Antijul og masseturisme

Vægmaleri - synes det ligner grotesk stor børnetegning med to gange Spiderman til højre

Cuba har utroligt rød jord

Cigarrulning

Viñales

Nedgang til grotten

Smukke, glitrende sten, som sikkert har et kringlet og geologisk navn

Flot med hjelm!

Man ved, man sidder i en turistbus, når nogen har parret sejlersko med Crocs. To rædsler i én, but why?

Nina-baben

Ensomme turister

Jeg kunne ikke vente med at hoppe i bølgen blå!

Juleaften var lige til at overskue

Varadero

Loco B og Loco G på taxaturen hjem

Cuba har det hele - her i blandt Viñales, som er en lille by tre timer fra Havana. Sjældent har jeg set så storslået natur! Vi boede hos en familie i et stort hus med en masse familiemedlemmer og en frodig have. Vi havde vores eget værelse med store senge og toilet/bad.
Første dag tog vi ud for at se et berømt maleri, der strækker sig intet mindre end 120 meter på en rå bjergvæg. Vi fangede en taxa og indså med en smule skuffelse, at maleriet – trods de fire år det tog de 18 kunstnere at male det – var virkelig grimt. Det var faktisk mere en skamplet på den fantastiske natur, men nu har vi da set det. Taxamanden var hurtig til at lave en deal med os, så han kunne køre os rundt i området og vise både grotter og udsigtspunkter. Det kunne vi jo ikke sige nej til.
Først tog vi ud og så en tobaksmark og mødte en bonde, der fremstillede en cigar til os hver og i øvrigt fortalte os, at regeringen tog 90% af hans indtjening. Det lyder i mine ører lige voldsomt nok, men det kan jeg jo ikke vide. Her fra tog vi videre til to storslåede udsigtspunkter – der var simpelthen så flot. Bjergene ligger spredt godt ud over landskabet, og de er i forskellige buede og runde former.
Jeg tog ud i en grotte, hvor man skulle sejle rundt. Der var egentlig ret flot, men bådturen blev lidt ødelagt af den flok kaglende, ældre turister der selvfølgelig skulle give ekko langt ind i grotten. Vi takkede vores chauffør mange gange for turen og tog ud og spiste dårlig aftensmad.

Dagen efter ville jeg gerne ud i Cubas største grotte, Santo Tomas.
Nina kunne ikke være med, da man skulle gå et stykke stejlt op ad for at komme ind i grotten, som ligger inde i et bjerg. Men hun var sød at tage med mig, vi fandt en gammel, himmelblå taxa med en flink chauffør, som så kørte Nina ud for at finde morgenmad, imens jeg var på opdagelse i grotten.
Nu har jeg trods alt ikke været i mange grotter i mit liv, men denne var uden tvivl den flotteste, jeg har set. Den var samtidigt også udfordrende, og det gik stejlt nedad nogle steder.  Vores guide var virkelig en cool, ældre mand, der spillede musik på drypstenene og havde følgeskab af sin trofaste hund, der selvfølgelig uden problemer kunne hoppe og springe rundt på de mest umulige steder – på et tidspunkt blev den dog så træt, at den lagde sig til at sove midt inde i mørket. For mørkt, det var der. Da vi var gået cirka en time ind i dybet bad guiden os om at slukke vores pandelamper og nyde stilheden. Det var helt surrealistisk, så mørkt det var! I sådan en grad af mørke er der jo intet glimt af lys, øjnene kan vænne sig til. Det var en vild følelse. Hjemvendt til vores casa igen fik jeg sådan en lyst til en cykeltur ud i den landlige idyl, og så var det jo heldigt, at der var cykeludlejning lige ude på gaden. Jeg har ikke cyklet i virkelig lang tid, men det glemmer man jo aldrig. Det var en skøn tur jeg fik mig der, og så kunne jeg også helt selv bestemme, hvor mange gange jeg ville stoppe for at tage billeder undervejs. Jeg kørte forbi små landsbyer, store bjerge, plantager, majsmarker og græssende køer. Stilheden og afslappetheden var befriende, selv om det var en anelse varmt at cykle op ad bakkerne på hjemturen.

Tilbage i Havana syntes vi begge, at vi fortjente en lækker biltur i en af de store, gamle amerikanerslæder, som kører rundt over alt. Nina blev hjemme mens jeg gik ind til midtbyen og startede forhandlingerne. Jeg ville selvfølgelig allerhelst have en tur i en pink bil (ikke et ord om Barbie), men de tre forskellige mænd jeg henvendte mig til, krævede det hvide ud af øjnene for en halv times køretur. Sådan gik jeg rundt og forhandlede en halv times tid, før jeg fandt en lækker rød og hvid Ford cabriolet (henvendelse til min bror for mere specificeret model), som efter en diskussion gik med til en halv times tur for ca. 100 kr. Vi cruisede ned til vores gade og hentede Nina, som heldigvis var ganske tilfreds med mit valg af bil, og herefter kørte vi lidt rundt, blandt andet til revolutionspladsen, som har store monumenter og portrætter af Che Guevara og Fidel Castro, videre ned til Malecón, som er den otte kilometer lange promenade langs vandet, hvor vi også lige gjorde stop for at få nogle fede blærebilleder. Det var altså en cool oplevelse – jeg kan godt mærke, at min bror gennem årene har haft en indflydelse på mit forhold til biler!

