Telica ved fuldmåne

Holdet på toppen

Telica (forrest) og San Cristobal, Nicaraguas højeste vulkan

Nina i solopgangen

En ørn fløj forbi - det var et sandt Kodak moment

Den begyndende nedtur!

Nina, Baby og Ginny

Mig på vej op af Cerre Negro - jeg havde det SÅ dårligt

Jeg ved ikke om man kan fornemme, hvor stejlt det er? Volcano Boarding

Vi har nu rundet vores ottende dag i Nicaragua. Jeg vil for en gangs skyld ikke starte med at nævne, hvor langt jeg er bagud med bloggen – for det er vel egentlig kun mig selv, der bestemmer. Men nu gjorde jeg det vist indirekte alligevel. Nina og jeg oplever nye ting hver eneste dag, og jeg er virkelig glad for at rejse med hende. I Nicaragua er vores danske, dvaske og dovne kroppe virkelig kommet på prøve. Noget af det eneste, jeg vidste om landet i forvejen er, at de har et virkelig anstrengt forhold til aborter – de fleste er katolikker og meget troende, og landet har en lovgivning der gør det ulovligt at få abort. Og så er det i øvrigt lige meget, om man er blevet voldtaget eller udsat for incest. Det var en sag jeg arbejdede med i min tid hos Amnesty International, og som stadig er ubegribelig og vigtig! Ellers tror mange faktisk, at Nicaragua ligger i Afrika (jeg tror, de forveksler det med Nigeria).
Nå, det var et sidespring. Men det første jeg skulle lære, da jeg rent faktisk ankom til landet var, at det er et utroligt vulkanrigt land. Det skulle jeg senere mærke på egen krop. Først gjaldt det dog tyveri. Nina og jeg tjekkede efter anbefalinger på nettet og i Lonely Planets bøger ind på Big Foot Hostel i León. Det var egentlig ret cool og med den helt rigtige backpacker-ånd. Deres dorms var lidt små, og deres fodformede pool var den mindste, jeg har set – til gengæld kostede det $3 pr. nat, så de småting var til at overse. Vi mødte en sød bøss’ fra Tel Aviv og to svenske flickor, som vi satte os til at spille Monopoly med – gud, hvor er det længe siden, jeg har spillet det. Det må gå helt tilbage til lange vintereftermiddage i SFO’en. Vi havde derfor glemt, hvor længe spillet rent faktisk kan tage.
Men det er desværre heller ikke kun det, vi husker Big Foot for. Nina lagde ud med at få stjålet sin smartphone og måtte sove i fællesrummet, fordi hendes seng manglede en blæser. Dagen efter var jeg åbenbart så naiv at lade min lagenpose ligge fremme på min seng. Vupti, så forsvandt den også. Bægeret flød over, da vi havde efterladt en lækker rest pizza i det fælles køleskab med NAVN, DATO og tilmed et ”HANDS OFF, PLEASE” til næste dags frokost. Og ja, den var sjovt nok også forsvundet. Er folk idioter?! Nina døbte stedet ”Bermuda trekanten”, efterlyste sin telefon og sukkede dybt et par gange. Jeg blev rimelig vred, gik i receptionen og brokkede mig. Jeg skabte mig ikke, og jeg gjorde meget ud af at uddybe, at det bestemt ikke var personalets ansvar det hele, men at jeg ikke gad bo et sted, hvor det næste man kunne forvente var, at man selv blev kidnappet. Jeg fik mine penge tilbage for den kommende overnatning og flyttede over på den anden side af vejen på Via Via. Det er uden tvivl et af de bedste hostels, vi har boet på. Fed bar oppe foran med pool, live musik og søde bartendere - restaurant med lang ventetid og lidt regnefejl, men til gengæld rigtig god mad. Soveafdelingen fandtes helt bagest med fællesrum, gårdhave, en sød kat og dorms til $5 pr. nat – så stadig lige til at betale! Om aftenen var der bingo arrangeret i samarbejde med Quetzaltrekkers, som vi senere skulle lege bjergbestigere med, og Nina lokkede mig med til det. Jeg tænkte ærligt talt straks pensionistklub, men det skulle vise sig at være alt andet end dét. Nu er min ellers veludviklede drukspilsviden udvidet med endnu ét – Gringo Bingo, som jeg døbte det. I bund og grund fik man et shot, så snart man havde nogle bestemte af de opråbte numre. Nina og jeg var endda så heldige at vinde på vores fælles plade – en flaske lokal rom! Og det var endda en ekstra plade vi havde fået uden at betale for den. Pensionistbingo go home!

