San Salvador, mi amor!

Antropologisk museum

Hyggelig, dansk middag!

Nina og jeg i junglen

Naturlig pool i junglen

Halloween i god tid, haha

Lækker pool!

Woooow

Katolsk katedral

På toppen af 1800 m

Antropologisk museum

I skrivende stund befinder jeg mig i Santa Rosa, Honduras, men før vi ankom til helvedes forgård, havde vi en skøn uge i El Salvador, hvor vi som før nævnt boede hos Joel og hans familie: mor Martha på 53, storebror Jose på 29 og lillebror David på 22. Jeg har virkelig aldrig mødt så gæstfri mennesker, det var en fantastisk oplevelse. Også selv om jeg sov på tomandssofaen. Nina har rygproblemer,så  jeg måtte ofre mig. Det var nu helt okay. Huset er stort og i to etager plus en have med udendørskøkken, som er omkranset af pigtråd, jeg kun tidligere har set på amerikanske fængsler. Standardforanstaltning.

Da vi havde været på antropologisk museum onsdag, som var et rigtig fint og stort museum (med delvise engelske oversættelser), nåede vi desværre ikke det andet museum, da Nina blev dårlig. David kørte os straks på apoteket i Joels bil, som han havde ladet blive hjemme i tilfælde af, vi fik brug for at blive kørt! Herovre behøves man jo ikke lægepligtig recept på alting, så Nina fik købt penicillin uden problemer.
Vi tog hjem igen og slappede lidt af, før vi besluttede os for, at vi ville lave en traditionel dansk middag til familien. De synes det var en sjov idé og satte os af i det store supermarked, hvor vi havde besluttet os for at købe ind til frikadeller og kartoffelsalat. De havde dog ikke hakket svinekød, og et par essentielle ingredienser i salaten manglede ligeledes. Beslutningen blev derfor lavet om til hakkebøffer med bløde løg, kartofler, sovs og salat. Det var ret underholdende at være på indkøb og skulle finde de rigtige ting i et fremmed supermarked på størrelse med Føtex. Det eneste vi manglede var kulør til sovsen.
Vi blev hentet igen og gik i gang med at lave mad ved 20-tiden (de spiser aftensmad ret sent). Jeg stod for bøfferne og kartoflerne, Nina stod for salaten og sovsen. Resultatet blev overraskende godt, på trods af et virkelig belastende gasblus og manglende piskeris, som blev erstattet af en gaffel. Kuløren i sovsen blev løgene, som vi hældte fra panden og over i sovsen, og voila! Dansk middag på den anden side af kloden. Moren var dårlig, så hun spiste ikke med, men de tre mænd i huset tog for sig af retterne! Vi havde lavet 10 store bøffer, og de lagde ud med at tage to hver. De var vilde med maden, så det var jo ret fedt! De fortalte også, at de ikke plejede at spise sammen på den måde. Derfor var det også enormt hyggeligt, at vi sad over to timer ved bords og bare snakkede! Det endte ud i noget med sjove billeder af dronningen og Villy Søvndals mindre imponerende engelskkundskaber som udenrigsminister på Youtube. Helt igennem skøn aften!

