillingen

Sommerfugle på Nationalmuseet

Dette billede rørte mig dybt

... Lige som dette. Jordskælvet i Haiti, 2010

På Santo Domingos akvarium

De havde SÅ meget fedt graffitikunst i San Jose

Thanksgiving - ved ikke, om man kan fornemme et juletema

Strand, DDR

Det område, hvor vi hoppede fra klippen - der var smukt

Efter et kortere ophold i Puntarenas, en by bygget på en kunstig ø (mindede lidt om South Beach, Miami), hvor vi hurtigt tog videre, da vi ikke havde råd til de dyre ture til de omkringliggende øer, tog vi til San Jose. På busturen havde vi bogstaveligt talt et lig i lasten. I hvert fald en kiste, som de bar forsigtigt ind i bagagerummet. Om det var med eller uden indhold, melder historien dog intet om.
Vi tjekkede ind på endnu et backpacker hostel i centrum. De havde både pool, bar, restaurant og køkken, og vi har virkelig fået øjnene op for selv at lave mad. Især når budgettet allerede nu er begyndt at halte en smule. Tunsandwich med avocado er en klar favorit! Og når man ikke kan spise mere, er der altid mindst en sød lille nassekat, der med glæde spiser ens rester.
Vi mødte på hostellet en flok søde, norske piger, som vi drak en enkelt lokal øl med. Jeg elsker virkelig det norske sprog – det er nemt at forstå, og så lyder de så søde, muntre og hippie-agtige alle sammen!

Næste dag tog vi ud og så noget af byen, bl.a. China Town og Museo De Los Niños (Børnemuseet), som var over al forventning! Det er bygget i et gammelt fængsel, og det i sig selv gør det ret specielt. Men der var simpelthen alt hvad hjertet begærer for både børn og barnlige sjæle: Jordskælvssimulator, astronautrum, solsystemet, landets historie, masser af aktiviteter, junglelandskab, mini akvarium, krybdyr, spejlkabinet, fly, helikopter, hurlumhej-hus, lege-supermarked – Nina og jeg brugte omkring tre timer der! Og ja, der var mange andre unge og voksne også (selv om de fleste nok også havde børn med). I forlængelse af museet lå også et kunstmuseum, hvor der var en utrolig flot og fascinerende fotoudstilling i de forhenværende fængselsceller.
Da vi kom tilbage til vores hostel havde vi fået svar fra to Couchsurfers, vi havde kontaktet dagen forinden. Vi var begge lidt mærkede af vores sidste, ret negative oplevelse i Honduras, men vi besluttede os for at prøve igen, og at vi bare havde været lidt uheldige. Det resulterede i, at vi om aftenen gik ned til en nærliggende telefonboks og ringede til Daniel, som fyren hed. En 29-årig brasilianer som nu underviste i portugisisk i San Jose. Vi var skam allerede velkomne dagen efter, hvor vi skulle mødes ved et busstop.
”Are you girls looking for a guy called Daniel to stay with? – Well, it isn’t me, I was just wondering”. Sådan lød indgangsreplikken fra ham, og så var stilen ellers lagt. Vi kom hjem til hans lille, hyggelige lejlighed, hvor han allerede havde Couchsurferen Audrey fra Frankrig boende. Jeg var lidt chokeret over, hvor lidt fransk, jeg rent faktisk kunne tale med hende, men jeg forstod dog, hvad hun sagde. Jeg er allerede bedre til spansk, som jeg har fået syv dages reel undervisning i – vildt nok!
Daniel ligner lidt en latinoudgave af Henrik Solgård, hvor mærkeligt det så end lyder, men morsomt, det var det. Desuden holder han nogle lidt usædvanlige kæledyr i form af sommerfuglelarver, som han er utroligt nørdet omkring og går meget op i. Han havde indfanget nogle larver af en anden art et par uger tidligere, som desværre var døde af en uforklarlig årsag. Nina navngav den største larve George, og han var ellers det store, hotte samtaleemne de næste par dage. Daniel spiller ikke klaver som Henrik Solgård, men derimod er han en virkelig talentfuld sanger og guitarist. Han spillede nogle af sine selvskrevne sange for os om aftenen, hvilket var rigtig hyggeligt. Os piger købte ind og lavede Spaghetti Bolognese den første aften, hvor Daniels kæreste, Paula, også kom for at hilse på os. Hun var virkelig smuk og virkede som en rigtig sjov pige.
Efterfølgende var vi ovre og se universitetet, som Daniel bor lige over for – eller universitetsbyen, er nok den korrekte betegnelse. Det er det største i hele Centralamerika, og Nina og jeg formåede også at fare vild derinde to gange. Begge gange var der nogle søde studerende, som fulgte os hele vejen hjem!
Nationalmuseet fik vi også set. Selve museet var lidt halvkedeligt efter min mening, men de havde en stor afdeling med de smukkeste sommerfugle. Desuden havde de en midlertidig udstilling fra Haiti, der både omhandlede det tragiske jordskælv i 2010, men også indeholdt billeder af deres traditioner, religion og skikke. Det var interessant og hjerteskærende. Mange af billederne var så stærke, at de påvirkede mig fysisk. Jeg fik helt ondt i maven af et billede, hvor to fyre med hver deres spade står i ruinerne og leder desperat efter deres afdøde familiemedlemmer. Jeg synes fotojournalistiske billeder er fantastiske, da de fanger øjeblikket og tit balancerer på grænsen til at være usmagelige og snagende, men uden at være det. De skildrer jo bare virkeligheden. Jeg må nok indrømme, at jeg ville have svært ved at skulle tage billeder i krisesituationer og af mennesker i dyb sorg.
Meget apropos min passion for fotografering, valgte vi den ene dag at tage til en regnskov og nationalpark kun en time fra San Jose. Vi gik ud på en sti med abnormt høje træer, lianer og fuglenes pip som autentisk baggrundsstøj. Det var utroligt betagende med mange smukke planter. Til gengæld også en hel masse regn. Men det skulle da ikke forhindre mig i at tage billeder. Det skulle ej heller forhindre mit kamera i at dø langsomt … Det er intet mindre end en katastrofe for mig.
Det var et sidespring. Den sidste aften hyggede vi hjemme hos Daniel – og som afskedsgave lavede vi et minikursus i dansk og en flot larve af mønter.

