Casa Del Paraíso

Klodsmajor blev til "byg-et-slot-af-klodser" - bemærk fangekælderen!

Mariposa bonita

Stille og rolig mojito til solnedgangen

Solnedgang første aften

Pisaben spiller smart ved poolkanten

Vildt cool tattoo - dog med et par fejl, som irriterede indehaveren en del

Pool og bar

Nina og jeg - postkortmateriale

Nina blev sendt af sted som Superwoman

Surfing

Vores næste stop var Granada. Smuk, charmerende og gammel by ud til den store sø med det opfindsomme navn Nicaragua. Her kørte vi med oppyntet hestevogn til Oasis Hostel, som vi havde fået anbefalet af op til flere. Det var lidt pebret - men det hele værd. Det var fredfyldt med de obligatoriske hængekøjer, som jeg efterhånden har fået et bedre forhold til, en gårdhave, chaiselonger og verdens mindste pool, der var skøn til en nedkølende aftendukkert.
Dagene gik med at gå rundt i de smukke gader, tage på vaffelcafé, se et kaffe- og krukkemuseum med de mest syrede møbler (bagest havde de Arne Jacobsen 7’ere og en PH-lampe, som var det mest normale) og at se et reservat med hundredvis af farvestrålende sommerfugle i alverdens størrelser. Desuden tog vi en dag til Kyllingelagunen, som vi har døbt den – længere historie. Smukt og klart vand, stille atmosfære og desværre også uhyggeligt udsultede hunde, der scorede hele min frokost.  
Efter tre dage i det yderst billedskønne Granada drog vi videre til kystparadiset San Juan Del Sur (bedre kendt som SJDS, det er jo et frygteligt langt navn), hvor vi efter en helvedes tur i chicken bus (stod op hele vejen) endelig fandt en taxa, der ville køre os til vores anbefalede hotel til en acceptabel pris.

Casa Del Olas er officielt blevet min opfattelse af paradis på jord. Det betyder ”Bølgernes hus”, da Stillehavet, som der var den mest storslåede udsigt ud over, er ideelt til surfing. Det skulle vi også senere erfare – men først måtte vi måbe over det lækre hotel, der er ejet af et australsk par, hvor konen, Carla, ligner Gitte Nielsen. Hun havde fødselsdag, den dag vi ankom, så der var rigtig feststemning, og den lækreste kage, jeg nogensinde har smagt! På kagen stod der 42 i lysene, men i virkeligheden fyldte hun langt over 50 – stadig meget gang i den. Vi havde en kanon sjov aften: Nina og jeg lagde ud med et par Mojitos i poolen i solnedgangens skær. Som I nok kan se på billederne, ligner det fra visse vinkler, at poolen går i et med havet. Sådan en pool har jeg altid drømt om at besøge, men jeg troede aldrig, jeg ville få råd. Til 65 kr. pr. nat for dorms kunne det endelig lade sig gøre. Senere på aftenen var der som sagt dømt kage, fødselsdagssang og sofistikeret druk i den lækre bar. Vi fandt et spil Klodsmajor, eller Jenka, som det åbenbart også hedder. Det er godt nok mange år siden, jeg har spillet det! Selvfølgelig skulle det laves i en drukversion, og vi lokkede to amerikanere og en nordmand over til bordet som modspillere.
Den ene amerikaner, Matt, var umådeligt fuld, og jeg var imponeret over, at han ikke tabte én eneste gang. Det gjorde jeg heller ikke selv, men nordmanden var ikke så appelsinfri og ej heller god til at fjerne brikker uden tårnet væltede. Derfor var det ham, der fik tilegnet de fleste straf-shots. Senere hen fandt vi fire på stribe, som jo er en fantastisk tidløs klassiker! Her stod den 1-1 til Nina og jeg før vores promille fortalte os, at vi skulle stoppe. Vi havde i stedet en utroligt sjov og langt ude samtale med Matt aka. Pippin fra Ringenes Herre (han lignede ham virkelig) og Glen, som kaldte sig selv Harry Potter. Det blev en interessant samtale. Noget med, at Nina og jeg var tvillinger, jeg var fodlæge (ifølge Nina, mange tak) og hun var astronaut. Harry fortalte så, at han var plastikkirurg med speciale i bryster. Pippin var vist også en form for læge, og de var i hvert fald også brødre! Essensen i samtalen var, at alle løj, så det drev ned ad væggene, og det var så god humor – man skulle selvfølgelig have været der. De andre tog ind til byen ved midnatstid, men alt var alligevel lukket grundet tsunamivarsel – der havde været et yderst kraftigt jordskælv i Guatemala dagen før.

