Utopiske Utila

Mærkelig fisk!

Nina og Mags på båden

Båden nedefra!

Smukke koraller!

Ninas Crush

Mags, vores instruktør

Vi fandt ikke Nemo, men vi fandt tusindvis af andre farverige fisk

Privat strand

Noget af crewet fra venstre: Natacha, Mags, Santiago og Captain Morgan

I går ankom vi til León, Nicaragua, som er en by ca. 10 km. fra Stillehavet. Jeg er alvorligt bagud med blogging efterhånden, men det må jo betyde at vi har travlt og oplever en masse!
Jeg vil utroligt dele min beretning fra mit dykkereventyr med jer alle. Jeg tog som sagt mit dykkercertifikat på Utila (tænker hele tiden Utøya, når jeg hører det), som er en lille, hyggelig ø på størrelse med Sejerø. Den er en del af de tre Bay Islands og ligger 30 km. ud for kysten. Vi tog dertil fra La Ceiba med en lille færge og ankom en time senere til øen, hvor vi fandt dykkercentret Captain Morgan’s, som jo på navnet alene antyder, at det er et virkelig godt sted. Vi fik os en snak med Meg fra Australien, som er en af instruktørerne på stedet, og besluttede os for, at vi ville tage dykkercertifikatet der. Med til stedet hørte også Pirate’s Bay Inn, som er et nybygget hostel lige ud til en lille, privat strand. Og med i tilbuddet hørte endda seks gratis overnatninger på stedet, så vi kunne jo slet ikke få hænderne ned!
Vi kom i gang med prøvedykningerne allerede samme dag, og vi kom på hold med fire canadiske fyre, som var rigtig sjove og hyggelige.  Først skulle vi se en hæslig teorivideo fra start 90’erne, som PADI har udgivet til de forskellige kurser, man kan tage. Dem var der desværre fem af, skulle vi senere sande.
Vi tog ud med Captain Morgan’s båd, og vores kaptajn var virkelig en lækker pirat. Vi skulle lære at sætte udstyret op, tjekke iltflasker osv. Der er en helt masse praktiske ting, man skal have styr på, hvis man vil undgå at lide druknedøden. Og det er vel egentlig også forståeligt nok. Vi sejlede ud til en strand, hvor vi kunne øve en masse forskellige teknikker på omkring halvanden meters dybde. Stadig lidt sejere end at lave øvelserne i en pool – der svømmer ikke allerede dér eksotiske fisk rundt.
Efter nogle simple øvelser skulle vi prøve kræfter med det tryk, man bliver udsat for, når man dykker. Derfor skulle vi nu ned på 4-5 meters dybde, og selv om det ikke lyder af meget, giver det virkelig en tryk i ørerne. Nina var desværre ikke i stand til at dykke ned, da hun har problemer med sine ører, så det var virkelig ærgerligt. Os andre fik lavet øvelser nede på bunden som at tage ilttilførslen ud og bytte den med sin dykkerbuddys, hvis man løber tør for ilt, eller andet går galt. Desuden skulle vi tage vores maske af og prøve at svømme rundt uden. Man bliver langt mere desorienteret, end man umiddelbart skulle tro, og det er lidt ubehageligt. Men hvor var det en helt igennem ubeskrivelig følelse, at kunne svømme rundt nede langs bunden og være i stand til at trække vejret, mens man betragtede solens stråler glimte i havoverfladen. Da vi var færdige med dag 1, kom vi totalt udmattede hjem til Pirate’s Bay, hvor vi kunne soppe på stranden og slappe helt af.