Om torsdagen gik turen til Santa Ana, hvor vi skulle bo hos en anden Couchsurfer, Andres på 20 år.
Vi ankom ved middagstid, hvor vi gik på en velbesøgt lokal restaurant og fik lækker kylling, tortillas, kartofler og salat for 15 kr. Vi ringede til Andres fra en mobil, vi havde lånt af David, da vores egne mobiler ikke virker, fordi vi kom til at købe verdens dårligste taletid hos Claro. Han var lidt overrasket over, at vi allerede var der, men han ville komme ”snart”. Vi gik derfor rundt og shoppede lidt i byens mange små butikker og undrede os samtidigt over, at nogen tror, det er en klog salgsstrategi at spille elendig Justin Bieber-lignende musik på volumen 300 lige foran indgangen til butikken.
Efterhånden var der gået et par timer, så vi satte os over i Central Park (sådan én er obligatorisk i samtlige byer herovre) og ventede på nogle gynger, der tiggede efter olie i hængslerne. Her blev vi overbegloet af halvgamle, vamle mænd fra alle sider, og vi følte os mest som dyr i Zoo (hvilke dyr må I selv vurdere). Ved siden af os på gyngen havde en kvinde åbenbart fået kvalme, så hun kastede op midt på legepladsen. Ikke så fedt sted.
Det var svært at få fat i Andres, men pludselig ringede Carlos, som var en af hans venner. Han ville hente os i stedet, vi fandt ham tæt ved parken og hoppede op på ladet af bilen. Han kørte os til et bageri, hvor vi ventede videre og faldt i snak med en kvinde, der havde været i Danmark for mange år siden. Hun kunne stadig huske at have lært ”hrødgød mæ fløje”, så det var lidt sjovt.
Langt om længe kom Andres, som må være El Salvadors svar på Terkel. En masse krøller og togskinner med grønne elastikker. Han havde jo bare været til fodboldtræning i San Salvador, hvor vi selv var kommet fra. Det anede vi intet om. Lidt ventetid (underdrivelse) skader ikke, dét lærer man som backpacker.
Andres bor i et kæmpe hus med sine forældre og storebror. Faren er noget inden for medicin, og han er for nylig stoppet med at ryge, hvilket i hvert fald ikke havde hjulpet på hosten endnu. Jeg har aldrig mødt en mand, der hoster så meget. Døgnet rundt. Til gengæld havde vi eget gæsteværelse med toilet og bad.
Vi tog ud og spise med Andres i nærheden, og da vi kom hjem, satte han Scarface på. Synes den var rimelig intetsigende, de 20 minutter jeg så. Så jeg gik i gang med Nordkraft for 3. gang.
Dagen efter tog Andres i skole kl. 6. Han læser salg og marketing på universitetet. Vi sov længe, og da han kom hjem igen ved 11-tiden skulle vi ud og se syv vandfald. Andres havde lånt en bil af en ven, som vi skulle betale rigeligt for at ”leje”, åbenbart. Men det var sødt af ham at tage os med på en tur, hvilket han skippede sin daglige fodboldtræning for. Vi kunne bare ikke finde de vandfald. Da vi spurgte om vej, fik vi at vide, at man slet ikke kunne komme dertil med bil, og at det ville tage over to timer at gå derop gennem bjergene. I stedet stoppede vi ved en naturlig pool med rutsjebane og det hele, hvor en masse fyre badede og havde det for fedt – midt ude i junglen blandt lianer og vandfald. Ville ønske jeg havde taget badetøj med!
Efterfølgende tog vi til en lille by i bjergene, der hedder Ataco, og var der en lille time, før Andres blev ringet op af sin far om, at hans tante havde brug for familiens hjælp – hun var lige blevet opereret og boede alene i Guatemala City. Derfor var han nødt til at tage derop omgående. Vi blev smidt på en bus tilbage til hovedstaden, hvor vi heldigvis fik fat på Joel og hørte ad, om det var okay vi kom tilbage til ham allerede. Selvfølgelig var det dét, og vi skulle bare ringe når vi nærmede os busstationen, så ville han hente os.
Vi tog i supermarkedet på vejen hjem, hvor Nina og jeg købte ind til hyggeaften. Drengene skulle ind til naboen og se fodboldkamp mellem El Salvador og Costa Rica. Det gad vi sjovt nok ikke, så vi købte nachos, guacamole og cola, lånte Davids computer og satte Harry Potter på. Det var virkelig hyggeligt. Det er hvad jeg foretager mig på en fredag aften nu om stunder, når jeg kunne bælle shots og øl hos naboen, som åbenbart havde så vild en fest, at politiet kom ved 1-tiden og satte en stopper for larmen.

