"Now you know Rudy!"

På vej op ved de 27 vandfald

Det bedste billede vi ville få på hele turen - ved ikke, om I kan skimte den grimme dino i baggrunden?

Ved El Limon - jeg er altså ikke så bleg :(

El Limon

Nina og jeg på stranden - fæææst!

Eduardo og jeg med tømmermænd på stranden

Her på en strand i Punta Cana, som Joel tog mig med til - den ultimativt smukkeste og meget uberørt af turister

Sød pige på bådebroen

Gartneren Juan

Stille og rolig udsigt fra Joels altan - man kan lige skimte lidt af golfbanen

Pludselig sidder jeg her på vores terrasse i Santo Domingo, er ved at blive ædt op af myg, da vi ingen myggespray har tilbage, og det går op for mig, at jeg kun har fem uger tilbage. Tiden flyver virkelig, og jeg ved godt, at jeg nævner det tit. Men det er lidt skræmmende – eller i hvert fald utroligt.
Siden sidst har vi som sagt været i Cabarete på nordkysten, hvor de havde en lækker strand med store bølger. Vores hostel lå virkelig afsides og var stort og smukt med tårne og vindeltrapper. Desuden med tilhørende pool, køkken og tilfældigvis to danske bøger, som jeg grådigt læste mig igennem de første par dage. ”Bitterfissen” kan virkelig anbefales. Spændende læsning om ligestilling og kønsroller. Rengøringskonen på stedet havde en lille dreng på to år med mørkebrune øjne og små krøller, som jeg forærede Slinky til – han blev så glad, at han endda medbragte den næste dag!

Første dag gik med at kigge rundt i byens souvenirhelvede og på stranden, hvorefter vi tog på lækker restaurant lige ud til havet og fik Quesadillas og BBQ Ribs til aftensmad. Smarte her skulle lige ned og soppe lidt i de mørke bølger, samtidigt med at hun tog en video, hvilket resulterede i en pludselig monsterbølge, der gjorde hende gennemblødt. Flot.
I Cabarete kører man rundt på motorcykler, eller Piki Piki, som jeg fristes til at kalde dem. At køre bag på dem med vinden susende gennem håret tog mig tilbage til Bagamoyo. Tænk, det er næsten et år siden, jeg kom hjem fra mit Afrika. Pudsigt som nogle situationer, lyde, lugte osv. kan minde en så stærkt om fortiden. De hullede veje, palmerne, stranden, reggae rytmer og de sorte mennesker bidrog også til følelsen af Afrika.