Endelig stod den på vulkan hiking til Telica. Vi mødtes hos Quetzaltrekkers kl. 21.30 om aftenen, som er en non profit organisation med volontører, hvor ens penge går udelukkende til forskellige velgørende projekter i lokalområdet. Vi var hele 24 personer og fire guider, der skulle hjælpe os sikkert til toppen. Efter en lækker gang gullasch og hjemmebagt brød var der ingen vej uden om. Vi blev kørt i åbne trucks til et ukendt sted, hvor der var boblende mudder på begge sider af vejen! Trods ingen søvn siden kl. 9 om morgenen var vi forholdsvis optimistiske ved tanken om at skulle være oppe (og tilmed virkelig aktive) hele natten. Måneskinnet og den stjerneklare himmel oplyste landskabet så smukt, og i starten gik det ikke så stejlt opad. Vi passerede store, åbne marker, hoppede over hegn og gik af og til gennem en majsmark med utroligt høje planter. Det blev hurtigt hårdere, og selv med komplet rygestop synes jeg godt nok stadig, jeg kunne mærke min manglende kondition. Heldigvis var alle guiderne søde til at gøre os opmærksomme på, at vi skulle tage det i eget tempo. Da klokken slog midnat sang vi fødselsdagssang for Emma, en irer – det må være fedt at fejre fødselsdag på en aktiv vulkan. Vi andre kunne så fejre Halloween, som faktisk er oprindeligt er en irsk tradition, fandt jeg ud af.
Pludselig gik det stejlere opad med en helvedes masse løse sten, og jeg satte virkelig pris på min pandelampe og min iPod. Ja, det havde været flottere udelukkende at gå i lyset fra månen, men så var jeg også kommet ned med brækkede arme og ben. Det krævede megen koncentration, og der var hele tiden nye fælder i form af store myrehuller, træstammer hen over ”stien”, løse sten og jordskred, grene i øjenhøjde etc. Efter ca. tre timers vandretur kunne vi endelig se en bjergtop. Jeg skulle både tisse og forsøge at tage billeder i mørket (umuligt, skodkamera), så jeg sakkede lidt bag ud. Nina, en canadisk kvinde og en guide var dog stadig bag mig et sted. Jeg ventede lidt på dem, men da de ikke dukkede op, besluttede jeg mig for at gå op ad bjerget – de andre kunne jo ikke være langt væk. Da jeg kom op på toppen var der ikke et øje. For at komme over til vulkanen skulle man ned ad bjerget på den anden side og op ad krateret. Jeg kunne godt se over på krateret, men det var jo ikke til at vide, hvilken vej de andre var gået. Jeg kunne ingen pandelamper se, ingen stemmer høre og ingen bevægelser fornemme. Jeg begyndte at bevæge mig ned ad bjergsiden og følte mig pludselig meget alene i natten. Jeg gentog for mig selv, at jeg ikke skulle gå i panik, ikke gå i panik, ikke… OG DÉR SÅ JEG IND I ET PAR LYSENDE, GULLIGE ØJNE, og mit hjerte sprang et slag over. Der findes pantere i Latinamerika. Der findes til gengæld også helt almindelige, fede, dumme køer. Og dem var jeg pludselig omringet af. Så længe der ikke fandtes en tyr, der ville blive provokeret af mine larmende fodtrin og skarpe lys fra panden, ville de ikke gøre mig noget. Det ændrede dog ikke det faktum, at jeg fik jordens største chok af den dumme ko!
Efter yderligere nogle få minutter halede jeg dog ind på resten af gruppen, der var nået til kraterets top. Det var virkelig det hele værd, selv om svovllugten og røgen var lettere kvælende. Ginny, vores ene guide, fortalte dog, at jo mere det lugtede, jo mindre skadeligt var det faktisk. Forklaringen kan jeg ikke huske. Jeg kan kun huske at jeg stod på afgrunden af krateret, 1000 meter over havets overflade, og så 120 meter ned, hvor lavaen boblede i alverdens røde nuancer. Det syn vil jeg aldrig glemme, det var fuldstændig usammenligneligt! Efterfølgende gik vi i samlet flok tilbage til bjergtoppen, hvor man nu kunne se køerne tydeligere i den begyndende