Ana på 8 og jeg. Jeg gav hende og hendes søster et par af Christians gamle bamser og nogle halskæder, det blev de glade for!
Søndag
morgen startede vi vores tur til de skønne, naturlige pools i Semuc Champey.
Vores guide Toto var en sand lille charmetrold, meget lille, spinkel og
drillende. Vi startede med at vade nærmest lodret opad i godt en time (held og lykke
med min bjergbestigning, siger jeg bare), for både Nina og jeg var den
forpustede bagtrop, der nærmest kravlede grædende op ad trapperne – men det var
det hele værd, for udsigtspunktet var fantastisk smukt. Jeg glemte helt, at jeg
er semi højdeskræk, fordi jeg blev slået helt omkuld af et af naturens
vidundere. Der var nemlig bygget en træterrasse ud over skråningen, så man
kunne se lige ned mellem brædderne. Vi fik knipset nogle knapt så gode ”her var
jeg”-billeder (det faktum at vi stod i skygge og baggrunden var så lys, var
ikke en god kombination).
Men selv om jeg har en lille fotograf spirende indeni, må jeg efter disse to
dage give min kære mor ret i, at nogen ting bare skal nydes med øjnene, og at
alt ikke behøves at ses gennem et kamera. Der vil jeg give min kære far
skylden. Det må ligge i generne.
Vi fik kæmpet os den lange vej ned ad bjerget og endte ved et kæmpe, brusende
vandfald. Herefter skulle vi lægge alle vores ting ved et træ og ellers følge
Toto. Vi kom ud på en lidt mere action packed oplevelse end jeg først havde
troet. Søerne ligger jo i forskellige niveauer med vandfald imellem. Vandet var
perfekt nedkølende oven på den lange, sveddryppende, ansigtskulørfremkaldende
tur hen over bjerget. Alle de små fisk nappede kildende på ens ben og fødder,
så snart man stod det mindste stille. Første og anden sø skulle vi hoppe ned
til – max. en meter, men stadig sjovt! Så kom vi ellers til det første
vandfald. Som vi fandt ud af, vi skulle rutsje ned ad.
Det gik nemt og elegant for energibomben Toto og canadieren Melissa, men da det
blev min tur, fik jeg lidt for meget fart på ned ad de glatte sten og
klippestykker, og der var ikke andet at gøre, end at tage den hårde landing i
det lave vand med et smil (og et par flotte rifter på balderne). Heldigvis var
jeg da ikke den eneste, der ikke kunne styre, hvor hurtigt det lige pludselig
gik. Da vi troede, det var det største vandfald, vi skulle lege rutsjebane på,
kunne vi godt tro om igen. Pludselig kom vi til et meget større og bredere vandfald
med langt mere strøm, og inden man ramte næste sø, var der lige et frit fald på
en meter. De flestes reaktion var ”no WAY!”, men der var lige som ikke andre
veje. Toto instruerede os i, hvordan vi skulle sidde med helt samlede ben, ret
ryg og hænderne krydset på skuldrene. Man kunne nemlig nemt komme ud af
balance, og det ville jo ikke være så fedt at smadre hovedet ind i en klippe.
En spansk pige begyndte at ryste over hele kroppen og fik tårer i øjnene, da
det var hendes tur, så det var bestemt ikke for sarte sjæle! Det var virkelig
sjovt ellers, man skulle bare lige overvinde sin (rationelle) frygt.
I den pool vi nu befandt os i, viste det sig, at der var en lille hulning under
jorden med drypsten. Man kunne ikke se det, men pludselig var Toto dykket ind
under og råbte, om vi ikke kom med. Det var virkelig grænseoverskridende at
skulle dykke ind under et stykke klippe uden at vide helt hvornår, man ville
kunne få luft igen. Især fordi jeg har et barndomstraume fra en tur i svømmehallen
med SFO om lille, hvor jeg øvede mig i at dykke under en stor skumgummiplade.
Men den blev ved med at rykke sig, mens jeg prøvede at svømme ud under den, og
jeg kan stadig huske, hvordan det føltes at være virkelig tæt på at løbe tør
for ilt! Men jeg gjorde det, fordi Toto fortalte, at man kun skulle dykke fem
sekunder for at nå derind. Det var så vildt og flot derinde! Man kunne kun lige
akkurat have hovedet over vandet uden at slå det op i stenene, og samtidigt kom
sollyset ind og gav en virkelig flot belysning.
Toto havde ikke forberedt os på, vi også skulle tilbage op ad igen, selv om det
jo egentlig var ret logisk. Der var bare sindssygt glat på stenene, og jeg gled
da også et par gange. Men så var det bare noget med at sætte fødderne i nogle
huller, tage fat i noget græs eller kravle akavet rundt som en idiot.
De sidste 20 minutter havde vi til bare at svømme rundt og nyde det hele. Der
var heldigvis ikke så mange mennesker, dog var der en del lokale på
søndagsudflugt, må man gå ud fra. Men jeg er stadig helt høj på oplevelsen, der
virkelig bare var guld værd for krop og sjæl. (er der venligst en der gider at
stoppe mig, før jeg bliver en omvandrende miniudgave af min mor, haha).
Jeg tager virkelig blogskrivningen i etaper for tiden, men glæd jer til
beretningen fra grotterne, som jeg var i om mandagen. I morgen tidlig tager jeg
(endelig) en bus til Xela. I dag har jeg virkelig slappet af og været asocial bortset fra Skype. Fik snakket med min far,
Marianne, Christian, Stine og Roar. Det var skønt!
I øvrigt har jeg fået 80 myggestik efterhånden, så jeg håber virkelig, at
malariarisikoen er lille, som alle går rundt og påstår. Pismyg!
|
Tak for endnu nogle spændende blog indlæg. Jeg vil glæde mig til at læse teksten til de seneste billeder, selv om jeg tænker, at det må være tæt på paradis på jord (er lidt bange for at Zanzibar ikke helt kan være med længere.
SvarSletI får sandelig en masse gode oplevelser med i rygsækken (og den 23 kg tunge kuffert uden bamser) Glæder mig på jeres vegne til endnu flere gode oplevelser. Knus mor