Vi syntes efterfølgende, at vi godt kunne bruge en lille slentretur i en af de utallige parker, og mens vi sad på en bænk der, kom to fyre forbi og hilste, og spurgte hvor vi var fra – lige som utallige andre, men de forsikrede os om, at de bare ville høre, hvor i Europa vi var fra, fordi de selv rejser dertil i januar.
De bød os på en øl, og vi takkede ja. Leo og Raúl, hedder de. Det sjove (eller mindre sjove) var, at vi selvfølgelig skulle gætte hinandens alder. De gættede at både Nina og jeg skulle være omkring 29! Vi gættede deres alder til at være det samme. De var så begge 38 år. Folk ser virkelig generelt yngre ud, jo mørkere de er i huden. Sindssygt snyd. Det medførte dog også en mindre misforståelse. Nina spurgte, om de virkelig så os som fuldvoksne (adults)? Hvorefter Leo svarer, at de da ikke ville have snakket med os, hvis vi lignede hunde! Adults og dogs, tja! Raúl var ikke så god til engelsk, så vi forsøgte os med lidt spansk. Han manglede et øre. Vi er ikke sikre på, vi vil vide hvad der var sket. Han var også arret i hele ansigtet. De fortalte dog, at de havde udtjent to års værnepligt tidligere. Hyggeligt at snakke lidt med nogle lokale, selv om vi jo også har George og Julio på vores hostel. De er super flinke og hjælpsomme. George er faktisk uddannet læge, men det er ikke til at få job! Julio ejer lejligheden, som jo fungerer som mini-hostel, men han har til gengæld ingen hals. Det ser lidt spøjst ud.

Nu er I alle sammen sikkert ved at gå til i spænding over, hvordan vi holdt jul i udlandet – og tilmed Cuba. Kort og godt, så valgte vi at holde anti-jul! Turister i voldsomme mængder slap vi ikke for, men det var vi også godt klar over, da vi valgte at tage til Varadero. Cubas turistplaster – en kilometerlang kyst med det smukkeste vand, jeg hidtil har set. Og nu vil jeg da uden at prale mene, at jeg har været på en del smukke strande efterhånden. Vandet er simpelthen så klart, sandet så fint og de turkise nuancer enestående. Det medfører selvklart sin del af store og eksklusive resorts, som selvfølgelig også er ejede af staten. Vi valgte dog en billigere løsning i form af en af de mange private hjem, der har tilladelse til at leje værelser ud. Vi endte hos et sødt, ældre ægtepar og fik vores helt egen afdeling med stue, soveværelse, toilet og bad. To minutters gang fra stranden. Ganske udmærket, hvis jeg selv skal sige det. Og så til 150 kr. pr. nat i stedet for 1500 kr. Vi boede et stykke væk fra de store resorts, men til gengæld havde vi samtlige souvenirbikse inden for overskuelig rækkevidde. Den første dag gik vi lidt rundt og kiggede, men jeg mener det virkelig når jeg siger, at mine øjne ikke kan tåle at se på flere afskyelige sager. Kan dog afsløre, at jeg købte en ting til min kære farmand i en af biksene, men han er jo også turist helt ind i hjertet, selv om han nok mere vil betegne sig som en stor opdagelsesrejsende!
Nina og jeg var dog også slemme turister, da det greb os. De første par dage stormede det nemlig helt vildt, så vi kunne ikke ligge og sole os og bade på stranden. Internet kunne vi heller ikke finde. Vores økonomiske tilstand satte også visse grænser. Så vi gjorde det utænkelige: købte en ”hop on – hop off” billet til de hæsligt dekorerede røde dobbeltdækkerbusser uden tag, fyldt med turister – især i følgende kategorier:

- Den obligatoriske japanske gruppe, der ærligt talt ser ret identiske ud i mine øjne. De klikker løs i alle vinkler med deres hypermoderne iPads, iCameras og iJegvedikkehvad og vinker lidt for entusiastisk, når en dobbeltdækkerbus med andre identiske japanere passerer i den modsatte vejbane.
- Den ældre tyske turist, der forvirret spørger, om hendes billet mon gælder til resten af dagen, hvis hun hopper af et sted, for tænk hvis nu hun pludselig stod dér helt alene i Varadero blandt alle de farlige hoteller, restauranter og hjælpsomme mennesker.
- Det forelskede par, der sidder ligblege indsmurte i faktor 50 i deres praktiske armygrønne bukser der kan lynes af til shorts og brune sandaler med  velkrolukning, mens de ivrigt studerer deres gratis fold-ud-kort over områdets seværdigheder, så som en ”gammel, autentisk borg” anno 2006, bygget for turisterne.
- De overgearede amerikanere med tørklæder bundet kækt om håret, overforbrug af glitrende lipgloss og en medfølgende overbevisning om, at de bestemt ikke er særligt turistede, for så havde de jo ikke taget til Cuba, vel? Høje stemmer udbryder én efter én: ”Oh my God, look at that amazing palm tree!”, ”oh my GAWD, Betty! Did you know they have a THREE DOLLAR BILL here?” og  ”oh my God, [indsæt selv vilkårlig sætning med kraftig amerikansk accent]”.
- De to backpackere, som meget gerne vil føle sig så lokale som muligt, men som selvfølgelig heller ikke er for fine til at se de turistede steder. De sidder bagest i bussen og føler sig lidt malplacerede. De vil ikke helt indrømme, at de faktisk også falder ind under kategorien som småkiksede turister med solbriller, kamera og klipklappere. Den ene er i øvrigt rødhåret og den anden brunette.

Var det juleaften jeg kom fra? Jeg blev lige grebet af min turistberetning. Jeg synes simpelthen det er så morsomt med stereotyper.
Juleaftensdag havde vinden lagt sig, og vi kunne derfor overholde vores geniale plan om at tage på stranden, slappe af og få en lækker kulør (tan lyder bare bedre. Kulør får mig til at tænke på sovs). Vi fik svømmet i det lækre vand, taget nogle billeder og hygget rigtig meget. Senere på dagen tog vi hjemad, gjorde os klar og sagde "feliz navidad" til vores værter. Så tog vi på stranden igen for at se solnedgang, hvor mit kamera endnu en gang valgte at svigte. Rimelig dårlig julegave. Vi tog ud og spiste okay aftensmad på et sted hvor 345 myg kredsede om vores hoveder, mens vi svælgede os i ægte Coca Cola og jeg fik min første bøf i noget der minder om 100 år. Efterfølgende tog vi på en bar ud til stranden, hvor jeg fik en lidt for eksotisk Piña Colada fyldt med kokosstykker. Den blev heldigvis efterfulgt af en god Mojito. Nina fik den geniale idé at vi skulle spille pool. Jeg var ikke så glad ved tanken, da jeg altid takker nej til at spille pool i byen, og de gange jeg rent faktisk har gjort det, har jeg altid tabt, medmindre min modspiller har haft en promille på over fem. Til gengæld har jeg aldrig været så fuld og klodset, at jeg har smadret lampen over bordet med min kø, vel Tess? Det var nu ganske sjovt, og vi spillede efter Ninas hardcore jyske regler. Der var ingen kære mor, heller ikke selv om jeg tabte begge gange! Så var det godt vi kunne slappe af med en god lokal øl på stranden bagefter, mens vi så på stjerner og efterhånden blev lidt fulde.