27 vandfald i streg. Det lyder jo ikke helt dårligt, vel? Det syntes vi heller ikke, så vi begav os af sted i minibus, hvor vi sad 28 mennesker i bussen, der var beregnet til 15 inkl. chaufføren. Og det var med en lille, stakkels dreng, der kastede op halvdelen af turen. Til slut på busturen stødte vi desværre/heldigvis ind i en guide, der ville hjælpe os med at finde vandfaldene. Man skulle nemlig med endnu en bus. Lad mig introducere jer for en person, der mestrer kunsten at overdrive så ubeklageligt, at man skulle tro, han kunne sælge sand i Sahara. Hvis han dog bare ikke havde været så pokkers irriterende samtidigt med. Han hedder Rudy, er 46 år og bor efter sigende i New York. Han er dog fra DR, så han bor her nogle måneder hvert år, hvor han arbejder for et turistbureau.
Han fik os efter megen snak ind i den korrekte bus, hvor vi kørte en halv times tid for at nå en lille vej ned til vandfaldene. Her snakkede han non stop. Nina ignorerede ham, og jeg sagde blot ”ja”, ”nej” og ”okay”. Måske lidt uhøfligt, men han var umulig at stoppe! Vi fik betalt indgang og leje af udstyr til nationalparken, hvor vi skulle gå yderligere en halv times tid for at nå frem. Jeg fik endnu en guide, som skulle hjælpe mig op og ned ad de syv første vandfald. Nina sprang over, og fik derfor fornøjelsen af at høre lidt mere på Rudy og hans interessante salgstaler, fedterier og historier om det vilde liv lige ved Fifth Avenue i NY.
Min guide hundsede rundt med mig, og det var lidt grænseoverskridende, for jeg var ærligt talt bange for at glide og falde, da man skulle klatre direkte op ad stejle, våde klipper kun ved hjælp af et reb. Desuden skulle jeg endnu en gang kravle op ad et vandfald, og her var jeg virkelig tung bagi. Jeg klarede det dog med nød og næppe. Det hjalp jo heller ikke ligefrem på situationen, at Rudy havde lagt ud med at fortælle om en kvindelig, tysk turist, der var druknet i et af vandfaldene. Han synes også lige han skulle nævne, at et tysk par (hvad er der med tyskere?), der havde bevæget sig ud til vandfaldene uden guide, var blevet bestjålet og havde oven i købet fået brækket henholdsvis næsen og kæben. ”Men jeg passer på jer, ladies, det er mit job, jeg gør et godt job!” Ja tak, pas dit job og ti lidt stille. Bare fem sekunder.
På vej ned igen skulle man rutsje ned ad de stejle vandfald. Det var sjovt. Det næstsidste turde jeg desværre ikke, så jeg begav mig ned ad kyllingestigen ude i siden. Men hvad, jeg kan jo ikke være frygtløs hele tiden.
På turen tilbage syntes Rudy, at han skulle vise os en lokal slagter ude langs landevejen. Der stank langt væk af døde dyr, flæsk og bakterier. Her stod de og kogte, stegte, skar i stykker og gjorde ved. Endnu engang undredes jeg over, at jeg spiser kød og nyder det. Rudy veg ikke tilbage for at fylde en pose med klamme, ildelugtende flæskesvær, som skulle fortæres lige ved siden af mig i bussen. Alt imens fortalte han om, hvordan han var chefkok i NY. Ikke bare kok, som han sagde, chefkok! Han havde arbejdet på alverdens restauranter. Til Nina havde han tidligere fortalt, at han var sikkerhedsvagt. Han nåede også at sætte forventningerne op til et museum, vi måtte se GRATIS, fordi han kendte de helt rigtige mennesker. ”Der bor 500.000 mennesker i denne by. Jeg kender nok 100.000 af dem. De fleste andre er crackheads, DEM må I ikke tale til, forstår I det, ladies, hva’?” Du er vist heller ikke helt normal, hvis du mener, du kender 100.000 mennesker. Desuden var museet gratis for alle, fandt vi senere ud af. Vi fik at vide på forhånd, at det var et yderst berømt museum, folk tog til landet udelukkende for at se det! Desuden indeholdt det en kæmpestor fabrik med fremstilling af rav- og stensmykker og en dinosaur lavet af 10.000 stykker rav. ”Det bliver det bedste billede på hele jeres tur, HELE turen, det lover jeg! Jer foran dinoen!” Han berettede som bonushistorie om en britisk dame, der havde købt et ravsmykke på museet. Da hun var kommet hjem, havde hun tabt smykket ud af sit vindue på 5. sal, hvorefter det var blevet kørt over af en lastbil. Da hun sendte smykket retur, havde de på museet uden at blinke sendt hende et nyt magen til. Den historie er da yderst realistisk. Og nej, han jokede ikke.
Museet var lille. Der var måske 15 udstillingsmontre. Dinoen var grim. Fabrikken var fem mænd, der stod ved en maskine og drak kaffe. Vi fik lov til at rulle en cigar. Det måtte være højdepunktet, selv om ingen af os kan lide cigarer. Og nu lyder jeg virkelig som en mavesur turist, men han havde sat forventningerne helt i vejret, og han overdrev simpelthen alt.
Desuden benyttede han sig konstant af sætningen "Now you know me - now you know Rudy!"
Han gav os efterfølgende fire små stykker rav og to stykker af den lokale, blå sten. Det var meget venligt af ham, bevares, jeg blev bare en anelse irriteret over, at han udelukkende havde travlt med at fortælle, hvor DYR OG EKSKLUSIV en gave, det var. Hvis man vil give en gave, så lad være at snakke om prisen. Desuden kunne enhver idiot se, at det var 2. sortering. Jeg fik nok, da vi skulle give ham drikkepenge til sidst – for selvfølgelig ville vi da det. Vi gav ham helt udmærkede beløb begge to, for de tre timers tid, han nu havde rendt rundt med os (af egen vilje) – og så kræver han mere! Vi havde endog fra starten fortalt ham, at vi var Backpackers med et rimelig stramt budget. ”Ej, hvis I havde en god tur, så skal I give mig flere penge! Men hvis I havde en dårlig tur, så tag dog jeres penge tilbage”. Det provokerede mig virkelig. Han fik ikke flere penge af mig. Jeg fik til gengæld ro i hovedet efter tre timers konstant snakken og praleri.  
På vejen tilbage til Cabarete krævede billetdrengen 500 pesos. Den anden vej havde vi givet 100. Han fik 100 da vi stod af. Vi er afsindigt trætte af at blive forsøgt snydt hele tiden.