Lørdag kørte Joel os ud til et ”gym” han er medlem af, som jeg nærmere vil betegne som et resort.
Vi kom gratis ind, og der var både tennisbaner, fitnesscenter, bar, restaurant og en kæmpe pool, som jeg fik meget glæde af. Plus liggestole, som jeg fik lidt for meget glæde af i form af en lettere solskoldning. Jeg fik svømmet en masse, selv om der var nogle irriterende børn og klovne, der rendte rundt og lavede ballondyr og fik fire børn i poolen til at lyde som 20. Men dejligt, at de havde det sjovt.
Senere tog vi med Joel og nogle af hans venner ud til to flotte udsigtspunkter, hvor man kunne se hele byen og solnedgangen. Herefter havde drengene bestemt sig for en rigtig drengerøvsrestaurant der hed Buffalo Wings – I ved, hotwings, spareribs, burgere, pomfritter osv. Jeg fik Quesadillas, som består af tre fantastiske elementer. Brød, ost og kylling. Jeg er virkelig lettet over at ost her er så tilgængeligt, som det er, i modsætning til Afrika, hvor jeg var heldig, hvis jeg en sjælden gang fik noget der bare mindede om ost. Jeg smagte en lokal øl med det opfindsomme navn Pilsener. Og aftenen skulle netop stå i alkoholens tegn, for første gang siden Danmark: efter maden tog vi til en rigtig festgade ude i en forstad, hvor der var spærret af for biler og høj live musik og gøglere i gaden. Så fik den ellers ikke for lidt med eksotiske drikke. Corona øl med lime, mojitos og et enkelt tequila shot. Nina og jeg fik en rose hver af Manuel, en rigtig sød fyr, som var meget interesseret i at høre, om vi også havde asiatiske restauranter i Danmark, haha. Jeg blev vist lettere beruset, men vi tog allerede hjem ved 23-tiden, fordi vi i vores naive hjerner troede, at vi kunne stå op kl. 7 næste morgen for at bestige El Salvadors højeste vulkan, når nu jeg gik glip af Tajumulco. Vi sov først ved 1-tiden, da vi naturligvis skulle have natmad og fuldemandssamtaler.
Nej, vi kom ikke op. Og ja, vi fik en fantastisk dag alligevel, da vi lige fik sovet lidt længere. Nina ville meget gerne have spareribs (som den eneste helt uden tømmermænd), så vi tog på en amerikansk restaurant ved navn Tony Roma’s. Min første tanke var ”åh nej, Amerika har også Jensens Bøfhus” – restauranten var rimelig dyr, men til gengæld helt uden skrigende børn, soft ice-maskiner, ulidelig ventetid, usmagelig tjenerbeklædning, frostkartofler og rå bøffer. Undskyld far. Jensens har en udmærket salatbar (de skriver i øvrigt Jensen’s – pinligt).
Anyway, jeg fik en virkelig velsmagende ret med båndpasta, diverse grøntsager, pesto og kyllingefilet. Nina fik sine spareribs med en BBQ-sovs så god, at hun stadig snakker om den. Joel fik friturestegte løgringe. Bliver mildest talt aldrig min livret.
Efterfølgende tog han os med til midtbyen, hvor det kan være lidt farligt at færdes alene som turist. Vi fik set torvet og skræmt duer sammen med en flok børn, vi var inde i en stor katolsk katedral og desuden den smukkeste og mest anderledes kirke, jeg nogensinde har været i. Den blev bygget i 50’erne i meget atypisk stil med buet loft og har store vinduer i alle regnbuens farver, der skaber det flotteste lys i både øst og vest. Præsten var fra Tyskland og rejste til Brasilien for mange år siden for at hjælpe torturofre. Nogle år senere kom han til San Salvador og havde været i kirken lige siden. Selv om jeg er ateist, beundrer jeg alle mennesker, der vier deres liv til at hjælpe andre – på den ene eller anden måde.
Dagen blev afsluttet ved La puerta del Diablo – djævlens dør, direkte oversat. Køreturen tog ca. 45 minutter, og vi havde det simpelthen så sjovt med nedrullede vinduer og pop/festmusik for fuld blæs! Alle jer, der kender mig bare en smule, ved at mine sangstemme er lettere rædselsfuld, men der findes ikke noget bedre end at skråle med på Aqua, Stacie Orrico, Avril Lavigne, Justin, LMAO og Beatles. 
Så fik vi også lidt bjergbestigning ud af dagen – hele 60 meter gik vi op ad trapperne for at se solnedgangen i omkring 1800 meters højde, så vidt jeg husker. Det var virkelig smukt og meget populært blandt alle de lokale. Bagefter havde vi den sjoveste tur i supermarkedet, hvor vi stjal indkøbsvogne og rendte rundt med grimme Halloween-masker. Her fik vi købt danske småkager til familien som tak. En perfekt afslutning på en dejlig uge hos familien Chavez.