Livet som backpacker

Mig hos frisøren. Flot med vådt hår

Nina aka. Gandalf the Red. Toto lavede en vandrestav til hende ude i junglen

Flot udsigt!

Karnevalsoptog

Karneval

En lille baby

Busted!

Don Juan på båden

Chiller på en bådebro

Ugens optur:

Grotterne i Semuc Champey. Uden tvivl det største adrenalinkick, jeg nogensinde har fået.
Vi var en gruppe på omkring 10, men vi fik at vide først, at hvis vi ville ud igen, måtte vi sige det. ”Enter at your own risk”! Sidste tur var der 12, der gik ind, og fire, der gennemførte det. Folk får klaustrofobi, mørkeræd, frygt for at falde ned fra de stejle klipper etc. Så det var ikke barnemad! Jeg gik sammen med en virkelig sød Sydkoreansk pige, som jeg vil undlade at forsøge at stave navnet på. Hun havde fået redningsvest på, fordi hun ikke kunne svømme. Vi fik et tændt stearinlys i hånden hver, og det komplicerede det faktisk yderligere, idet vi så skulle svømme, klatre osv. med kun én hånd! Vi gik dybere og dybere ind i takt med, at vandet også blev dybere. Pludselig var man nødt til at svømme, og lige i starten svømmede jeg ind i en kæmpe klippe under vandet – det gjorde ret ondt, men vandet var jo helt sort, så man kunne ikke se noget som helst.
Så kom vi til første klippe, vi skulle kravle op over. Der var en smal og glat metalstige, som bare gik lodret opad. Man var hele tiden dybt koncentreret, uden rigtigt at tænke over det. Man skulle nemlig heller ikke holde lyset for højt eller skævt, for så ville man ligesom brænde håret af.
Luften var fugtig, der lugtede virkelig indelukket, men at holde lyset op langs væggene og loftet var ubærligt smukt. Jeg synes drypsten er noget af det flotteste naturskabte.
Da vi havde kravlet lidt videre, kom vi til det mægtige, brusende vandfald. Det var i realiteten nok ikke mere end 4-5 meter højt, men det er også rigeligt højt at skulle klatre lodret med en enormt kraftig vandstrøm direkte på dig. Der var en ”tøsestige” ude i siden, som man kunne tage op i stedet, hvis man ikke ville prøve kræfter med moder natur. Jeg forsøgte først en gang, hvor guiden i den larmende brusen forklarede, at der var tre ”trin” på stenene på vej op. Ja tak, men de sten kan godt være en anelse svære at finde, når man står inde i et vandfald og får 80 liter vand i munden. Derfor var jeg ved at give op, hoppede ned igen, men han opfordrede mig til at forsøge igen. Og heldigvis klatrede jeg op langs rebet næsten uden problemer denne gang, selv om det var hårdt. Men jeg fik sådan en succesfornemmelse i kroppen bagefter.
Videre gik det langs klipper og i det kulsorte vand, indtil vi kom til et smalt sted med ufatteligt højt til loftet.
Her kunne man kravle op ad de rå klipper og springe i vandet i næsten komplet mørke i tre-fire meters højde. Man skulle ramme et bestemt punkt for ikke at ramme klipperne. Her erklærede jeg mig kylling sammen med de fleste andre. Men fire af os gjorde det under larmende bifald. Virkelig sejt!
Vi gik videre, nu blev der smallere og smallere. Jeg dannede bagtrop med en israelsk fyr, som faldt på en klippe og fik et stort sår på knæet. Jeg skulle senere sande, at mine lår og lægge nu ligner noget, der har været på 10 byture i træk. (og chokket er, at jeg slet ikke har været på byture al den tid, jeg har været her. I går var der salsa aften her på Holistico Hostel, jeg drak to drinks og gik i seng kl. 23, da det sluttede. I need a doctor!) Pludselig var der kø, fordi to piger nægtede at gøre det, der nu skulle ske. Vi kom foran dem, og jeg var nu heller ikke videre glad ved tanken om, at jeg nu skulle lade mig glide ned gennem en smal tunnel, hvor der samtidigt strømmede vand igennem. Jeg spurgte guiden, hvor langt der var ned, men han blev bare ved med at sige, at jeg skulle placere mine hænder sådan og sådan, for ikke at smadre mit hoved. Godt så. Der var ingen vej tilbage, og jeg  gav slip og var forholdsvist hurtigt ude på den anden side. Her sagde en brasiliansk gut (læg mærke til jeg betegner folk med deres nationaliteter – det er fordi, jeg har glemt deres navne) at vi skulle kravle op ad verdens stejleste stige. Vi kom nok 20 meter opad, før vi stod tre mennesker og lyste rundt, og ikke rigtigt kunne finde en videre vej. Så råbte guiden langt nede fra, hvad i alverden vi lavede, og at der ikke var adgang for os deroppe. Han var netop først nu kommet gennem tunnelen med de sidste piger. Vi måtte kravle hele vejen ned igen. Ved ikke lige, hvorfor brasilianeren mente, vi skulle derop, men så prøvede vi da at gå lidt væk fra ruten. Efter yderligere ti minutter kunne vi endelig se lyset for enden. Næsten to timer havde vi tilbragt i mørket. Og det var en oplevelse, jeg under alle. En oplevelse, der kostede i omegnen af 30 kr.
Efterfølgende mødtes vi med Toto igen, hvor den stod på ”tubing” i floden. Vi fik en stor badering hver, og så kunne vi ellers bare lade os drive af sted af flodens kræfter. Det var virkelig hyggeligt, bortset fra den lille hændelse, at jeg pludselig sad fast i en række klipper, der var skjult lige under vandoverfladen. Hej kegle, haha.