Den efterfølgende dag gik med lidt tømmermænd og en tur i shuttle ned til den lille by, hvor der var den hyggeligste bugt med vuggende fiskerbåde og yachts.  Nina og jeg så vores snit til at dele en gang lækre, snaskede nachos med det hele og skyde skylden på tømmermændene. Resten af dagen forløb fredfyldt med solbadning og svømning i poolen – næsten da. Vi havde lige en intern kamp med hotellets abe, Buzz, som for at sige det mildt er en rigtig kælling over for hotellets kvindelige gæster. Hun sidder i en lang snor langs den ene poolkant, hvor hun hopper og springer rundt som en ægte abekat. Jeg bryder mig som sådan ikke om, at de holder en abe i fangenskab. Det er et vildt dyr, og oftest er aber flokdyr, så jeg synes det er dybt forkasteligt. Men denne Buzz synes i hvert fald, den skulle hoppe op på Ninas hoved, da hun gik forbi, og stjæle hendes hårspænde. Mig tog den sig af senere på dagen, da den greb fat om begge mine ben og bed mig lige over knæet! Pisabe, altså. Eller jeg vil egentlig ikke beskylde aben for dens naturlige instinkter, men snarere ejerne for at holde aben som et turistplaster – folk elsker jo at lege med den, fodre den og tage billeder sammen med den. Åh, det gør mig arrig. Den bliver helt sikkert super stresset af at der kommer nye besøgende hver eneste dag.

Surfing skulle jo prøves, så vi drog til en strand 10 km væk for at lege babes i bølgen blå - sådan skulle det vist ikke helt gå. Vi fandt ud af, at det desværre kostede $30 for leje af surfboard og en times undervisning (hvilket er meget for en backpacker), så vi besluttede at leje såkaldte boogieboards i stedet. Forskellen er bare, at man ligger på boardet, det er mindre og ikke mindst nemmere. Stranden var smuk med høje klippeformationer i begge sider, og som bonusinfo er TV-serien ”Lost” åbenbart delvist optaget der. Bølgerne var flere meter høje, men man fandt hurtigt teknikken til at komme op på dem, men det var alligevel lidt svært at holde balancen. Nina og jeg hujede, grinte og skreg, og vi fik os begge en nærdrukneoplevelse, da bølgerne sugede os ned og man nærmest slog kolbøtter i vandet.
Vi har aftalt at vi vil prøve mere seriøs surfing på en af de caribiske øer.

Om aftenen stod den på første rigtige bytur på hele rejsen! Vi donerede resten af vores rom til baren, og de gav så cola og lavede dermed gratis drinks til alle. Desværre synes alle andre åbenbart, at fredagen skulle stå i filmens tegn (de har et lærred til at rulle ned foran poolen) så Nina og jeg endte med at få rigeligt rom og cola selv. Vi forsøgte at spille Twister med to deltagere, men det fungerede desværre ikke helt optimalt. Jeg fik også endelig lært at spille Backgammon!  Herefter opfandt vi en opdateret version af S, P eller K, og den vil jeg undlade at beskrive nærmere her. Ikke et ord om teenagere.
Der blev simpelthen for kedeligt på vores hotel, så vi smuttede ind til nabohotellet ”The Naked Tiger”, og som navnet nok antyder, er det et rigtigt feststed med masser af happy hour, graffiti, hilsner over alt og ”Updog” til $0. Ja, den kan I tænke over. Her mødte vi for første gang siden Utila et dansk par, som selvfølgelig var meget festglade. De røg begge, og jeg var tæt på at falde i grundet min promille, men jeg gjorde det ikke! Vi tog en shuttle til Downtown og havde i mellemtiden mødt briten Oli fra León igen, som vi var yderst glade for at se. Pludselig befandt vi os på et sted, der hed The Crazy Frog (skyd mig), men det var egentlig udmærket. Nina bestilte en Daquiri og jeg fik en Piña Colada, vi fik danset en del og det var rigtig sjovt.
Det synes vi så ikke det var dagen efter. Vi havde tømmermænd fra helvede begge to, og det eneste vi havde, var nudler vi havde købt dagen før. Heldigvis var der kold cola fra baren, som reddede situationen en smule. Selvmedlidenheden var dog stadig på sit højeste. Og aben synes lige, den skulle smage lidt på mit ben endnu en gang. Der ud over var det i sandhed ikke det værste sted at have tømmermænd, hvis jeg nu skal være rationel. Udsigten alene kan tage toppen af elendigheden, og hvis man tilsætter poolens nedkølende effekt og de søde mennesker omkring os (her i blandt verdens flotteste australier) var det jo egentlig ikke så slemt. Om aftenen blev der serveret mexicansk mad, og det var lige hvad jeg trængte til. Det er endnu en dejlig ting ved stedet – man spiser middag på familiemåden hver aften. Alle samlet om et langbord.