solopgang. Om det var en flot solopgang? Jeg tror jeg vil lade billederne tale for sig selv. Imens lavede vi lækre baguettes med guacamole, feta og diverse grøntsager. Aldrig har en simpel sandwich smagt så himmelsk. Efter omkring en time på toppen begyndte nedturen, som bogstaveligt talt var totalt nedtur! Jeg synes det var langt hårdere, selv om det nu var lyst og lettere at orientere sig. Til gengæld var man godt træt i kroppen, balancen og hovedet. Desuden skred man meget nemt i grus, sten osv. Jeg tror guiderne var en smule trætte af, at Nina og jeg var så langsomme, men de var meget tålmodige og søde. Da vi havde gået knap to timer havde Nina for ondt i sit knæ til at gå særlig meget længere, så Ginny gik i forvejen og lejede en hest til hende af en bondemand. Det var bare så sødt af dem, og hun skulle ikke engang selv betale! Jeg faldt i snak med den anden guide, Richard, en 23-årig englænder. Det viste sig, at han var en rigtig Harry Potter nørd, så den næste times tid gik med udfordringer såsom ”nævn de fulde navne på Gryffindors Quiddith-hold, da Harry startede som søger” og ”nævn alle lærerne gennem tiden i Forsvar mod mørkets kræfter”. Diverse filmscener blev også diskuteret heftigt. Det var så hyggeligt, og jeg glemte for en stund mine smertende ben, mine vabler og den bagende sol, der var ulidelig. Pludselig så jeg en slange i græsset – den var over en meter lang og helt limegrøn! De andre nåede desværre ikke at se den, da den var godt camoufleret. Nina hyggede sig dog på hesten, hun døbte Baby, og hun red den helt selv! Selv om det faktisk udviklede sig til en optursagtig nedtur, var jeg nu alligevel lettet, da vi endelig så bilen, der skulle køre os tilbage. Der havde vi været af sted i intet mindre end 12 timer. Selv om der var morgenmad, da vi kom tilbage, valgte Nina og jeg at gå direkte hjem i seng og sov til kl. 18. Der skulle vi til gengæld også op, for det var jo Halloween, og vi havde hørt rygter om en udklædningsfest på Chilli Inn. Hvad gør en klog backpacker så, når hun intet kostume har at hive op af kufferten?
Jeg benyttede mig af katte-tricket. Det er nemt at tegne næse og knurhår, jeg klippede to ører ud af et postkort og klistrede på en hårbøjle, og jeg lånte et sort bånd af Nina som hale – derudover bare sort tøj. Så havde jeg pludselig en udklædning ud af ingenting, og fik tilmed rabat i indgangen af den grund. På vejen derover lavede folk vi passerede "miav"-lyde efter os, det var virkelig morsomt.
Nina lånte mine stribede knæstrømper, havde selv en skotskternet nederdel og tilsatte flot make up og fletninger, og voila: en skolepige! Til Halloween hang vi ud med Oli, den sødeste, lille 18-årige englænder, som vi boede på værelse med – Yvonne, en tysk kvinde, og Ryan fra Alaska. Der var mange fede udklædninger og gode Mojitos til 10 kr! Desværre havde DJ’en aldrig hørt om anden musik end tramp og techno, selv om Nina og jeg var oppe og ønske nogle numre. Det kunne et nok så fedt lysshow og en græsplæne som dansegulv desværre ikke lave om på, så vi smuttede videre efter yderligere et par drinks.
Vi var blevet godt sultne, så vi rendte rundt på bare tæer i Leóns gader og ledte efter chips. Vi kunne kun finde nogle få gadekøkkener, der stadig havde åbent, men vi havde hverken lyst til burgere eller hotdogs. Pludselig stødte vi ind i Tim, amerikaneren, der havde været opråber til bingo, og han viste os et andet sted, hvor de heller ikke havde chips. Til gengæld fik Nina og jeg verdens mest ustyrlige grineflip over en stakkels kvinde, der var blevet godt og grundigt træt af at arbejde, som nu lå med åben mund og sov hen over et vakkelvornt bord med en tændt radio lige op i ansigtet – hold nu op, hvor så det komisk ud.