Vi havde læst om et diskotek, der lå i en grotte ikke så langt væk – der skulle vi selvfølgelig hen og afslutte vores anti-jul. Der var dyr indgang, men til gengæld også et flot danseshow med toptrænede, små, fine kvinder, der dansede med høje, sorte og virkelig bøssede mænd. Det var rigtig flot, selv om man blev lidt misundelig på deres rytmiske sans. Til gengæld var der to mindre heldige sangere som vi døbte Dario og Frk. Hanegal. Dario troede selv, at hans stemme var guds gave til kvinder, men den faldt i hvert fald ikke i vores smag. Frk. Hanegal havde den vildeste turkis fjermanke på hovedet, der var flere meter høj. Jeg aner ikke, hvordan hun holdte den oppe. Men Nina og jeg havde det ustyrligt sjovt med at lege kommentatorer.
Efter showet stod den store scene helt tom, da der begyndte at komme dansehits – det var noget af en skam, syntes vi. Ingen ville rigtigt indvie ballet efter dansernes imponerende præstation. Jeg sagde til Nina, at det fandme kun var anti-jul én gang, og så hoppede vi op på scenen i bare tæer og dansede den næste times tid! Efterhånden fulgte flere trop, og der var en rigtig god stemning!

Hjemturen var noget for sig. Vi fik hyret os en gammel amerikanerbil, som viste sig at have en lille skærm med musikvideoer. Chaufføren var cool og fyrede op for Snoop Dogg. Vi sad på bagsædet og følte os lidt for seje til verden, mens vi susede af sted med åbne vinduer, skrålende stemmer og hvin. Sjovt var det indtil vi skulle betale, hvor chaufføren syntes, at han skulle kræve mere end aftalt. Vi diskuterede kort frem og tilbage, gav ham det oprindelige beløb, hvorefter han truede os med at han ville ringe til politiet. Vores respons var, at det måtte han da gerne, men vi ville lige gå ind og købe noget natmad imens. Det var selvfølgelig bare en tom trussel - Nina og jeg tog det med et grin i vores snalrede tilstand. Alt i alt var det en fantastisk anti-jul!

La Habana

Klassisk Havana-billede

Der bliver spillet brætspil i stor stil på gader og stræder

Minder om en bygning i NY

Capitol-bygningen i baggrunden

Æblemand

Gran Teatro Habana

Hyggelig mand i kørestol, som lavede sjov med sit flotte kamera

Min nye bil

Noget af det tætteste man kommer på et supermarked

Che Guevara er over ALT!

Sød cykeltaxamand

Friske fisk

Skyline!

Malecon

Det var noget af en hård beslutning at træffe, men efter et par dages spekulationer og overvejelser besluttede vi os for ikke at tage til Haiti alligevel. Der var meget der talte for, men desværre også mange minusser. Jeg tror nu, at den største grund var, at vi ikke orkede at arrangere det. Det er en virkelig lang tur med flere forskellige busser, og infrastrukturen i Haiti er yderst ringe – derfor betegnelsen Caribiens Afrika. Det var en af grundene til, at jeg rigtig gerne ville have været der. Men nogle af de lokale frarådede det, da der ikke bare stadig er kaos efter det altødelæggende jordskælv i 2010, men nu endnu mere kaos efter orkanen i efteråret.

Vi besluttede os for at tage en tur til den lækre strand Boca Chica i stedet. Den ligger overskuelige 50 km fra Santo Domingo, og det tog os omkring to timer at nå dertil – trafikken i Santo Domingo er noget af det mest kaotiske, jeg har oplevet. Det hostel, vi havde fundet via nettet, var selvfølgelig fuldt booket, så vi måtte på jagt efter et andet. Det første sted vi forhørte os, kostede det fra $26 pr person, og manden mente, at det var det absolut billigste, vi kunne forvente at finde! Så vi krydsede vejen, fandt Hotel Magic Tropical og blev straks tilbudt et lækkert værelse med eget toilet og bad til $15 pr person – så jo, det kan sagtens betale sig at være lidt ekstra opsøgende og tålmodig, selv om det virkelig også er noget, der dræner en for energi.
Hotellet var ejet af et serbisk par og lå cirka fem minutters gang fra stranden. Og nu kan det godt være, at jeg er mediepåvirket og fordomsfuld, men alle serberne på stedet lignede de skurke, man ser i diverse film og bøger! Skaldede, pumpede, fulde af tattoos og med helt sorte solbriller, så man ikke kunne se deres øjne. De var nu rigtig flinke alle sammen, jeg synes bare, det var lidt sjovt, at de første serbere jeg møder, er som taget ud af diverse krimier.
Hotellet havde en kæmpe pool, som jeg straks kastede mig i. De næste par dage nåede jeg vist at svømme omkring to km i alt. Jeg er og bliver en vandhund, som mine forældre altid kaldte mig, da jeg var mindre.
Boca Chica består af en lang, souvenirfyldt, turistet gade, og en strand fyldt med liggestole og barer med ”special offers for you, my lady!” den består også af irriterende sælgere, der følger efter en og ånder en i nakken. Dem er vi efterhånden en smule trætte af, lad mig sige det sådan.
Nina er efterhånden svær at imponere når det kommer til strande, da hendes første reaktion ved den lækre, kilometerlange og forholdsvis hvide strand fyldt med palmer var, at ”det er da et okay sted – det ligner lidt Vesterhavet. Jeg havde forventet noget bedre”. I kan jo selv bedømme på billederne.

