Me gusta San Pedro!

Udsigten fra en af de mange hårnålesving

Laundry service i San Pedro

Appelsintræ i Casa Blancas have

38(!)-årige David med killingen vi navngav John

Nina med killingen William

Den smukkeste solopgang

National Geographic forside!

Kvinderne vasker oceaner af tøj i søen

Flot udsigt og mig der lyser op (mangler desperat kulør!)

Den sødeste pige, der genert sagde ja til, at vi måtte tage et billede med hende

Efter noget af en kamp med en lettere retarderet receptionist med tilhørende meget tomt blik, fandt vi ud af, hvordan man kommer til San Pedro. Det er en lille by ved den store, bjergomkransede sø Atitlan.
Tiltrængt weekendtur skulle der til, og kl. 9 blev vi samlet op foran huset af en shuttle minibus, hvori der ud over os var to tyske piger og en amerikaner ved navn David, som I nok skal høre meget mere om.
Vejen dertil var forholdsvis ny og uden huller, men stakkels Nina bliver nemt køresyg og havde glemt sine piller, så det var bare at fokusere på vejen! Desværre kørte vi forbi et uheld ved en mindre landsby, hvor det så ud til, at hele byens indbyggere var samlet for at mindes, da vi passerede – vores chauffør fortalte, at der var en, der var blevet påkørt. Det så helt vildt ud, at der stod omkring 200 mennesker i en cirkel ude på vejen.
Der gik ikke længe før vi blev kastet ud i de skarpeste hårnålesving, jeg hidtil har oplevet. Dyt-dyt-dyyyt, lød det gennemtrængende hver eneste gang vi skulle dreje. Der var godt nok heller ikke meget plads at komme rundt på, og selvfølgelig næsten ingen afskærmning – godt for os med mildere højdeskræk!
Endelig nåede vi ned ad bjergsiden igen og efter knap 4 timer ankom vi til San Pedro, som er en sand lille turistperle (heldigvis rejser vi uden for højsæsonen). Vi fik vores allerførste nachos på en lille restaurant helt ud til søen. Her fik vi selskab af David, som jeg fra nu af vil betegne Dalai David.

Dalai David kræver sit helt eget afsnit. Mit førstehåndsindtryk fik jeg på busturen, hvor han sad i sin helt egen syrede verden og hørte musik i sine høretelefoner, alt imens han dansede siddende non stop i to timers tid – den fik ikke for lidt. Herefter joinede han os til frokost. Han præsenterede sig, var fra New Mexico, USA, og vi måtte meget gerne gætte hans alder. 23, foreslog Nina. 28, gættede jeg. Han grinte virkelig længe før han afslørede, at han er 38! Det er så sindssygt, og mor, her kommer noget, du bliver glad for at høre: Dalai David har dyrket yoga hver eneste dag de sidste 15 år, som han sagde: ”Jeg dyrkede yoga uden jeg vidste hvad det var. Jeg er født til at dyrke yoga og at lave smykker, det er mine gaver her i livet”. Jeg ved selvfølgelig ikke, om de 15 års yoga har gjort ham 15 år yngre både i krop og sind, men jeg har ingen anden forklaring.
Han bestilte naturligvis græsk salat og en smoothie, mens Nina og jeg sad og mæskede os i nachos, cheddar og frisklavet guacamole akkompagneret af en ret så vestlig sukkerbombe af en Coca Cola.
Midt i det hele begyndte han at strække ud og proklamerede, at fire timers salsa aftenen før var til at mærke i kroppen.
Dalai David har udgivet tre bøger om smykker i USA. Han laver meget specielle smykker, og de er blevet en succes stor nok til, at han kan leve af dem. Derfor rejser han nu rundt et år i Latinamerika, mens pengene automatisk tikker ind på kontoen – smart! Han har ikke nogen specifik uddannelse, for han rejste rundt i fem års tid i start 20’erne, hvor han nåede at besøge intet mindre end 32 lande!  Da han hørte, vi var fra Danmark, fortalte han os, at han som 18-årig ”havde brug for at finde sig selv” og derfor var taget til England og havde købt en cykel, hvorefter han cyklede det meste af Nordeuropa rundt. ”Jeg kan ikke huske så meget fra Danmark, men I har sgu de vildeste cykelstier, jeg har set”. Javel.

Vi tjekkede ind på Casa Blanca, som simpelthen lå i første række ud til søen med hængekøjer, frugttræer og ren idyl. Vi delte et værelse med Dalai David, som straks hoppede i søen og svømmede rundt som en lille fisk. Vi sad i haven under appelsintræet og opdagede hurtigt, at der løb to søde, bløde kattekillinger rundt, som efter lidt tid meget gerne ville kæles. Dalai David er selvfølgelig også en dyreven ud over det sædvanlige, og kattene ligefrem løb i hælene på ham, da de først havde set ham. Vi blev budt på den første lokale øl, som var ganske udmærket – først væltede Nina min øl, og bagefter væltede jeg vist nok hendes. Ikke et ord om klodsethed.
Vi mødte en hel flok israelere, som vi sad og sludrede lidt med, og så fik Dalai David den idé, at vi skulle gå en tur langs søen. Vi fandt et rigtig flot sted med en kæmpestor sten hvor børnene badede, kvinderne vaskede tøj og mændene fiskede med en snøre bundet om en flaske. Dalai David gik et stykke længere hen sammen med Moses, en af israelerne, og da de vendte tilbage et godt stykke tid efter, var det fordi, at de havde fundet det perfekte spot til meditation og en joint.