Dette er ved at udvikle sig til et negativt indlæg. Derfor vil jeg fortælle om vores sidste aften, hvor vi hyggede med den belgiske pige Kiehl (staves?), som arbejdede på vores hostel. Vi tog ud og spiste og bagefter på en irsk pub, som Eduardo og hans venner havde anbefalet os. Det var onsdag, så der var ikke meget gang i den, bortset fra de unge, prostituerede piger, der flokkedes om de gamle, vamle turister. Ikke et kønt syn. Vi fik rigtig lækre dyre drinks og en enkelt lokal øl. Det var en hyggelig aften, men vi tog tidligt hjem, for dagen efter skulle vi op kl. 6 og videre til Samana.
I den lille bus var en hel dagligstue medbragt. Spisebord i træ og fem stole, der var presset ind diverse steder. Derudover også et toilet. Ja, man ser mange sjove ting blive transporteret. Jeg sad og smilede til en lille pige, der valgte at kvittere ved at tyre en kiks på mig intet mindre end to gange, mens hendes mor sad og grinte uskyldigt til mig.
Samana var ikke noget særligt. Meget turistet og kendt for hvalsafari. Desværre er det ikke hvalsæson nu. Vores hostel var ret ringe. De havde lovet WiFi og køkken. Internettet havde ikke virket flere dage, og det halvt udendørs køkken havde ikke været i brug flere måneder. Det var virkelig sundhedsskadeligt og ulækkert. Oven i hatten fik vi et værelse, hvor toilettet ikke virkede, og et nyt værelse, hvor badet ikke virkede. I det mindste var der aircondition og gode senge. Den ene receptionist var en super cool fyr, som var hjælpsom og smilende. Den anden, derimod, var en emsig trunte, der ikke havde hørt om at arbejde, men kun om at chatte på Facebook. Vi var nødt til at låne computeren af hende, da den havde internet, og vi skulle researche om nogle ture, og efter megen kamp gav hun os endelig fem minutter, mens hun åndede os i nakken og sprang op ved lyden af enhver Facebook-besked. Da jeg måtte logge af hendes Facebook for at kontakte Eduardo om, at vi ændrede vores planer, var hun nær et ildebefindende. Jeg ved godt, at jeg er en computernørd, men det der var da helt ude af proportioner. Hun blev oprigtigt sur på os, og mente, at det var hendes computer og hendes arbejde. De eneste faner, hun havde åbne, var Facebook, YouTube og en side med downloading af serier.
Hårdtarbejdende pige.