Efter to overnatninger tog vi tilbage til Edu for at tilbringe de sidste par dage hos familien.
Jeg forærede alt det tøj jeg ikke skulle bruge og nogle andre småting til den haitianske husholderske, hvis navn jeg ikke kan stave. Leona? Hun blev rigtig glad.
Lørdag var der museumsaften i den gamle, koloniale bydel, som er den rene idyl og desuden starten på det, der er den første by i ”den nye verden”, altså Amerika. Edu tog os med derhen og vi var på et nationalmuseum, i en kirke med gravmonumenter og på en borg med udsigt over byen. Desuden var vi inde i Columbus’ søns hus, som var rigtig spændende. Tænk, at det er bevaret helt fra 1500-tallet. I aftenens anledning var medarbejderne klædt ud, og der var tilmed fri entre. Kostumerne var utroligt flotte – nogle var prinsesser, andre munke, krigere og pirater. Der var karneval med glitrende kostumer, trompeter og dans, og det ene museum var oplyst af et imponerende lysshow. Vi så ydermere den første katedral, og midt i den autentiske stemning havde Coca Cola selvfølgelig opstillet et umådeligt højt juletræ og en lastbil fyldt med røde og hvide dioder. Du ville have elsket det, far!
Vi tog på en italiensk restaurant med udendørs servering i den hyggeliste, smalle, brostensbelagte gade, hvor der voksede træer midt i det hele. Jeg fik gnocchi-pasta med pesto og parmesan, hvilket var yderst delikat. Stedet havde en slags natklub inde bag ved, hvor man kunne leje senge ovre i det ene hjørne med røde gardiner til at trække for. Anderledes og ret cool. Aftenen blev sluttet af på en anden bar med en enkelt øl.

Vores allersidste aften blev også tilbragt i den gamle bydel, da Jorge, Eduardos gode ven, skulle spille koncert på et lille teater. Han er trommeslager i et band med en kvindelig forsanger. Vi ventede knap halvanden time på tilskuerrækkerne, men så gav de endelig koncert med flot lys og sceneshow, gode musikere og en smuk sangstemme. Det var rimelig poppet og ikke helt min smag, men ingen tvivl om, at det lød godt. Jorge danner også band med Eduardo og Dorian. De laver rockinspireret musik på spansk! Da vi skulle hjem blev Nina dårlig og kunne ikke få vejret, så vi måtte tage på skadestuen. Det første sted vi tog til, var der desværre ikke mere plads. Det giver altså ingen mening! Skadestuer er for akutte situationer, så man kan da ikke bare sige, at der ikke er mere plads. Det var endda på et dyrt privathospital. Derfor tog vi over på en skadestue tæt på Edu, hvor vi havde været en gang før. De var ret uprofessionelle, men de erklærede endnu en gang, at der ikke var noget galt med Ninas hjerte eller lunger, hvilket hun frygtede. Det var jo det vigtigste. Ved midnatstid tog vi på Wendy’s og købte mad med hjem, da ingen af os havde spist siden frokost.

Eduardo og Dorian var så søde at køre os til lufthavnen torsdag morgen. Eduardo havde tilmed medbragt sin ukulele, så der blev givet live koncert fra forsædet med to tredjedele af Dinosaurius, som bandet hedder. Jeg elsker at køre og høre god musik, og når det så er live, så bliver det vist ikke bedre! Jeg forsøgte mig også lidt halvhjertet med Radioheads ”No Surprises”, som jeg har lært sådan nogenlunde. Jeg hader at jeg er så umusikalsk, men det var nu sjovt alligevel! En rigtig skøn afslutning i den dominikanske, inden vi tjekkede ind og gav os til at vente fire timer på flyet til Havana. Bøvlet med visum havde vi ikke behøvet at frygte, da vi bare skulle hoste op med $20 og vise vores pas.
Flyet var kun 20 minutter forsinket, og selve flyveturen var forholdsvis behagelig og næsten uden turbulens. Jeg tog ingen beroligende pille, da jeg godt mente, at jeg ville kunne klare en tur på knap to timer – heldigvis. Udsigten var rigtig flot, og i det mindste har vi nu set Haiti fra luften!

Det tog en del tid at få vores bagage i lufthavnen, men til gengæld gik turen gennem immigrationsmyndighederne helt uden besvær. Aldrig har jeg set en ankomsthal med så mange mennesker, men i det mindste kunne jeg høre George råbe mit navn i mængden. Vi har mødt ham via CouchSurfing (er det snart en overraskelse?) og han driver en lille lejlighed med plads til otte gæster sammen med Julio, som ikke har nogen hals. I Cuba er det ulovligt at CouchSurfe og i det hele taget beværte gæster, medmindre man har en tilladelse fra staten. Det er ulovligt at bo gratis. I det hele taget er staten godt inde over alt, hvad der foregår i landet. Kommunismen lever stadig i bedste velgående.

Lejligheden i Havana ligger selvfølgelig på fjerde sal med verdens smalleste trappe, hvor der hænger løse ledninger og diverse forbundne stik hele vejen op – et sandt mareridt for en elektriker.
Stedet åbnede for knap en måned siden, så det er heller ikke helt færdig. Men de har fået etableret et fællesrum med tiptop moderne fladskærms-tv og anlæg i et ukendt mærke. Desuden en grå og ufatteligt gammel kasse af en halvfemser computer, som der på et tidspunkt kommer internet på.
Da vi ankom mødte vi russeren Olga, som er den vildeste 34-årige, jeg nok nogensinde har mødt. Hun fester igennem hver eneste aften og kommer hjem på et ukendt tidspunkt mellem 6 og 8, hvor efter hun sover det meste af dagen. Hun fester rundt i de lokales hjem og drikker cubansk rom i stride mængder, så der lugter af sur teenager, når vi vågner, haha. Men hun er virkelig cool og sød og en smule distræt. Hun taler en dejlig blanding af engelsk, russisk og spansk. Og så fortalte hun mig, at Cuba på mange måder minder om Sovjetunionen, da hun var mindre. Det var ret spændende at høre om, og da jeg dristede mig til at spørge, hvorfor fanden man aldrig hører noget som helst fra Rusland, når det nu er verdens største land, svarede hun, at det vidste hun ikke – men at landet er gået gennem en rivende udvikling siden murens fald i ’89 og hun er meget taknemmelig over, at de ikke længere har kommunistisk styre.