De næste par dage gik med flere dyk og øvelser på langt dybere vand. Som Open Water dykker må man dykke ned til 18 meter, og det gjorde vi – det var så vildt og et ordentligt adrenalinkick!
Teorien blev jeg stadig ikke bedre venner med, men det var nu bare at se de åndssvage videoer og besvare de tilhørende spørgsmål, selv om man nu var godt udkørt efter 5 timer på og i havet hver dag. Det meste gav jo sig selv, når man først var derude. Vi skulle også lave en såkaldt Cæsar-opstigning på omkring 10 meters dybde, hvor man i en nødsituation skal være i stand til at stige op til overfladen uden ilt. Man skal simpelthen sige en ”aaarrh”-lyd og udånde hele vejen op. Det var faktisk ikke så svært endda. Så skulle vi også tage vores udstyr af og på både i overfladen og nede på bunden. Men efter øvelserne fik vi også lov til at svømme rundt med Mags, vores britiske instruktør. Hun var virkelig cool, smuk mulat med bittesmå krøller og kridhvide tænder.
Den ene dag dykkede vi først ned til et skibsvrag, som var fuldstændigt dækket af koraller og andre havplanter – det var virkelig fedt! Ærgrede mig meget over manglende undervandskamera. Indså nedslået, at det nok ikke var holdbart at putte mit spejlrefleks i en vandtæt pose. Senere så vi to store rokker på over to meter, den ene var plettet og virkelig flot!  Vi svømmede ret tæt på dem, og jeg sendte en kærlig tanke til gode, gamle Steve. Derudover så vi selvfølgelig åndssvagt mange farverige fisk i alverdens farver og former. Jeg er desværre ikke så ferm til fiskenavne, men I kan nok forestille jer, hvor fantastisk det har været. Nina snorklede den sidste dag, da vi andre var på to ”fun dives”. Hun var så heldig at se en havskildpadde! Desværre så vi ingen hvalhajer, men siden det nærmest regnede konstant, da vi var på Utila, var der en logisk forklaring på det: hvalhajerne elsker at solbade i overfladen, men ellers holder de sig på det dybere vand. Ingen sol er derfor lig med meget lille chance for at se verdens største fisk. Uden hverken hvaler, hajer eller andre store, mægtige havdyr, er dykning virkelig noget af det mest fantastiske, jeg har prøvet. Og selv om den teoretiske prøve bestod af 90 dræbende spørgsmål, er jeg glad for, at jeg nu er certificeret dykker! Jeg skal helt sikkert dykke på nogle af de caribiske øer, når vi når dertil.

På Pirate’s Bay var vi så heldige at have vores 4 personers dorm med eget badeværelse for os selv, så vi bredte os rigtig og rodede godt og grundigt. Om natten var det virkelig varmt, så de to blæsere var vores bedste venner! Desværre blev værelset angrebet af myrer, men det er nærmest uundgåeligt. Myrerne var dog langt fra det værste – på Utila stiftede vi nemlig bekendtskab med sandfluer! Jeg troede, at myg var det værste, men de små sataner drev os til vanvid. De bider, og det gør ondt og kløer samtidig.
Heldigvis havde vi den sødeste kok og bartender, Natacha, som var en rigtig big mama og vildt chilleren. Dog kunne vi ikke forstå, at de ikke havde Captain Morgan i barens sortiment. Rimelig misvisende!
 Mandag aften tog vi på Treetanic, som er en kendt bar i backpackermiljøet, der som navnet antyder, er bygget oppe i træerne. Bartenderen var fra Slovakiet, og vi var så heldige, at der om mandagen var dobbelt op på vodkadrinks. Det tilbud kan man jo ikke sige nej til, vel? Et godt stykke tid var vi faktisk de eneste i baren, men pludselig kom canadierne, vi dykkede med, og var i vældig godt humør. De havde lige været på en anden bar, hvor man skulle tage fem shots af noget ubestemmeligt hjemmebrygget rom - for at få en umådeligt grim limegrøn tanktop. Robert, en af fyrene, fyldte 30, så det var klart, der skulle festes igennem!
Nina og jeg blev rimeligt snalrede, men var så fornuftige at smutte hjemad kl. 23, da vi skulle op og dykke kl. 7 næste dag. Det er utroligt så fornuftig jeg er blevet, egentlig. Nina er virkelig en god indflydelse på mig! Det var noget af det fantastiske ved Utila og det lille samfund – vi kunne sagtens gå alene hjem om aftenen, når vi havde været ude. Det er bare en dejlig frihedsfølelse, når man normalt er rådet til at tage taxa på alle tidspunkter, efter mørket falder på.