Om søndagen blev vi smidt ud af Paradis. Uden æbler indblandet.
Trist afsked, men vi havde bestilt en taxa til grænsen, som kun ligger 25 km fra SJDS. Det startede dog med at chaufføren kørte den helt forkerte vej, men hvad der ventede os ved grænsen, skulle vise sig at være langt værre. Jeg bliver helt træt ved tanken, men det tog os i hvert fald tre timer i alt at komme ind i Costa Rica. To af timerne stod vi simpelthen bare i kø. Jeg fik øje på en kæmpe bille på størrelse med en hånd, som jeg faldt i staver over. Den var virkelig klam og fascinerende på samme tid. Da vi endelig nåede skranken og stod og hang som to zombier med vores pas, spurgte kontrollen, hvor vores billetter ud af landet mon var? … Dyb indånding. Vores flybillet fra San Jose til Santo Domingo havde vi da ikke printet, og ved alle de andre grænser (vi er jo for fanden grænseeksperter efterhånden) har de intet krævet ud over penge. Men den gik ikke. Vi måtte derfor efterlade vores kufferter og finde et sted at printe billetterne. Heldigvis skulle vi ikke helt bagest i køen igen. Endelig fik vi vores stempel og tog med en bus til Liberia. Klokken var blevet mange, busserne var efterhånden stoppet med at køre, så vi fik os forhandlet frem til en okay gringo-pris med en taxachauffør, som ville køre os til Tilaran, en by kun 40 km fra Monteverde, vores endelige destination. Hvad han ikke nævnte, var, at det tog tre timer at tilbagelægge de sølle 40 km på elendige bjergveje. Det lærte vi så på den hårde måde efter en enkelt overnatning.

Santa Helena er en ret lille by i området Monteverde, hvor vi var taget til grundet ziplining. Byen ligger i skyerne i næsten 2000 meters højde, og der var virkelig koldt. Jeg blev forkølet af at være der! Og med koldt mener jeg 15 grader, hvis I skulle være i tvivl. Brrr! Nina og jeg kørte stilen fuldt ud og lavede kartoffelsalat med pølser til aftensmad. Det var virkelig lækkert og hyggeligt.
Vores hostel var samtidigt et turistinformationscenter, og de udbød simpelthen alverdens ture. Dog var det virkelig dyrt, så vi måtte prioritere: valget faldt på en tur i regnskoven med føromtalte ziplining og bungee jump aka. Tarzan swing. Det var helt bestemt alle pengene værd, selv om det regnede det meste af tiden og man i øvrigt lignede en lettere retarderet i det påkrævede udstyr. Havde til gengæld glimmersko på, fordi mine kondisko er doneret til Quetzaltrekkers, så det var de eneste lukkede sko jeg havde. Nu er det glimmersko med mudder, suk. Ziplining var vildt sjovt, man ”kører” simpelthen hen ad en line langt over jorden, som man bliver hægtet fast til i siddende position. De havde også en mere avanceret version kaldet Superman. Her blev man hægtet fast to steder på ryggen så man fløj nøjagtigt som Superman. Jeg manglede vitterligt kun en rød kappe og temamelodien, men jeg sørgede selv for hujen, da jeg blev sendt af sted omkring 80 meter over jorden. Der var virkelig knald på! Der troede vi lige et kort øjeblik, at vi havde nået toppen af adrenalinsuset, men vi manglede stadig Tarzan.
Jeg havde helt seriøst ikke troet, at jeg turde. Men Nina gjorde det lige før mig, og jeg ville jo ikke være en tøs, vel? Det er den vildeste følelse nogensinde at træde ud i ingenting 40 meter over jorden og med kun en sølle krog hægtet fast på ryggen. Da jeg kom ned rystede jeg som et espeløv og kunne dårligt tale – det var SÅ fedt, og jeg skal helt sikkert prøve noget højere en dag.

Man kan ikke rejse fra lille Danmark uden alligevel at føle sig lidt (for) hjemme af og til. Den sidste uges tid har vi mødt en tidligere ”Paradise Hotel” deltager og set massevis af Vestas-vindmøller. Vi har tilmed mødt et australsk par, der netop var rejst fra Danmark efter to år med adressen Kompagnistræde, København K og arbejde hos Georg Jensen!  Som om det ikke var nok, ser vi Maersk-containere over alt, og netop i dag er Centralamerikas største LEGO-butik åbnet i San Jose.

Nu har Beinta gentagende gange brokket sig over, at hun ikke bliver nævnt i mine blogindlæg, så værsgo’, din sure færing. Du er sgu meget sød. Jeg savner dig og Hansi. Og nej, jeg har stadig ikke plukket bananer.