Den første aften tjekkede vi området ud, og et kæmpe plus vi allerede opdagede der var, at man kan gå frit ude om aftenen og tilmed natten, hvis man selvfølgelig samtidig bruger sin sunde fornuft. Det er en enorm frihed at føle i et land, hvor netop frihed ligger så fjernt for befolkningen. Som Eduardo sagde: ”I Den Dominikanske Republik har vi et elendigt system, korrupt regering og politi, hyppig kriminalitet og elendige skoler – men i det mindste har vi en form for frihed. I Cuba har de Amerikas bedste health care, rimelig troværdigt politi og rigtig gode uddannelsesmuligheder – til gengæld har de ingen frihed.”
I Danmark har vi det hele. Nina og jeg bliver gang på gang overraskede over, hvor privilegerede vi egentlig er. Og det har jeg nævnt 100 gange før, men det er altså ret fantastisk.

Cuba er også ret fantastisk på sin helt egen måde. Det er et radikalt anderledes land, og det føler man allerede, så snart man begiver sig ud i Havanas smukke, sjælfyldte og ældgamle gader. Et australsk par vi mødte tidligere beskrev det som at rejse 50 år tilbage i tiden.
Tænk at der stadig findes en hovedstad uden McDonald’s, PizzaHut og Burger King, uden nogle kommercielle supermarkeder og næsten uden internet. Uden Shell, Panasonic og Apple. Tænk at det første, vi så, da vi gik ud, var en gadesælger, der solgte frugt til nogen oppe på femte sal – de havde en stofpose, som de hejste ned, som han så puttede frugterne i! Tænk at en by med to millioner indbyggere faktisk kan være så antikapitalistisk, at man kun kan finde en ganske almindelig Coca Cola de sjældneste steder, og at byens biler udelukkende er fra før 1980. Tænk at byen kan have en så afslappet stemning, at hundene sover midt på gaden, og at cubanerne sidder og ryger cigar og spiller domino på en trappesten. Børnene leger i gaderne og spiller baseball med papirkugler mens mødrene sidder rundt omkring i de små parker og sladrer over en kop kaffe.
Tænk at Nina og jeg nu har brugt tre dage udelukkende på at slentre rundt i gaderne og tage billeder, og samtidigt har været fuldt ud underholdt. Tænk at internet kun bliver udbudt på få, store hoteller og er langsommere end Afrikas!

Havana har fyldt mig med langt flere indtryk end nogen anden storby hidtil. Her er så anderledes og smukt. Arkitekturen er imponerende i sig selv. Fra Malecón, som er den otte kilometer lange promenade langs kysten, strækker sig en lang række højhuse – i midtbyen ligger forskelligfarvede bygninger klods op ad hinanden med små altaner, buske og træer der vokser ud midt i det hele og farverigt vasketøj blafrende i vinden. Nogle steder får mig til at tænke på Miami Beach og Art Deco stilen med pastelfarver og sjove former – andre steder leder tankerne hen på små, hyggelige gader i Italien eller Spanien med brosten, gademusikanter og elegante, ældre damer med blomsterkranse, store øreringe og en cigar ved hånden. Havana har et imponerende udvalg af transportmidler. Cykeltaxa, ”æggeskal”-motorcykler, motorcykler med vogn (tænker altid på Aristocats – men Disney har vi intet set af), hestevogne og så de utallige gamle bilmodeller, som er virkelig fede og vel nærmest Cubas varemærke. De har dog også ufatteligt mange Ladaer. De bruger simpelthen Ladaer som politibiler med et overdimensioneret blåt blink på taget. Nina har døbt dem ”Partypolitiet”. Min morfar ville være stolt over at høre det, da han var meget ked af at sende sin Lada til skrot. Men helt ærligt, det er nok den største skodbil i verden!
Over alt ligger små boder og butikker, der faktisk er private hjem. Hvis butikken overhovedet er stor nok til, at man kan gå ind, dukker der pludselig et køkken og en dagligstue op midt i malerierne, instrumenterne og hvad der ellers bliver solgt. Restauranter er ret sjældne i gadebilledet – man skal virkelig lede længe. Maden er virkelig heller ikke noget at råbe hurra for. Cuba har ingen kartofler som vi kender dem, ej heller oksekød. Det resulterede i Nina og jeg smagte kanin, som var ganske udmærket! Vi har udviklet en lille intern joke med, at hver gang vi støder på endnu en mangelvare, så er det simpelthen fordi det er for amerikansk. Det gælder alt fra manglende toiletpapir til manglende Coca Cola.

Jeg er faldet for Havana og den forunderlige, afslappede og unikke stemning. Det til trods for at mange af gaderne lugter slemt af tis, hundene ynder at lægge lorte over alt og man i længden bliver en anelse træt af de utallige antaster på vejen: ”Hey, lady, hey! Taxi lady?” - ”Beautiful lady, I love you!” - ”De donde eres? Where are you from?” – ”You want cigar? I have special price!” – ”You looking for restaurant? Mojitos? Havana rum?!” Nina og jeg er ved at blive lidt vanvittige over det. Sjovt er det dog, at Nina fik et smækkys af en ældre dame midt på gaden, og jeg scorede mig en cykeltaxamand, der svedte ufatteligt meget.

Efter nogle skønne dage i Havana besluttede vi dog at vi nok også måtte bevæge os ud og se lidt mere af, hvad Cuba har at byde på. Derfor gik turen til Viñales, som er en lille by knap 200 km vest for Havana. Efter en helvedes masse bøvl med bussen, der blev overbooket og derfor ikke havde plads til os på den tidlige afgang, måtte vi tage af sted kl. 14 i stedet. Det gav mig mulighed for at gå på verdens langsommeste internet for at tjekke min mail og min CouchSurfing profil.
Herefter tog vi endnu en gang ud til busterminalen og kom denne gang af sted. Jeg ved virkelig ikke hvad det er med busser og aircondition i Caribien, men i Santo Domingo kørte vi med en bus med en temperatur på 14 grader med klaprende tænder og blålige hænder. Det kunne busserne i Cuba godt slå. 11 grader. Jeg startede turen ud i t-shirt og shorts og endte med at tilføje sokker, lange bukser og jakke. Frøs stadig.

