Antijul og masseturisme

Vægmaleri - synes det ligner grotesk stor børnetegning med to gange Spiderman til højre

Cuba har utroligt rød jord

Cigarrulning

Viñales

Nedgang til grotten

Smukke, glitrende sten, som sikkert har et kringlet og geologisk navn

Flot med hjelm!

Man ved, man sidder i en turistbus, når nogen har parret sejlersko med Crocs. To rædsler i én, but why?

Nina-baben

Ensomme turister

Jeg kunne ikke vente med at hoppe i bølgen blå!

Juleaften var lige til at overskue

Varadero

Loco B og Loco G på taxaturen hjem

Cuba har det hele - her i blandt Viñales, som er en lille by tre timer fra Havana. Sjældent har jeg set så storslået natur! Vi boede hos en familie i et stort hus med en masse familiemedlemmer og en frodig have. Vi havde vores eget værelse med store senge og toilet/bad.
Første dag tog vi ud for at se et berømt maleri, der strækker sig intet mindre end 120 meter på en rå bjergvæg. Vi fangede en taxa og indså med en smule skuffelse, at maleriet – trods de fire år det tog de 18 kunstnere at male det – var virkelig grimt. Det var faktisk mere en skamplet på den fantastiske natur, men nu har vi da set det. Taxamanden var hurtig til at lave en deal med os, så han kunne køre os rundt i området og vise både grotter og udsigtspunkter. Det kunne vi jo ikke sige nej til.
Først tog vi ud og så en tobaksmark og mødte en bonde, der fremstillede en cigar til os hver og i øvrigt fortalte os, at regeringen tog 90% af hans indtjening. Det lyder i mine ører lige voldsomt nok, men det kan jeg jo ikke vide. Her fra tog vi videre til to storslåede udsigtspunkter – der var simpelthen så flot. Bjergene ligger spredt godt ud over landskabet, og de er i forskellige buede og runde former.
Jeg tog ud i en grotte, hvor man skulle sejle rundt. Der var egentlig ret flot, men bådturen blev lidt ødelagt af den flok kaglende, ældre turister der selvfølgelig skulle give ekko langt ind i grotten. Vi takkede vores chauffør mange gange for turen og tog ud og spiste dårlig aftensmad.

Dagen efter ville jeg gerne ud i Cubas største grotte, Santo Tomas.
Nina kunne ikke være med, da man skulle gå et stykke stejlt op ad for at komme ind i grotten, som ligger inde i et bjerg. Men hun var sød at tage med mig, vi fandt en gammel, himmelblå taxa med en flink chauffør, som så kørte Nina ud for at finde morgenmad, imens jeg var på opdagelse i grotten.
Nu har jeg trods alt ikke været i mange grotter i mit liv, men denne var uden tvivl den flotteste, jeg har set. Den var samtidigt også udfordrende, og det gik stejlt nedad nogle steder.  Vores guide var virkelig en cool, ældre mand, der spillede musik på drypstenene og havde følgeskab af sin trofaste hund, der selvfølgelig uden problemer kunne hoppe og springe rundt på de mest umulige steder – på et tidspunkt blev den dog så træt, at den lagde sig til at sove midt inde i mørket. For mørkt, det var der. Da vi var gået cirka en time ind i dybet bad guiden os om at slukke vores pandelamper og nyde stilheden. Det var helt surrealistisk, så mørkt det var! I sådan en grad af mørke er der jo intet glimt af lys, øjnene kan vænne sig til. Det var en vild følelse. Hjemvendt til vores casa igen fik jeg sådan en lyst til en cykeltur ud i den landlige idyl, og så var det jo heldigt, at der var cykeludlejning lige ude på gaden. Jeg har ikke cyklet i virkelig lang tid, men det glemmer man jo aldrig. Det var en skøn tur jeg fik mig der, og så kunne jeg også helt selv bestemme, hvor mange gange jeg ville stoppe for at tage billeder undervejs. Jeg kørte forbi små landsbyer, store bjerge, plantager, majsmarker og græssende køer. Stilheden og afslappetheden var befriende, selv om det var en anelse varmt at cykle op ad bakkerne på hjemturen.

Tilbage i Havana syntes vi begge, at vi fortjente en lækker biltur i en af de store, gamle amerikanerslæder, som kører rundt over alt. Nina blev hjemme mens jeg gik ind til midtbyen og startede forhandlingerne. Jeg ville selvfølgelig allerhelst have en tur i en pink bil (ikke et ord om Barbie), men de tre forskellige mænd jeg henvendte mig til, krævede det hvide ud af øjnene for en halv times køretur. Sådan gik jeg rundt og forhandlede en halv times tid, før jeg fandt en lækker rød og hvid Ford cabriolet (henvendelse til min bror for mere specificeret model), som efter en diskussion gik med til en halv times tur for ca. 100 kr. Vi cruisede ned til vores gade og hentede Nina, som heldigvis var ganske tilfreds med mit valg af bil, og herefter kørte vi lidt rundt, blandt andet til revolutionspladsen, som har store monumenter og portrætter af Che Guevara og Fidel Castro, videre ned til Malecón, som er den otte kilometer lange promenade langs vandet, hvor vi også lige gjorde stop for at få nogle fede blærebilleder. Det var altså en cool oplevelse – jeg kan godt mærke, at min bror gennem årene har haft en indflydelse på mit forhold til biler!

