Glittersko og glimmersand

At lege med lys er meget internationalt

Vildt flot street art!

Det' ok

Død fisk med pigge

Nina i bølgen blå (bølgerne var vildt høje, kan ikke rigtigt ses)

Wuhuu!

Joel tog os med på en lækker, lokal restaurant

Multiplaza

I virkeligheden er jeg nok for træt til at blogge lige nu, men det er så svært at nå at skrive, så nu gør jeg det alligevel. Vi befinder os lige nu i San Salvador hos Joel, som er vores vært for tre-fire dage. Han er 27 år, uddannet i international business og arbejder for et flyselskab som project manager-noget. Derudover er han verdens bedste vært, men det vender jeg tilbage til.
Tilbragte min sidste aften i Antigua i selskab med franskmanden Tibout (udtales Tibo) og belgieren Lisbeth. Vi legede med stearinlys, fortalte dårlige vittigheder og røverhistorier fra vores respektive lande. De drak øl og jeg drak vand. Helt frivilligt. Har akut behov for at få sendt alle mine småalkoholiserede venner herover, så vi kan tage en brandert i El Salvador.
Vi forlod Antigua kl. 8 søndag morgen i en shuttle med aircondition og det hele. Med i bussen var en flok australske piger. Vi fik set lidt af det sydlige Guatemalas smukke natur og mødte en gigantisk edderkop på en tankstation. Endelig nåede vi grænsen, hvor vi fik vores stempel ud af Guatemala. Det gik smertefrit at komme ind i El Salvador, selv om der var lidt kø til paskontrollen. Endelig nåede vi ”El Tunco Beach”, som er en meget lille by lige ud til stranden, der kun består af to små, lange gader med lidt restauranter, butikker og en købmand. Vi havde fået anbefalet Tunco Lodge, som egentlig også var et lækkert sted med pool, overdækket sofaarrangement med TV, bordtennis, WiFi og gode madrasser. Der var bare lidt for mange tilstoppede toiletter. Og sindssygt varmt, selv med blæsere på værelset. Og en tarantel. Og en, der stjal Ninas vand i køleskabet (helt ærligt). Og dårlige brusere. Vi er danskere, vi elsker at brokke os. Stranden var fantastisk og anderledes fra alle de andre strande, jeg har set i mit liv. Her på vestkysten er der nemlig sort sand pga. de mange vulkaner. Desuden kæmpe bølger døgnet rundt, og det medfører mange lækre surfere. Og akavede styrt i vandet, når bølgerne simpelthen vælter én omkuld. Sexet!
Der løber en meget beskidt flod ud i havet, hvor hestene tisser, og børnene forsøger at fange fisk med net. Nina og jeg håbede på en enkelt krokodille eller to, da vi sad og spiste frokost ud til floden. Desværre. Men så brugte vi tiden på at kaste brød ud til de sygeligt tynde hunde, der rendte rundt på stranden. Jeg ved ikke om jeg har sagt det før, men portionerne er hjernedødt store! Jeg fik spaghetti med champignonsovs den ene dag, og der var seriøst til fire personer. Min samvittighed stikker til mig, når jeg sidder i et uland og bidrager til madspild, når der findes så mange stakkels maver at mætte.