Jeg beklager forsinkelsen af dette indlæg, men der var intet (som i virkelig næsten intet!) internet i Cuba.

"Now you know Rudy!"

På vej op ved de 27 vandfald

Det bedste billede vi ville få på hele turen - ved ikke, om I kan skimte den grimme dino i baggrunden?

Ved El Limon - jeg er altså ikke så bleg :(

El Limon

Nina og jeg på stranden - fæææst!

Eduardo og jeg med tømmermænd på stranden

Her på en strand i Punta Cana, som Joel tog mig med til - den ultimativt smukkeste og meget uberørt af turister

Sød pige på bådebroen

Gartneren Juan

Stille og rolig udsigt fra Joels altan - man kan lige skimte lidt af golfbanen

Pludselig sidder jeg her på vores terrasse i Santo Domingo, er ved at blive ædt op af myg, da vi ingen myggespray har tilbage, og det går op for mig, at jeg kun har fem uger tilbage. Tiden flyver virkelig, og jeg ved godt, at jeg nævner det tit. Men det er lidt skræmmende – eller i hvert fald utroligt.
Siden sidst har vi som sagt været i Cabarete på nordkysten, hvor de havde en lækker strand med store bølger. Vores hostel lå virkelig afsides og var stort og smukt med tårne og vindeltrapper. Desuden med tilhørende pool, køkken og tilfældigvis to danske bøger, som jeg grådigt læste mig igennem de første par dage. ”Bitterfissen” kan virkelig anbefales. Spændende læsning om ligestilling og kønsroller. Rengøringskonen på stedet havde en lille dreng på to år med mørkebrune øjne og små krøller, som jeg forærede Slinky til – han blev så glad, at han endda medbragte den næste dag!

Første dag gik med at kigge rundt i byens souvenirhelvede og på stranden, hvorefter vi tog på lækker restaurant lige ud til havet og fik Quesadillas og BBQ Ribs til aftensmad. Smarte her skulle lige ned og soppe lidt i de mørke bølger, samtidigt med at hun tog en video, hvilket resulterede i en pludselig monsterbølge, der gjorde hende gennemblødt. Flot.
I Cabarete kører man rundt på motorcykler, eller Piki Piki, som jeg fristes til at kalde dem. At køre bag på dem med vinden susende gennem håret tog mig tilbage til Bagamoyo. Tænk, det er næsten et år siden, jeg kom hjem fra mit Afrika. Pudsigt som nogle situationer, lyde, lugte osv. kan minde en så stærkt om fortiden. De hullede veje, palmerne, stranden, reggae rytmer og de sorte mennesker bidrog også til følelsen af Afrika.