Torsdag morgen tog vi en taxa ud til lufthavnen. Rimelig dyrt, men vi kom frem til, at det var den bedste løsning kl. 7 om morgenen, hvor vi ikke anede, hvilke forskellige busser vi skulle tage, vores tunge kufferter etc. Vi fandt pludselig ud af, at man skulle betale $30 i gebyr for at forlade landet, simpelthen. Det har jeg aldrig oplevet før. Men manden ved skranken var sød og vekslede mine resterende colones til dollars.
Da min kuffert blev vejet kom den hårde dom – 24,5 kg. Jeg har virkelig mistet meget, foræret væk og smidt ud efterhånden, så det gav virkelig ikke megen mening. Til gengæld må det være alle gaverne, der vejer godt til! Nina og jeg fik omrokeret lidt og det lod sig gøre uden gebyrer for overvægt. Flyveturen var behagelig, hvis man ser bort fra det elendige forsøg på et måltid, de prøvede at spise os af med. En vissen trekantssandwich og to tørre småkager. Men flyet mellemlandede kun i Santo Domingo og smed nogen af os af, da resten af passagererne skulle helt til Frankfurt. De har sikkert fået sig en gastronomisk oplevelse af de helt store senere hen.

I Santo Domingo skulle vi punge ud med $10 for et turistvisum, men ellers kunne vi bestemt ikke brokke os over, hvordan rejsen var forløbet. Straks i ankomsthallen stod Eduardo, vores kommende nye Couchsurfer med to flagrende papirer, hvorpå der stod ”Nina” og ”Camilla”. Han havde simpelthen været så venlig at hente os i lufthavnen, så vi ikke skulle tage en dyr taxa ind til centrum. Han havde endog taget fri fra arbejde og fået sin ven Jorge til at tage med, da han ikke bryder sig om at køre bil.
Vi ankom en times tid efter hos familien Sorribas, hvor Eduardo på 22 bor med sin mor, far og to brødre. Han har dog endnu en halvbror, som faren har med en anden. Her er det ganske normalt at få omkring 10 børn – og Eduardo kender til en familie med 25 børn.
Eduardos mor er indretningsarkitekt og går utroligt meget op i julen – og jeg troede, min far var slem. Til gengæld kan hun finde ud af at pynte op med lidt mere stil og lidt mindre blinkende dioder. Til fælles har de dog forkærligheden for at hænge plastikjulemænd ned fra tagrenden. Her bruger de ikke ægte grantræer til jul, så da vi ankom, var moren, husholdersken og en veninde ved at samle juletræet – det så ret sjovt ud. Da vi kom op i stuen et par timer senere, kunne man ikke se plastikgranen for bare pynt! I toppen sad glitrende sukkerstokke, og jeg har uden tvivl aldrig set et så overpyntet træ.
Eduardos far er lydmand. Han virker rigtig cool, og var netop hjemvendt fra arbejdsrejse, da vi blev introduceret for ham. Dagen efter tog han til New York for at forberede en koncert. Han var tilmed lydmand tilbage i 2006 på Roskilde Festival, året før jeg var der for første gang. Han sørger for alt det tekniske med sangeren og bandet, og han har i kraft af sit job rejst i det meste af verden!