Jeg har aldrig set så mange gadehunde, som de har i San Pedro. Der er et utal af racer, alt fra Sankt Bernardshund til Sibirisk Husky og alverdens gadekryds. I starten var vi lidt utrygge ved, at de rendte rundt og snusede til os og nogle ville klappes, mens andre tilmed slikkede os på benene. Ingen af os er vaccineret mod rabies, men selv om hundene har interne opgør og territorier, gør de ikke os mennesker fortræd, hvilket er meget rart!
Om aftenen, da vi tog på restaurant, var der en hund, der fulgte hele vejen med derind og lagde sig under vores bord – ret komisk, at tjenerne bare lod den komme ind. Og lidt hyggeligt. Det minder mig om min mormor og morfars afdøde hund, Nuser, der altid skulle ligge under bordet og hapse spildt mad, når vi var hjemme hos dem og spise.
Vi snakkede med Anna fra Washington og Marina fra Polen, som var nogen, Dalai David havde mødt et par dage forinden. Anna fortalte, at hun er allergisk over for både gluten og mælkeprodukter. Et liv uden brød og mælkeprodukter! Der findes ikke ord for det. Marina cykler Mellemamerika rundt alene, hvilket er rimelig cool. Men det er godt hun cykler og holder sig slank, for hun fortalte, at hendes rekord var 11 portioner mad, alt imens hun sad og spiste af vores rester!

Det eneste jeg oprigtigt savnede ved vores dejlige ophold i San Pedro, var ørepropper. Da Nina og jeg gik i seng ved 22-tiden (ja, I læste rigtigt – vi havde aftalt at stå op 5.30 for at se solopgang!) var der gang i den lige uden for vores dør. Gruppen af israelere havde vist en lille fest. I baggrunden hørtes der et monotont beat fra en meget skrattende højttaler på et diskotek. Hertil var der masser af dytten i gaderne, høje råb og brag. Da israelerne endelig var gået til ro ved midnatstid, og da diskoteket lukkede ved 1-tiden, troede Nina og jeg, vi kunne ånde lettet op og få vores tiltrængte søvn. Men da blev det afløst af en skingrende sindssyg hane, som åbenbart mente, at nu var det morgen.  Som om det ikke var nok, var der en hund, der mente, at bølgepaptaget over værelset var det perfekte sted til en natlig gåtur.
Jeg ved ikke, hvordan det lykkedes os at falde i søvn (eller at komme op halv seks), men vi fortrød bestemt ikke. Vi trådte ud af døren til den smukkeste lyserøde himmel over de skyfri bjerge, og begav os over til føromtalte sten, hvor vi satte os og nød stilheden, mens vi knipsede løs for at få de helt rigtige ”Kodak moments” og ”National Geographic-billeder”, som Nina så fint betegner det.
Vaskekonerne var allerede oppe, og ude på søen sejlede en ensom fisker rundt og hev sit net op langs bredden i en båd, der mest af alt lignede en utæt trækasse. Jeg fik så inderligt ondt af ham, fordi han tilsyneladende ikke havde fanget én eneste fisk! Tænk hvis han havde sultne munde at mætte derhjemme…

Da vi stod op igen ved 9-tiden, bestilte vi efter anbefaling israelsk morgenmad bestående af shakshuka (google er din ven), lækkert brød, guacamole, frisk tomat og feta. Jeg tog mig sammen og fik en fantastisk formiddagsdukkert i søen, som havde en dejlig temperatur, mens Nina sad ved bredden udstyret med kamera og forevigede synet af min blegfede krop, haha.
Vi spiste frokost på en anden restaurant ud til bredden og bådebroen, og vores tjener havde glasøje, hvilket så lidt uhyggeligt ud. Turen hjem er ikke noget at skrive hjem om, vi sad 10 svedige backpackere klemt sammen i minibussen! En fyr fra Californien sørgede dog for god stemning med roadtrip-musik på hans åh-så-smarte iPad. Nina og jeg sad og snakkede om, at det var fedt, at ingen rigtig forstod dansk, da vi lidt efter faldt i snak med en australsk pige, der spurgte, om vi ikke var danskere? Meget pudsigt, for 
hendes kæreste var dansker og hun havde selv læst et semester på Københavns Universitet.

Da vi kom til Antigua sluttede vi af med et meal på McD til 25 kr. Bare kald mig multikapitalistisk og antikulturel, det er helt okay - for jeg har det skønt.