Ingen søvn i 45 timer

Min rejseblog starter midt over det storslåede atlantiske ocean, 10.363 meter over havets overflade.
Jeg kan se på kortet i skærmen, at jeg befinder mig under Grønland og ud for Spanien.
Jeg har det rigtig dejligt lige nu. Indtil videre har rejsen været yderst behagelig. Om det mest af alt skyldes den beroligende pille jeg har taget mod flyskræk er jeg ikke sikker på, men ikke desto mindre er turen forløbet nærmest uden lufthuller og turbulens (som nok er de ting, der giver mig allermest åndedrætsbesvær og klamme håndflader).
Beinta og jeg tog en taxa til lufthavnen kl. 5.40 i morges – efter en times søvn for mit vedkommende. Beinta var dog ikke videre begejstret for at skulle op ved 5-tiden: ”Hvad i alverden laver normale mennesker oppe på denne tid? Jeg har aldrig før været oppe så tidligt! Gå dog i seng!”
Det var enormt sødt af hende at tage med mig, og vi fik da også lige et par sidste gode grin, inden færingen tog en taxa tilbage til Grønjordskollegiet, så hun kunne ”nå at sove en halv time, inden hun skulle på arbejde”.

Flyveturen til London forløb yderst behageligt, bortset fra den ret så uappetitlige sandwich med plastikskinke og ost. Da jeg landede i Heathrow Lufthavn, havde jeg mest af alt lyst til at sove, så jeg fandt en række ret komfortable stole, og gik ud som et lys. Jeg vågnede med lidt mellemrum, og pludselig var der kun 40 minutter til flyet afgik til Miami! Spørg mig lige, om jeg fik skyndt mig ned til transfertoget i en fart!
Jeg nåede flyet, og her snart 4 timer efter sidder jeg og hører Mew (hvilket helt klart slår den beroligende pille med flere længder) og kom i tanke om, at jeg da kunne skrive mit første blogindlæg her. Udsigten er så betagende – små lammeskyer hvis skygger kaster sig i det atlantiske ocean, og solens stråler der omfanger jordkloden. Flyskræk eller ej, det må være et af de absolut smukkeste syn i verden. Det er et enormt fly med 10 stole på tværs, to gange, 53 rækker og to etager! Sidder ved siden af et par hollændere, tror jeg de må være, der har drukket sig snalrede i vin. På denne tur er der god mad, nemlig pasta tortellini med oste- og svampesovs og cherrytomater.

Jeg kan ærligt talt ikke fatte at jeg sidder her lige nu, på vej ud i den store vide verden for anden gang på et år. Jeg glæder mig virkelig til at komme til Guatemala og mødes med Nina, min rejsebuddy, og de andre, der skal hente mig i lufthavnen. Har det bare en anelse ufedt over, at jeg pga. mit første fly over Atlanten blev aflyst, nu kun har en time og et kvarter fra vi er landet, til det næste fly letter!

Nu vil jeg prøve at sove lidt, så de sidste 5 timer og et kvarter forhåbentlig kan gå lidt hurtigere. Tiden snegler sig virkelig af sted.

Nu er jeg vel ankommet i Antigua, Guatemala, og her er helt fantastisk.
Nåede lige at lave en mindre tudescene foran de amerikanske myndigheder, for da jeg landede, var der præcis en time til at nå mit næste fly.
Skulle selvfølgelig lige gå et par kilometer i lufthavnen før jeg kom til myndighederne, og der stod så 80.000 andre mennesker, som sjovt nok også skulle igennem. De kaldte mit navn over højttaleren (følte mig lidt VIP), og så fik jeg ellers en skrigende orange seddel hvor der stod EXPRESS, så jeg kunne komme hurtigere gennem sikkerhedskontrollen – men skulle jo stadig i kø, og der var en halv time tilbage. Så kunne jeg ikke holde tårerne tilbage oven på en lang rejse og ingen søvn. I know, meget amerikansk at give sig til at hyle midt i lufthavnen.

Heldigvis nåede jeg mit fly, der selvfølgelig var en time forsinket, og landede kl. 22 lokal tid i Guatemala City.  Prikken over i’et var, at min bagage var blevet væk – jeg stod en halv time ved bagagebåndet og stirrede tomt på de tasker og kufferter, der passerede mig for 5. gang.
Heldigvis viste det sig, at min taske pludselig dukkede op sammen med en af vagterne!
Jeg blev hentet af en sød gut og kørt til familien, hvor jeg skal bo, som virker rigtig søde. En mor og hendes to voksne børn.
Nina er også rigtig sød, så det tegner jo rigtig godt!

Lige som sidst er jeg fuld af forventninger og ustyrligt rejselysten, og samtidig tænker jeg på alle de dejlige mennesker som jeg kommer til at savne meget. Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: alle der har lyst, tid og råd, bør komme til Mexico og fejre nytår! I kommer ikke til at fortryde det et sekund. Bevis: Google billedsøgning på Cancun.

Og for resten: mit blognavn, til ikke fatter mere end 10 ord spansk. Vidorra betyder ”the good life” eller ”the simple life”, og det tror jeg egentlig kommer til at beskrive min rejse meget godt. Undskylder det grimme blogdesign, som er standard og jeg ikke har fået lavet om.