Ugens nedtur:

Efterfølgende aftalte Nina og jeg at skilles for en stund. Nina har dårlige knæ og fik meget ondt, da vi skulle gå hen over bjerget til søerne. Derfor valgte hun at besøge Tikal-ruinerne i stedet for at bestige Tajumulco.
Jeg tog derfor alene til Antigua og tjekkede ind på noget af et luksusværelse (dog uden badeværelse) for 100 kr/inkl. morgenmad. Det var virkelig dejligt med lidt alenetid, da vi de sidste par uger har mødt utallige mennesker. Jeg hyggede mig rigtig meget og fik efter meget besvær bestilt bus til Xela, som er byen tættest på Tajumulco. Men senere fik jeg så at vide af receptionisten, at de desværre ikke ville være i stand til at køre den efterfølgende morgen grundet kraftigt regnvejr, som åbenbart gør vejene utilgængelige. Nå, så måtte jeg bestille en bus til morgenen efter i stedet. Jeg havde heldigvis en dag ekstra at løbe på.
Derfor stod jeg op kl. 5 torsdag morgen, kom med bussen, og alt var godt. Lige ind til tre timer senere, hvor de stoppede i byen Panajachel og overbragte mig nyheden om, at der var demonstration længere fremme på vejen, og at jeg derfor først ville kunne komme med senere. Så fik jeg lige otte timer i en by på den anden side af Atitlan-søen. Hvad skulle man så lave? Jeg fandt et sted, hvor jeg fik verdens dårligste morgenmad. Så gik jeg på det lokale marked. Her fandt jeg en festplads med tivoli, scene, klovne og karneval med flotte, lokale dragter og dans. Det var meget skægt at se. Men med festuge følger utallige kanonslag (især om natten, fandt jeg senere ud af). Jeg hader kanonslag. Især i bjergene. Lyder som 3. verdenskrig i udbrud.
Jeg tænkte, at jeg ville tage mig en lille bådtur til en af de nærliggende byer. Da jeg kom ned omkring kajen, kom verdens mest idiotiske sælger og prøvede at sælge mig en tur til nabobyen for Q150. En fyr kom mig til undsætning og fortalte, at hvis man køber billetten i båden, koster det Q10. Gringo-pris, nej tak.
Fyren hed Juan (og burde hedde Don foran), var 35 og fra byen, men boede nu på niende år i San Francisco, hvor han var ”surgery assistant” ved operationer. Vi faldt i snak, og han tog med på turen. Han var desværre hjemme fordi hans bror var død, men han virkede nu meget glad på trods af det. Manden var 160 cm lav og holdt meget af at snakke om kærlighed og give komplimenter. Vi sad på en bådebro i en lille by og snakkede, og det var nu meget hyggeligt. Han fortalte, at han ville tage med mig til Xela og tilmed med op og bestige vulkanen, fordi jeg var så sød. Stalkertypen, vi kender alle én. Haha.
Jeg tog tilbage til rejsebureauet, hvor min kuffert stod, og ventede omme i deres gård den sidste times tid, inden jeg skulle med bussen. Jeg spurgte, om de var sikre på, jeg kunne komme af sted nu, og SELVFØLGELIG kunne jeg det. Fint. Bussen kørte en times tid, før den stoppede på en parkeringsplads og jeg fik at vide på spanglish, at vi stadig ikke ville kunne køre igennem. Nu var jeg ved at være lidt træt. Men jeg ville selvfølgelig heller ikke risikere noget, og jeg kunne forstå brudstykker af radionyhederne, hvor der var ba-bu i baggrunden og en ophidset reporter, der rapporterede om seks mord. Derfor blev jeg nu kørt tilbage til Panajachel, hvor en fyr, der ville være min kuffert op på fortovet, kom til at rive håndtaget af den. Jeg orkede ikke engang at sige noget, og han lod bare som ingenting. Så undskyld, mor.
Jeg tjekkede ind på et uhyggeligt hostel med hospitalsbelysning. Men det kostede 50 kr. pr. nat.
Jeg kunne ingen restaurant finde i nærheden, og jeg havde ikke spist noget siden morgenmaden, så jeg købte en ussel pose chips i en kiosk og fejrede al min elendighed. Morgenen efter fik jeg beskeden om, at det stadig ikke var sikkert, så nu kunne jeg tage tilbage til Antigua, hvor jeg kom fra.

Og derfor sidder jeg nu på Holistico Hostel, som er virkelig hyggeligt og har en rigtig sød franskmand som bartender. I går overvandt jeg min frygt for at gå til frisøren med sprogbarriere. Det var godt. Jeg betalte 35 kr. for hårvask, hårkur, hovedbundsmassage, klip og føn. Kom igen, Danmark. Det lignede næsten en dansk frisør og de brugte dyre produkter fra Redken!
I dag skal Nina og jeg ud og finde bus til El Salvador, og så siger vi farvel til Guatemala i morgen!