Semuc Champey!

NU MED TEKST!

Udsigten fra El Portals restaurant og bar

Regnskov

Tusindvis af stejle trapper eller bare klipper, suk

Nina og jeg inde i skyggen - reeet højt oppe!

Mærkelig turisstposering ved vandfald

Bare.. Wow.

Vi havde det ret godt, hvis I skulle være i tvivl

Det reneste vand

Ana på 8 og jeg. Jeg gav hende og hendes søster et par af Christians gamle bamser og nogle halskæder, det blev de glade for!

Søndag morgen startede vi vores tur til de skønne, naturlige pools i Semuc Champey. Vores guide Toto var en sand lille charmetrold, meget lille, spinkel og drillende. Vi startede med at vade nærmest lodret opad i godt en time (held og lykke med min bjergbestigning, siger jeg bare), for både Nina og jeg var den forpustede bagtrop, der nærmest kravlede grædende op ad trapperne – men det var det hele værd, for udsigtspunktet var fantastisk smukt. Jeg glemte helt, at jeg er semi højdeskræk, fordi jeg blev slået helt omkuld af et af naturens vidundere. Der var nemlig bygget en træterrasse ud over skråningen, så man kunne se lige ned mellem brædderne. Vi fik knipset nogle knapt så gode ”her var jeg”-billeder (det faktum at vi stod i skygge og baggrunden var så lys, var ikke en god kombination).
Men selv om jeg har en lille fotograf spirende indeni, må jeg efter disse to dage give min kære mor ret i, at nogen ting bare skal nydes med øjnene, og at alt ikke behøves at ses gennem et kamera. Der vil jeg give min kære far skylden. Det må ligge i generne.
Vi fik kæmpet os den lange vej ned ad bjerget og endte ved et kæmpe, brusende vandfald. Herefter skulle vi lægge alle vores ting ved et træ og ellers følge Toto. Vi kom ud på en lidt mere action packed oplevelse end jeg først havde troet. Søerne ligger jo i forskellige niveauer med vandfald imellem. Vandet var perfekt nedkølende oven på den lange, sveddryppende, ansigtskulørfremkaldende tur hen over bjerget. Alle de små fisk nappede kildende på ens ben og fødder, så snart man stod det mindste stille. Første og anden sø skulle vi hoppe ned til – max. en meter, men stadig sjovt! Så kom vi ellers til det første vandfald. Som vi fandt ud af, vi skulle rutsje ned ad.
Det gik nemt og elegant for energibomben Toto og canadieren Melissa, men da det blev min tur, fik jeg lidt for meget fart på ned ad de glatte sten og klippestykker, og der var ikke andet at gøre, end at tage den hårde landing i det lave vand med et smil (og et par flotte rifter på balderne). Heldigvis var jeg da ikke den eneste, der ikke kunne styre, hvor hurtigt det lige pludselig gik. Da vi troede, det var det største vandfald, vi skulle lege rutsjebane på, kunne vi godt tro om igen. Pludselig kom vi til et meget større og bredere vandfald med langt mere strøm, og inden man ramte næste sø, var der lige et frit fald på en meter. De flestes reaktion var ”no WAY!”, men der var lige som ikke andre veje. Toto instruerede os i, hvordan vi skulle sidde med helt samlede ben, ret ryg og hænderne krydset på skuldrene. Man kunne nemlig nemt komme ud af balance, og det ville jo ikke være så fedt at smadre hovedet ind i en klippe. En spansk pige begyndte at ryste over hele kroppen og fik tårer i øjnene, da det var hendes tur, så det var bestemt ikke for sarte sjæle! Det var virkelig sjovt ellers, man skulle bare lige overvinde sin (rationelle) frygt.

I den pool vi nu befandt os i, viste det sig, at der var en lille hulning under jorden med drypsten. Man kunne ikke se det, men pludselig var Toto dykket ind under og råbte, om vi ikke kom med. Det var virkelig grænseoverskridende at skulle dykke ind under et stykke klippe uden at vide helt hvornår, man ville kunne få luft igen. Især fordi jeg har et barndomstraume fra en tur i svømmehallen med SFO om lille, hvor jeg øvede mig i at dykke under en stor skumgummiplade. Men den blev ved med at rykke sig, mens jeg prøvede at svømme ud under den, og jeg kan stadig huske, hvordan det føltes at være virkelig tæt på at løbe tør for ilt! Men jeg gjorde det, fordi Toto fortalte, at man kun skulle dykke fem sekunder for at nå derind. Det var så vildt og flot derinde! Man kunne kun lige akkurat have hovedet over vandet uden at slå det op i stenene, og samtidigt kom sollyset ind og gav en virkelig flot belysning.

Toto havde ikke forberedt os på, vi også skulle tilbage op ad igen, selv om det jo egentlig var ret logisk. Der var bare sindssygt glat på stenene, og jeg gled da også et par gange. Men så var det bare noget med at sætte fødderne i nogle huller, tage fat i noget græs eller kravle akavet rundt som en idiot.
De sidste 20 minutter havde vi til bare at svømme rundt og nyde det hele. Der var heldigvis ikke så mange mennesker, dog var der en del lokale på søndagsudflugt, må man gå ud fra. Men jeg er stadig helt høj på oplevelsen, der virkelig bare var guld værd for krop og sjæl. (er der venligst en der gider at stoppe mig, før jeg bliver en omvandrende miniudgave af min mor, haha).

Jeg tager virkelig blogskrivningen i etaper for tiden, men glæd jer til beretningen fra grotterne, som jeg var i om mandagen. I morgen tidlig tager jeg (endelig) en bus til Xela. I dag har jeg virkelig slappet af og været asocial  bortset fra Skype. Fik snakket med min far, Marianne, Christian, Stine og Roar. Det var skønt!
I øvrigt har jeg fået 80 myggestik efterhånden, så jeg håber virkelig, at malariarisikoen er lille, som alle går rundt og påstår. Pismyg!