Jeg sov virkelig godt om natten, efter vi havde været på ”Jaguar” og spise nachos med meget nærig mængde ost og lækker guacamole. Jeg elsker blæsere, bløde madrasser og hovedpuder, der ikke føles som om, de er stoppet med blomkål. Mandagen tilbragte vi på stranden med læsning, en gåtur, solslikkeri, badeture og et lidt komisk forsøg på at tage nogle flotte billeder af hinanden i vandet med bølgerne flyvende om ørerne. En smule spanske verber blev det også til. Da vi kom tilbage til vores hostel havde jeg glemt mit håndklæde på en restaurant. Det er jo ikke typisk mig…
Men jeg nåede en dukkert i poolen inden vi skulle fange en bus til hovedstaden, San Salvador.
Vi slæbte vores tunge rullekufferter op ad en lidt for lang vej. Vi ventede vel 10 minutters tid, og så blev vi tilbudt et lift af en fyr ved navn Andres, som alligevel skulle derind. Vi overvejede kort, om det nu var klogt, men han virkede sød og talte godt engelsk, så vi i det mindste kunne forstå hinanden. Jeg fik æren af at sidde på forsædet, mens Nina sad i bagagerummet på et par cementsække. Han spurgte en masse ind til Danmark, vores navne og al den snak, før han pludselig sprang over til, om vi var klar over, at det var lidt farligt at tage imod et lift fra en fremmed fyr? Ja, men som Nina sagde, så virker det næsten altid at følge sin mavefornemmelse og sit førstehåndsindtryk af folk. Heldigvis var han i den yderst flinke kategori, og som han sagde ”jeg blev taget vel imod, da jeg kom til USA i sin tid, så nu vil jeg gerne tage godt imod fremmede, der kommer til mit hjemland”. Han nægtede at tage imod betaling, selv om han endda havde kørt os lige til døren ved Multiplaza, shoppingcenteret, som vi havde aftalt med Joel at mødes ved. Han ville bare have vores Facebook, så han kunne få nye venner. Og så lige et kram.
Centeret var enormt og med en masse internationale butikker, meget eksklusivt og helt klart tilegnet overklassen. Vi skulle senere erkende, at det ikke engang var det største. Joel var meget forsinket grundet trafikprop, men efter to timers venten og vinduesshopping i Multiplaza fandt han os endelig, og vi gik ned i parkeringskælderen til hans flotte, hvide bil, som vi komplimenterede. Men han skulle åbenbart have en ny om to uger. Vi kørte til hans hjem, hvor han bor med sin mor og to brødre på 22 og 29. Han har tidligere boet for sig selv, blandt andet har han gået i skole i Tyskland og USA, så han vil gerne finde sit eget igen. Men det er fordi han hjælper familien økonomisk, da han har et godt betalt job. Faren døde i krig, da Joel var 9 år (der står en mindeplatte i deres stue). De har et stort hus med port, egen have og to etager. Desuden pigtråd hele vejen rundt om, bare for en sikkerheds skyld. Generelt er San Salvador en sikker by i forhold til Guatemala City, i hvert fald for de lokale. Vi må ikke tage til midtbyen alene som hvide piger, har vi fået besked på. I Guatemala City er han blevet røvet en del gange, blandt andet ved at holde for rødt lys, hvor en motorcykel kørte op på siden af ham, truede ham med en kæmpe gun gennem ruden, og så havde han bare at aflevere. I San Salvador er der aldrig sket ham noget af betydning.
Efter vi havde sat vores ting af og hilst på familien, kørte vi til en lokal restaurant, hvor vi fik noget mad, Joel altid lader sine udenlandske gæster smage. Jeg har selvfølgelig glemt, hvad det hed, men det smagte nu rigtig godt. Joel er på kur uden kulhydrater, så stakkelen kunne ikke selv få sin livret, der hovedsaligt bestod af ost i pandekager lavet på rismel. Der var forskelligt fyld, herunder også bønner og svinekød. Det var ret lækkert, og han betalte, selv om vi helst ville give, når nu han er så gæstfri. Herefter gav han os en køretur rundt i forskellige områder af byen og viste os ting som museer og butikker, vi måske kunne finde interessante til vores dage i byen. Vi sluttede af med en tur i supermarkedet, der har alt og tilmed åbent til kl. 23, hvor han bad os vælge det, vi ville have til morgenmad. Det blev brød, smøreost, juice og mælk. Igen insisterede han på at betale. Jeg er imponeret over, at der findes folk, der er så helt igennem søde over for fremmede mennesker!

I dag har vi været i Metro Centro, som er intet mindre end Centralamerikas største mall. Det er helt åndssvagt stort, men til gengæld indeholder det så også op til flere butikker og restauranter, der er helt ens. Så er det jo snyd, som Nina siger. Vi talte intet mindre end fem af samme skobutikskæde. Jeg er overrasket over, hvor amerikaniseret det hele er. Det var nøjagtigt som at gå rundt i et af de outlets, jeg shoppede i, da jeg var i Florida! Nina og jeg har udlevet vores egen amerikanske drøm i dag: vi startede på Mister Donut med en ordentlig sukkerbombe. Så rendte vi rundt i utallige butikker fordelt over tre etager, både inden- og udendørs og med gangbro over diverse store veje, der skiller centeret ad.
Jeg har købt tre par glimmersko i dag. Et par ballerinaer, som jeg manglede, og så nogle sko jeg ikke manglede i sort glimmer x2. Der var to par for ens pris, igen amerikansk. Den eneste forskel er, at ikke et eneste menneske taler amerikansk. De taler insisterende spansk til en, også efter man tre gange i træk opgivende har udbrudt ”no comprende espagñol!”
Vi fortsatte vores amerikanerdrøm i et af de mange ”Food Courts”, hvor 8-10 forskellige fastfoodkæder danner en kollektiv spisesal i midten. Nina drønede på Pizzahut og jeg tog på Taco et-eller-andet. Smagte ikke overvældende godt. Efterfølgende gik vi i biffen og så ”Ted”, som jo fandme også er amerikansk. Den var nu ret sjov, og en biografbillet kostede 30 kr. Hvorfor overhovedet bo i Danmark, altså.

Denne gode, kalorieholdige dag skulle selvfølgelig ikke ende, som vi regnede med.
Vi ville tage bus 44 hjem, som vi havde taget til centeret også, så vi satte os ind i chicken bussen med en god følelse kl. 18. Kl. 19 kørte vi rundt ad nogle små bjergveje og anede ikke, hvor vi var, og ingen i bussen kunne engelsk eller kunne forstå vores gebrokne spansk. Det skulle tage ca. 15 minutter at komme hjem til Joel. Men vi turde ikke stå af, når vi ikke vidste, hvor i alverden vi var, og ingen kunne fortælle os det.
Det endte med, at vi kørte hele vejen tilbage til Metro Centro, hvor vi hurtigt prajede en taza hjem for $5.
Det var en lang, men god dag. Igen bare lidt kvalmende at vandre rundt i amerikansk overflod, når befolkningen ellers er så fattig og der findes masser af slumområder.

I dag skal vi på antropologisk museum og museum for moderne kunst!