27 vandfald i streg. Det lyder jo ikke helt dårligt, vel? Det syntes vi heller ikke, så vi begav os af sted i minibus, hvor vi sad 28 mennesker i bussen, der var beregnet til 15 inkl. chaufføren. Og det var med en lille, stakkels dreng, der kastede op halvdelen af turen. Til slut på busturen stødte vi desværre/heldigvis ind i en guide, der ville hjælpe os med at finde vandfaldene. Man skulle nemlig med endnu en bus. Lad mig introducere jer for en person, der mestrer kunsten at overdrive så ubeklageligt, at man skulle tro, han kunne sælge sand i Sahara. Hvis han dog bare ikke havde været så pokkers irriterende samtidigt med. Han hedder Rudy, er 46 år og bor efter sigende i New York. Han er dog fra DR, så han bor her nogle måneder hvert år, hvor han arbejder for et turistbureau.
Han fik os efter megen snak ind i den korrekte bus, hvor vi kørte en halv times tid for at nå en lille vej ned til vandfaldene. Her snakkede han non stop. Nina ignorerede ham, og jeg sagde blot ”ja”, ”nej” og ”okay”. Måske lidt uhøfligt, men han var umulig at stoppe! Vi fik betalt indgang og leje af udstyr til nationalparken, hvor vi skulle gå yderligere en halv times tid for at nå frem. Jeg fik endnu en guide, som skulle hjælpe mig op og ned ad de syv første vandfald. Nina sprang over, og fik derfor fornøjelsen af at høre lidt mere på Rudy og hans interessante salgstaler, fedterier og historier om det vilde liv lige ved Fifth Avenue i NY.
Min guide hundsede rundt med mig, og det var lidt grænseoverskridende, for jeg var ærligt talt bange for at glide og falde, da man skulle klatre direkte op ad stejle, våde klipper kun ved hjælp af et reb. Desuden skulle jeg endnu en gang kravle op ad et vandfald, og her var jeg virkelig tung bagi. Jeg klarede det dog med nød og næppe. Det hjalp jo heller ikke ligefrem på situationen, at Rudy havde lagt ud med at fortælle om en kvindelig, tysk turist, der var druknet i et af vandfaldene. Han synes også lige han skulle nævne, at et tysk par (hvad er der med tyskere?), der havde bevæget sig ud til vandfaldene uden guide, var blevet bestjålet og havde oven i købet fået brækket henholdsvis næsen og kæben. ”Men jeg passer på jer, ladies, det er mit job, jeg gør et godt job!” Ja tak, pas dit job og ti lidt stille. Bare fem sekunder.
På vej ned igen skulle man rutsje ned ad de stejle vandfald. Det var sjovt. Det næstsidste turde jeg desværre ikke, så jeg begav mig ned ad kyllingestigen ude i siden. Men hvad, jeg kan jo ikke være frygtløs hele tiden.
På turen tilbage syntes Rudy, at han skulle vise os en lokal slagter ude langs landevejen. Der stank langt væk af døde dyr, flæsk og bakterier. Her stod de og kogte, stegte, skar i stykker og gjorde ved. Endnu engang undredes jeg over, at jeg spiser kød og nyder det. Rudy veg ikke tilbage for at fylde en pose med klamme, ildelugtende flæskesvær, som skulle fortæres lige ved siden af mig i bussen. Alt imens fortalte han om, hvordan han var chefkok i NY. Ikke bare kok, som han sagde, chefkok! Han havde arbejdet på alverdens restauranter. Til Nina havde han tidligere fortalt, at han var sikkerhedsvagt. Han nåede også at sætte forventningerne op til et museum, vi måtte se GRATIS, fordi han kendte de helt rigtige mennesker. ”Der bor 500.000 mennesker i denne by. Jeg kender nok 100.000 af dem. De fleste andre er crackheads, DEM må I ikke tale til, forstår I det, ladies, hva’?” Du er vist heller ikke helt normal, hvis du mener, du kender 100.000 mennesker. Desuden var museet gratis for alle, fandt vi senere ud af. Vi fik at vide på forhånd, at det var et yderst berømt museum, folk tog til landet udelukkende for at se det! Desuden indeholdt det en kæmpestor fabrik med fremstilling af rav- og stensmykker og en dinosaur lavet af 10.000 stykker rav. ”Det bliver det bedste billede på hele jeres tur, HELE turen, det lover jeg! Jer foran dinoen!” Han berettede som bonushistorie om en britisk dame, der havde købt et ravsmykke på museet. Da hun var kommet hjem, havde hun tabt smykket ud af sit vindue på 5. sal, hvorefter det var blevet kørt over af en lastbil. Da hun sendte smykket retur, havde de på museet uden at blinke sendt hende et nyt magen til. Den historie er da yderst realistisk. Og nej, han jokede ikke.
Museet var lille. Der var måske 15 udstillingsmontre. Dinoen var grim. Fabrikken var fem mænd, der stod ved en maskine og drak kaffe. Vi fik lov til at rulle en cigar. Det måtte være højdepunktet, selv om ingen af os kan lide cigarer. Og nu lyder jeg virkelig som en mavesur turist, men han havde sat forventningerne helt i vejret, og han overdrev simpelthen alt.
Desuden benyttede han sig konstant af sætningen "Now you know me - now you know Rudy!"
Han gav os efterfølgende fire små stykker rav og to stykker af den lokale, blå sten. Det var meget venligt af ham, bevares, jeg blev bare en anelse irriteret over, at han udelukkende havde travlt med at fortælle, hvor DYR OG EKSKLUSIV en gave, det var. Hvis man vil give en gave, så lad være at snakke om prisen. Desuden kunne enhver idiot se, at det var 2. sortering. Jeg fik nok, da vi skulle give ham drikkepenge til sidst – for selvfølgelig ville vi da det. Vi gav ham helt udmærkede beløb begge to, for de tre timers tid, han nu havde rendt rundt med os (af egen vilje) – og så kræver han mere! Vi havde endog fra starten fortalt ham, at vi var Backpackers med et rimelig stramt budget. ”Ej, hvis I havde en god tur, så skal I give mig flere penge! Men hvis I havde en dårlig tur, så tag dog jeres penge tilbage”. Det provokerede mig virkelig. Han fik ikke flere penge af mig. Jeg fik til gengæld ro i hovedet efter tre timers konstant snakken og praleri.  
På vejen tilbage til Cabarete krævede billetdrengen 500 pesos. Den anden vej havde vi givet 100. Han fik 100 da vi stod af. Vi er afsindigt trætte af at blive forsøgt snydt hele tiden.

Dette er ved at udvikle sig til et negativt indlæg. Derfor vil jeg fortælle om vores sidste aften, hvor vi hyggede med den belgiske pige Kiehl (staves?), som arbejdede på vores hostel. Vi tog ud og spiste og bagefter på en irsk pub, som Eduardo og hans venner havde anbefalet os. Det var onsdag, så der var ikke meget gang i den, bortset fra de unge, prostituerede piger, der flokkedes om de gamle, vamle turister. Ikke et kønt syn. Vi fik rigtig lækre dyre drinks og en enkelt lokal øl. Det var en hyggelig aften, men vi tog tidligt hjem, for dagen efter skulle vi op kl. 6 og videre til Samana.
I den lille bus var en hel dagligstue medbragt. Spisebord i træ og fem stole, der var presset ind diverse steder. Derudover også et toilet. Ja, man ser mange sjove ting blive transporteret. Jeg sad og smilede til en lille pige, der valgte at kvittere ved at tyre en kiks på mig intet mindre end to gange, mens hendes mor sad og grinte uskyldigt til mig.
Samana var ikke noget særligt. Meget turistet og kendt for hvalsafari. Desværre er det ikke hvalsæson nu. Vores hostel var ret ringe. De havde lovet WiFi og køkken. Internettet havde ikke virket flere dage, og det halvt udendørs køkken havde ikke været i brug flere måneder. Det var virkelig sundhedsskadeligt og ulækkert. Oven i hatten fik vi et værelse, hvor toilettet ikke virkede, og et nyt værelse, hvor badet ikke virkede. I det mindste var der aircondition og gode senge. Den ene receptionist var en super cool fyr, som var hjælpsom og smilende. Den anden, derimod, var en emsig trunte, der ikke havde hørt om at arbejde, men kun om at chatte på Facebook. Vi var nødt til at låne computeren af hende, da den havde internet, og vi skulle researche om nogle ture, og efter megen kamp gav hun os endelig fem minutter, mens hun åndede os i nakken og sprang op ved lyden af enhver Facebook-besked. Da jeg måtte logge af hendes Facebook for at kontakte Eduardo om, at vi ændrede vores planer, var hun nær et ildebefindende. Jeg ved godt, at jeg er en computernørd, men det der var da helt ude af proportioner. Hun blev oprigtigt sur på os, og mente, at det var hendes computer og hendes arbejde. De eneste faner, hun havde åbne, var Facebook, YouTube og en side med downloading af serier.
Hårdtarbejdende pige.