Den sidste dag på Utila lejede vi en scooter, så vi kunne køre rundt og se noget mere af øen. Vi opdagede dog, at der næsten ingen veje findes på øen – rimelig problematisk. Vi kunne køre rundt i Utila Town, og vi tog på et Rescue Center for nogle meget sjældne leguaner, der kun findes på Utila. Stedet er drevet af nogle utroligt nørdede tyskere, som vidste alt om leguanerne. De havde også nogle slanger, blandt andet en utroligt aggressiv tre meter lang boa og en meget tægebefængt slange – føj, hvor så det ulækkert ud. Og de vidste desværre ikke, hvad de kunne gøre for den. Skildpadder havde de også, faktisk samme slags som Stella og Michael har i deres have. Desuden så vi en kæmpe edderkop med gult spind i det fri, som jeg vovede mig tæt på, for at tage et billede til Tess.
Senere kørte vi ud mod den lille lufthavn, idet det begyndte at styrtregne! Der gik ikke lang tid, før vi bare gav op og blev gennemblødte. Jeg valgte yderlige at løbe rundt blandt de små privatfly i lufthavnen – det er bare livsbekræftende at danse i regnen! Efterfølgende kørte jeg scooter for anden gang (første gang var faktisk på Sejerø med Mia og Ida) ude på landingsbanen. Det var sindssygt sjovt! Begynder at forstå Scooterbanden der huserede på Langdraget i mine yngre teenageår, selv om jeg gjorde grin med dem den gang. Jeg aner ikke hvor hurtigt jeg rent faktisk kørte, fordi speedometeret ikke virkede, men jeg følte, at jeg kørte mindst 100 km/t, haha. Vi tog ud til en øde strand tæt ved landingsbanen, der simpelthen var fyldt med alverdens skrald fra fastlandet. Det gjorde mig oprigtigt ked af det at se. Så smuk og storslået natur (med vilde leguaner, som vi så en af) ødelagt af menneskets svineri og forurening!

Efter Utila tog vi en bus til Tegucigalpa, som nok er verdens mest komplicerede navn til en hovedstad. Jeg har først lige lært at udtale det. Vi skulle bo hos endnu en Couchsurfer, advokaten David, der fra nu af vil blive betegnet Den Arrogante Advokat”. Da vi ankom, var han der slet ikke, så vi blev hentet af to af hans venner – fint nok. Han havde sagt noget med, at han havde en roomie, men da vi kom frem til det meget fornemme hus med vagt, port og palmer, blev vi mødt af intet mindre end tre hunde, en kat og en skildpadde. Plus et ældre ægtepar og en husholderske. Det viste sig så, at han boede hos sine bedsteforældre. De boede i et yderst smukt hus fyldt med kunst og akademiske bøger. De var begge advokater, og bedstemoren Maria tilmed også kunstmaler. Faren var enormt hyggelig, havde modtaget et utal af priser fra diverse universiteter, og kunne en smule engelsk. Jeg ved ikke helt, om han var gået på pension, men i hvert fald tilbragte han alle tre dage med syvkabale på computeren iført klassisk blåstribet pyjamas. Vi var ude og se lidt af byen og nogle flotte katedraler (surprise), og om aftenen mødte vi endelig Den Arrogante Advokat og hans dullekæreste, som fra start af sendte os dræberblikke, mens hun holdt godt fat i hans hånd. Da vi ligesom prøvede at få en samtale i gang med dem, udbrød Den Arrogante Advokat pludselig ”good night”, og så var samtalen dødsdømt. Det var enormt sødt af ham at låne os sin seng, bevares, men det er også alt positivt jeg har at sige. Hans værelse var fyldt af alverdens spillekonsoller, verdens største fladskærm, en Star Wars-maske, fjernstyrede biler, det klassiske ungkarle-TV-møbel og to guns. Stille og roligt. Mit yndlingsvæsen i huset var den skeløjede kat Moses, nurh!
Den Arrogante Advokat havde fødselsdag om lørdagen, og vi skulle til BBQ-party i en by rimelig langt væk. Andet info havde vi ikke fået. Da jeg sagde ”Feliz cumpleaños” (tillykke med fødselsdagen) til ham, kvitterede han med… Nå nej, han sagde ingenting. Jeg spurgte, om det ikke var i dag, og han kvitterede med ”jo”, idet han gik. Okay, undskyld ad helvedes til.
Vi valgte herefter at holde os væk fra BBQ, (også grundet det fact, at de havde tænkt sig at køre hjem fulde) da han og kæresten alligevel lignede nogen, der helst så os i et fly til Danmark. Vi tog ud og drak milkshakes i stedet.