Vi syntes efterfølgende, at vi godt kunne bruge en lille slentretur i en af de utallige parker, og mens vi sad på en bænk der, kom to fyre forbi og hilste, og spurgte hvor vi var fra – lige som utallige andre, men de forsikrede os om, at de bare ville høre, hvor i Europa vi var fra, fordi de selv rejser dertil i januar.
De bød os på en øl, og vi takkede ja. Leo og Raúl, hedder de. Det sjove (eller mindre sjove) var, at vi selvfølgelig skulle gætte hinandens alder. De gættede at både Nina og jeg skulle være omkring 29! Vi gættede deres alder til at være det samme. De var så begge 38 år. Folk ser virkelig generelt yngre ud, jo mørkere de er i huden. Sindssygt snyd. Det medførte dog også en mindre misforståelse. Nina spurgte, om de virkelig så os som fuldvoksne (adults)? Hvorefter Leo svarer, at de da ikke ville have snakket med os, hvis vi lignede hunde! Adults og dogs, tja! Raúl var ikke så god til engelsk, så vi forsøgte os med lidt spansk. Han manglede et øre. Vi er ikke sikre på, vi vil vide hvad der var sket. Han var også arret i hele ansigtet. De fortalte dog, at de havde udtjent to års værnepligt tidligere. Hyggeligt at snakke lidt med nogle lokale, selv om vi jo også har George og Julio på vores hostel. De er super flinke og hjælpsomme. George er faktisk uddannet læge, men det er ikke til at få job! Julio ejer lejligheden, som jo fungerer som mini-hostel, men han har til gengæld ingen hals. Det ser lidt spøjst ud.

Nu er I alle sammen sikkert ved at gå til i spænding over, hvordan vi holdt jul i udlandet – og tilmed Cuba. Kort og godt, så valgte vi at holde anti-jul! Turister i voldsomme mængder slap vi ikke for, men det var vi også godt klar over, da vi valgte at tage til Varadero. Cubas turistplaster – en kilometerlang kyst med det smukkeste vand, jeg hidtil har set. Og nu vil jeg da uden at prale mene, at jeg har været på en del smukke strande efterhånden. Vandet er simpelthen så klart, sandet så fint og de turkise nuancer enestående. Det medfører selvklart sin del af store og eksklusive resorts, som selvfølgelig også er ejede af staten. Vi valgte dog en billigere løsning i form af en af de mange private hjem, der har tilladelse til at leje værelser ud. Vi endte hos et sødt, ældre ægtepar og fik vores helt egen afdeling med stue, soveværelse, toilet og bad. To minutters gang fra stranden. Ganske udmærket, hvis jeg selv skal sige det. Og så til 150 kr. pr. nat i stedet for 1500 kr. Vi boede et stykke væk fra de store resorts, men til gengæld havde vi samtlige souvenirbikse inden for overskuelig rækkevidde. Den første dag gik vi lidt rundt og kiggede, men jeg mener det virkelig når jeg siger, at mine øjne ikke kan tåle at se på flere afskyelige sager. Kan dog afsløre, at jeg købte en ting til min kære farmand i en af biksene, men han er jo også turist helt ind i hjertet, selv om han nok mere vil betegne sig som en stor opdagelsesrejsende!
Nina og jeg var dog også slemme turister, da det greb os. De første par dage stormede det nemlig helt vildt, så vi kunne ikke ligge og sole os og bade på stranden. Internet kunne vi heller ikke finde. Vores økonomiske tilstand satte også visse grænser. Så vi gjorde det utænkelige: købte en ”hop on – hop off” billet til de hæsligt dekorerede røde dobbeltdækkerbusser uden tag, fyldt med turister – især i følgende kategorier:

- Den obligatoriske japanske gruppe, der ærligt talt ser ret identiske ud i mine øjne. De klikker løs i alle vinkler med deres hypermoderne iPads, iCameras og iJegvedikkehvad og vinker lidt for entusiastisk, når en dobbeltdækkerbus med andre identiske japanere passerer i den modsatte vejbane.
- Den ældre tyske turist, der forvirret spørger, om hendes billet mon gælder til resten af dagen, hvis hun hopper af et sted, for tænk hvis nu hun pludselig stod dér helt alene i Varadero blandt alle de farlige hoteller, restauranter og hjælpsomme mennesker.
- Det forelskede par, der sidder ligblege indsmurte i faktor 50 i deres praktiske armygrønne bukser der kan lynes af til shorts og brune sandaler med  velkrolukning, mens de ivrigt studerer deres gratis fold-ud-kort over områdets seværdigheder, så som en ”gammel, autentisk borg” anno 2006, bygget for turisterne.
- De overgearede amerikanere med tørklæder bundet kækt om håret, overforbrug af glitrende lipgloss og en medfølgende overbevisning om, at de bestemt ikke er særligt turistede, for så havde de jo ikke taget til Cuba, vel? Høje stemmer udbryder én efter én: ”Oh my God, look at that amazing palm tree!”, ”oh my GAWD, Betty! Did you know they have a THREE DOLLAR BILL here?” og  ”oh my God, [indsæt selv vilkårlig sætning med kraftig amerikansk accent]”.
- De to backpackere, som meget gerne vil føle sig så lokale som muligt, men som selvfølgelig heller ikke er for fine til at se de turistede steder. De sidder bagest i bussen og føler sig lidt malplacerede. De vil ikke helt indrømme, at de faktisk også falder ind under kategorien som småkiksede turister med solbriller, kamera og klipklappere. Den ene er i øvrigt rødhåret og den anden brunette.

Var det juleaften jeg kom fra? Jeg blev lige grebet af min turistberetning. Jeg synes simpelthen det er så morsomt med stereotyper.
Juleaftensdag havde vinden lagt sig, og vi kunne derfor overholde vores geniale plan om at tage på stranden, slappe af og få en lækker kulør (tan lyder bare bedre. Kulør får mig til at tænke på sovs). Vi fik svømmet i det lækre vand, taget nogle billeder og hygget rigtig meget. Senere på dagen tog vi hjemad, gjorde os klar og sagde "feliz navidad" til vores værter. Så tog vi på stranden igen for at se solnedgang, hvor mit kamera endnu en gang valgte at svigte. Rimelig dårlig julegave. Vi tog ud og spiste okay aftensmad på et sted hvor 345 myg kredsede om vores hoveder, mens vi svælgede os i ægte Coca Cola og jeg fik min første bøf i noget der minder om 100 år. Efterfølgende tog vi på en bar ud til stranden, hvor jeg fik en lidt for eksotisk Piña Colada fyldt med kokosstykker. Den blev heldigvis efterfulgt af en god Mojito. Nina fik den geniale idé at vi skulle spille pool. Jeg var ikke så glad ved tanken, da jeg altid takker nej til at spille pool i byen, og de gange jeg rent faktisk har gjort det, har jeg altid tabt, medmindre min modspiller har haft en promille på over fem. Til gengæld har jeg aldrig været så fuld og klodset, at jeg har smadret lampen over bordet med min kø, vel Tess? Det var nu ganske sjovt, og vi spillede efter Ninas hardcore jyske regler. Der var ingen kære mor, heller ikke selv om jeg tabte begge gange! Så var det godt vi kunne slappe af med en god lokal øl på stranden bagefter, mens vi så på stjerner og efterhånden blev lidt fulde.

Vi havde læst om et diskotek, der lå i en grotte ikke så langt væk – der skulle vi selvfølgelig hen og afslutte vores anti-jul. Der var dyr indgang, men til gengæld også et flot danseshow med toptrænede, små, fine kvinder, der dansede med høje, sorte og virkelig bøssede mænd. Det var rigtig flot, selv om man blev lidt misundelig på deres rytmiske sans. Til gengæld var der to mindre heldige sangere som vi døbte Dario og Frk. Hanegal. Dario troede selv, at hans stemme var guds gave til kvinder, men den faldt i hvert fald ikke i vores smag. Frk. Hanegal havde den vildeste turkis fjermanke på hovedet, der var flere meter høj. Jeg aner ikke, hvordan hun holdte den oppe. Men Nina og jeg havde det ustyrligt sjovt med at lege kommentatorer.
Efter showet stod den store scene helt tom, da der begyndte at komme dansehits – det var noget af en skam, syntes vi. Ingen ville rigtigt indvie ballet efter dansernes imponerende præstation. Jeg sagde til Nina, at det fandme kun var anti-jul én gang, og så hoppede vi op på scenen i bare tæer og dansede den næste times tid! Efterhånden fulgte flere trop, og der var en rigtig god stemning!

Hjemturen var noget for sig. Vi fik hyret os en gammel amerikanerbil, som viste sig at have en lille skærm med musikvideoer. Chaufføren var cool og fyrede op for Snoop Dogg. Vi sad på bagsædet og følte os lidt for seje til verden, mens vi susede af sted med åbne vinduer, skrålende stemmer og hvin. Sjovt var det indtil vi skulle betale, hvor chaufføren syntes, at han skulle kræve mere end aftalt. Vi diskuterede kort frem og tilbage, gav ham det oprindelige beløb, hvorefter han truede os med at han ville ringe til politiet. Vores respons var, at det måtte han da gerne, men vi ville lige gå ind og købe noget natmad imens. Det var selvfølgelig bare en tom trussel - Nina og jeg tog det med et grin i vores snalrede tilstand. Alt i alt var det en fantastisk anti-jul!