Vi blev modtaget med en overdådig Thanksgiving-middag, som den haitiske husholderske havde tilberedt. Det var rigtig lækkert, og måltidet blev selvfølgelig indtaget med et altoverskyggende juletema på tallerkener, servietter, dug, stole, lampe osv. En dejlig velkomst i denne hjertevarme familie. Moren taler kun spansk, og så får jeg da øvet mine gloser lidt, selv om det kan være kompliceret. Men jeg kan mærke, at jeg forstår mere og mere, som tiden går. Det skulle jeg jo også helst.
Vi fik vores helt egen afdeling i huset, hvor den nu afdøde onkel førhen boede: eget værelse med toilet og bad, og desuden en hyggelig terrasse med en jacuzzi, der ikke virker, og vi er totalt buret inde. Der er utroligt meget kriminalitet, røverier og indbrud, fandt vi ud af. Selv de lokale fyre, vi har mødt, er bange for at færdes i byen – i dagslys!

Efter en god nats søvn på en dobbelt luftmadras og med en vidunderlig loftsblæser besluttede vi os for at se byens akvarium. Ud over mine frustrationer over et kamera, jeg stadig prøver at få til at virke på alle mulige og umulige måder, havde vi en hyggelig tur. De havde en stor variation af fisk fra både fersk- og saltvand og desuden udstillede skeletter af hvaler og delfiner. Til de mange børn, vi delte oplevelsen med, var en kæmpe legeplads at boltre sig på. Der var overraskende mange skoleklasser på tur, og det sendte mig følelsesmæssigt et år tilbage i tiden, hvor Maja og jeg arrangerede en udflugt til krokodillefarmen i Bagamoyo for alle vores børn. Glæden og nysgerrigheden er ikke til at tage fejl af! Og så er små sorte børn med kruset hår og blændende smil bare ikke til at stå for.
Lørdag skulle vise sig at blive en endnu bedre dag. Eduardo havde arrangeret en tur på stranden med tre af sine venner: Roman, Antonio og Jorge, der hentede os i lufthavnen. Super søde og ikke mindst sjove, alle 21 og universitetsstuderende. På vejen skulle de lige ind og købe enliters øl på en tank, og vi gjorde straks klart for dem, at vi ikke ville køre med, hvis Antonio drak mere end et krus øl. Og det var fint. Vi stoppede langs motorvejen og kom til den smukkeste bugt med rå klipper og turkisblåt vand, hvor drengene ville hoppe ud fra en klippe. Jeg var lidt skeptisk, men har på den anden side lovet mig selv at få så mange sindssyge/livsbekræftende oplevelser som muligt. Derfor hoppede jeg også de 7-8 meter ud, vi vurderede det til at være. Jeg landede dog på røven, og jeg har stadig ømme lår her fire dage efter!
Efterfølgende tog vi på stranden, som var så smuk, hvid og palmefyldt. Dog også fuld af diskussioner om alt mellem himmel og jord, da samtlige drenge er meget diskussionslystne. Den sjoveste var helt klart Antonio, som konsekvent modsatte sig alles holdninger, ligegyldigt hvad disse så var.
Dagen blev afsluttet med lækre kyllingeburgere (og selvfølgelig BBQ Ribs til Nina) på en lokal restaurant.

I skrivende stund er vi i Cabarete på nordkysten, som vi kørte til i en svensk bus.
Det er kitesurfernes paradis, men det har vi ikke råd til at prøve. Vi bor ret afsides på et hostel, der ligner et slot, men det skal I nok høre mere om.