El Limon vandfaldet tog vi efter en smule planlægning ud og så dagen efter. Det var helt bestemt det hele værd! Det lå kun en halv times kørsel i minibus fra Samana, hvor vi blev sat af ude på landet ved en lille klynge huse, der tilbød leje af heste. Jeg sprang elegant over og tænkte, at jeg både kunne spare penge og få en god, stejl vandretur i stedet for en tur på hesteryg. Nina lejede en hest, og vi fik en flink guide, Alex, der kun talte spansk. Jeg vandrede glad af sted i mine klipklapper, men der var godt nok rimelig mudret. Til sidst gik jeg i bare tæer. Naturen var smuk, og der var så fredfyldt. Ninas hest opførte sig også pænt. Jeg er jo ikke videre begejstret for heste. Vandfaldet er 52 meter højt og betagende smukt! Det bedste er, at der er en naturlig pool foran vandfaldet, hvor man kan svømme og bade (man skal dog passe på, da der stikker klipper op alle vegne). Vi poserede det bedste vi havde lært, mens Alex forevigede os foran vandfaldet. Da vi kom, var der en stor gruppe turister, men de forsvandt heldigvis efter blot 10 minutter, og så havde vi det hele for os selv! Det var dejligt nedkølende efter den forholdsvis lange vandretur.

Efter en enkelt overnatning hos Eduardo tog vi af sted til Punta Cana, nærmere betegnet byen Bavaro. Turisternes paradis, den tredje mest populære destination i hele Caribien og – skulle vi senere erfare – med verdens højeste koncentration af Speedos med tilhørende røvsprækker og ølvomme. Nej. Bare nej.
Stranden var i sandhed et postkort eller 1000 værdigt. Kridhvidt sand, turkisblåt vand og palmer hele vejen langs kysten. Vi svømmede, slappede af og solede os hele eftermiddagen, før vi om aftenen købte ind til at lave mad på vores hostel. Med prisen havde vi ikke ligefrem råd til at gå ud at spise - det var vores dyreste overnatning indtil videre ($20). Det er ingenting, men det er meget, når man skal sove ude hver dag i fire måneder.
Drinks skulle der til. Vi startede med en enkelt på en sportsbar, hvorefter vi gik i supermarkedet og købte øl, som vi tog med ned på stranden (danskerstil). Eduardo stødte tilfældigvis ind i en gammel ven, Jean Marie fra Haiti. Det er et ret morsomt drengenavn, og for Nina og jeg hedder han nu Jacqueline. Eduardo er stor, høj og bred, og Jean Marie er den mindste 21-årige fyr, jeg endnu har set. Han lignede virkelig en på max 16! Det var Gøg og Gokke, der gik ved siden af hinanden.
 Månen var stor, flot og gul, øllene velsmagende og lyden af bølgerne behagelig. Det var den billige champagne Nina havde købt til gengæld ikke. Eduardo overtog den med meldingen om, at al alkohol kunne drikkes. Efter et par genstande eller tre fulgte vi Nina hjem, og så tog vi videre på Fotobar, hed den vist. Rigtig cool sted lige ud til stranden, hvor de har en bar med gynger – det er da genialt! Her fik jeg lært lidt lokal dans af Jacqueline, som virkelig er noget af en humørbombe. Jeg fik også indtaget en Mojito og en Cuba Libre, så vi var alle godt kørende. Rigtig sjov aften!

De næste tre dage boede vi hos Joel, endnu en Couchsurfer. 34 år og ingeniør ved et stort firma, der står for al elektriciteten til hotellerne. Og godt nok har vi boet hos velhavende familier hele vejen igennem, men Joels lejlighed slår altså det meste! Smukke marmorgulve, gæsteværelse med eget toilet og bad, aircondition, køkken med alt i hvidevarer og minibar, vaskerum, fire toiletter, kæmpe soveværelse med tilhørende jacuzzi, stor altan med grill, enormt TV med intet mindre end 300 kanaler, lækkert møblement, swimmingpool, gartner, rengøringskone og vagter. Det var helt vildt! Nå ja, så ligger en af de største golfbaner i hans baghave, så vi var godt underholdt af golfturister, der kørte rundt i deres dyre tøj og smarte solskærme (hej far).
Her hyggede vi nogle dage med at slappe af, svømme i poolen, tage i et virkelig dyrt mall osv. Vi skulle have været på snorkeltur, men vi var desværre for sent ude.
Jeg blev gode venner med gartneren Juan, der insisterede på, at han skulle plukke en kokosnød til mig, selv om jeg sagde, jeg virkelig ikke kan lide dem. Den var nu ikke helt slem, så jeg drak lidt og smilede for at være høflig. Joel var rigtig flink til at køre os rundt, også en morgen, hvor vi ville ned og se en caribisk solopgang – det er virkelig et must. Vi havde så bare valgt den morgen, hvor det stormede, regnede og var koldt som bare fanden! Vi sad i læ på stranden kl. 6.15 og ventede en hel time, før vi indså nederlaget. Nina var så sød:
”Ej, vi venter lige lidt. Jeg er sikker på vi kan se nogle røde stråler i horisonten lige om lidt!” Og der var bare gråt, gråt og gråt. Suk. For resten kom Jacqueline den ene aften med en virkelig sød kompliment til Nina og jeg:
”Er I sådan nogle, der læser mange bøger?”
”Tja, en del, hvorfor?”
”I ligner bare sådan nogle nørder, synes jeg!”

Status lige nu er, at vi er tilbage i Santo Domingo hos Eduardo. I går var vi en tur i IKEA, hvor vi købte noget skandinavisk inspireret julepynt til moren. Derudover købte vi verdens dyreste rugbrødsblanding og verdens dyreste brunkager, men det var det hele værd. Det er simpelthen så syret at gå rundt i IKEA og opdage, at den absolut eneste forskel er sproget (møblerne hedder selvfølgelig stadig de svenske navne). Vi fandt også et par danske bøger i nogle af deres udstillingsboliger. Så tæt på hjem, og alligevel så langt fra. Vi glæder os til at holde minijul med familien og lade dem smage noget dansk mad. Ellers savner jeg nu ikke den danske mad synderligt.

I dag er der sket den ene vigtige ting, at jeg har købt et nyt objektiv til mit kamera, som nu virker!