Med semitømmermænd begav vi os til stranden, hvor vi tilbragte det meste af dagen. Den ligger kun 15 km fra León, og vi havde den næsten for os selv. Det var lækkert og igen med enorme bølger, da det er ud til Stillehavet. Da vi skulle hjemad kørte bussen lige for næsen af os, så vi måtte tage en taxa. Det er hvad der kan ske…
I León findes mange gode restauranter og bagerier, og Nina og jeg har fået en god vane med at tage madresterne med (man får jo altid mad til mindst to i én portion) og give dem til fattige mennesker og tiggere på gaden. Det giver på sin vis en smule bedre samvittighed over at være så velstillet og bare kunne rejse rundt og gøre lige, hvad der passer en. Jeg prøver gang på gang at stoppe mig selv lidt i alle de etiske og moralske problemstillinger, men jeg har godt nok svært ved at lade være.
Jeg har også været en sand engel og doneret noget legetøj og mit myggenet til Quetzaltrekkers, så de kan give det videre til nogle børn. Jeg har virkelig meget respekt for organisationen, og jeg vil give mine anbefalinger videre til alle, der nogensinde kommer til Nicaragua eller Guatemala og vil udfordres af de mægtige vulkaner.

Vi blev i León tre dage længere end forventet, men vi var simpelthen nødt til også at prøve Volcano Boarding, som det så fint hedder. Det er det vildeste adrenalinsus, men desværre var jeg dårlig da vi skulle op på Cerre Negro for at drøne ned ad bjergsiden (rekorden på board er 90 km/t, og på cykel er der en vovemodig fyr, der har kørt 110 km/t). Heldigvis gør de det to gange på én tur, så i første omgang blev jeg nede sammen med en guide, men i anden omgang tog jeg mig sammen trods kraftige mavesmerter. Vulkanen er ”kun” 728 meter, men det går meget hurtigt stejlt opad. Man kan gå op på 45 minutter, hvilket vi skulle – bærende på vand, board, kedeldragt, beskyttelsesbriller og handsker. En sød amerikaner tog mit board for mig, ellers var jeg sgu aldrig nået toppen. Udsigten var ubeskriveligt smuk, men jeg havde ikke energi nok til at nyde den! På toppen tog vi vores udstyr på, og man lignede, for at sige det pænt, en komplet idiot. Endelig kunne jeg sætte mig til rette og drøne af sted med et godt skub fra guiden – wow, det var vildt. Som at kælke, bare med mere fart på og med en god gang vulkanstøv og småsten i hele hovedet, håret samt ørerne, da jeg kom ned. Det var virkelig sjovt, også selv om jeg var ret dårlig! Det er ikke hver dag man kælker ned ad en vulkan iført grøn kedeldragt, lad mig sige det sådan.

Funfact: I denne weekend er der valg i Nicaragua, og der har derfor været forbud fra fredag til og med søndag mod både udskænkning og generel salg af alkohol – både på restauranter, barer og i butikker! Så kan det nok være, at man får sat sit kryds i ædru tilstand, hva’?