El Limon vandfaldet tog vi efter en smule planlægning ud og så dagen efter. Det var helt bestemt det hele værd! Det lå kun en halv times kørsel i minibus fra Samana, hvor vi blev sat af ude på landet ved en lille klynge huse, der tilbød leje af heste. Jeg sprang elegant over og tænkte, at jeg både kunne spare penge og få en god, stejl vandretur i stedet for en tur på hesteryg. Nina lejede en hest, og vi fik en flink guide, Alex, der kun talte spansk. Jeg vandrede glad af sted i mine klipklapper, men der var godt nok rimelig mudret. Til sidst gik jeg i bare tæer. Naturen var smuk, og der var så fredfyldt. Ninas hest opførte sig også pænt. Jeg er jo ikke videre begejstret for heste. Vandfaldet er 52 meter højt og betagende smukt! Det bedste er, at der er en naturlig pool foran vandfaldet, hvor man kan svømme og bade (man skal dog passe på, da der stikker klipper op alle vegne). Vi poserede det bedste vi havde lært, mens Alex forevigede os foran vandfaldet. Da vi kom, var der en stor gruppe turister, men de forsvandt heldigvis efter blot 10 minutter, og så havde vi det hele for os selv! Det var dejligt nedkølende efter den forholdsvis lange vandretur.

Efter en enkelt overnatning hos Eduardo tog vi af sted til Punta Cana, nærmere betegnet byen Bavaro. Turisternes paradis, den tredje mest populære destination i hele Caribien og – skulle vi senere erfare – med verdens højeste koncentration af Speedos med tilhørende røvsprækker og ølvomme. Nej. Bare nej.
Stranden var i sandhed et postkort eller 1000 værdigt. Kridhvidt sand, turkisblåt vand og palmer hele vejen langs kysten. Vi svømmede, slappede af og solede os hele eftermiddagen, før vi om aftenen købte ind til at lave mad på vores hostel. Med prisen havde vi ikke ligefrem råd til at gå ud at spise - det var vores dyreste overnatning indtil videre ($20). Det er ingenting, men det er meget, når man skal sove ude hver dag i fire måneder.
Drinks skulle der til. Vi startede med en enkelt på en sportsbar, hvorefter vi gik i supermarkedet og købte øl, som vi tog med ned på stranden (danskerstil). Eduardo stødte tilfældigvis ind i en gammel ven, Jean Marie fra Haiti. Det er et ret morsomt drengenavn, og for Nina og jeg hedder han nu Jacqueline. Eduardo er stor, høj og bred, og Jean Marie er den mindste 21-årige fyr, jeg endnu har set. Han lignede virkelig en på max 16! Det var Gøg og Gokke, der gik ved siden af hinanden.
 Månen var stor, flot og gul, øllene velsmagende og lyden af bølgerne behagelig. Det var den billige champagne Nina havde købt til gengæld ikke. Eduardo overtog den med meldingen om, at al alkohol kunne drikkes. Efter et par genstande eller tre fulgte vi Nina hjem, og så tog vi videre på Fotobar, hed den vist. Rigtig cool sted lige ud til stranden, hvor de har en bar med gynger – det er da genialt! Her fik jeg lært lidt lokal dans af Jacqueline, som virkelig er noget af en humørbombe. Jeg fik også indtaget en Mojito og en Cuba Libre, så vi var alle godt kørende. Rigtig sjov aften!

De næste tre dage boede vi hos Joel, endnu en Couchsurfer. 34 år og ingeniør ved et stort firma, der står for al elektriciteten til hotellerne. Og godt nok har vi boet hos velhavende familier hele vejen igennem, men Joels lejlighed slår altså det meste! Smukke marmorgulve, gæsteværelse med eget toilet og bad, aircondition, køkken med alt i hvidevarer og minibar, vaskerum, fire toiletter, kæmpe soveværelse med tilhørende jacuzzi, stor altan med grill, enormt TV med intet mindre end 300 kanaler, lækkert møblement, swimmingpool, gartner, rengøringskone og vagter. Det var helt vildt! Nå ja, så ligger en af de største golfbaner i hans baghave, så vi var godt underholdt af golfturister, der kørte rundt i deres dyre tøj og smarte solskærme (hej far).
Her hyggede vi nogle dage med at slappe af, svømme i poolen, tage i et virkelig dyrt mall osv. Vi skulle have været på snorkeltur, men vi var desværre for sent ude.
Jeg blev gode venner med gartneren Juan, der insisterede på, at han skulle plukke en kokosnød til mig, selv om jeg sagde, jeg virkelig ikke kan lide dem. Den var nu ikke helt slem, så jeg drak lidt og smilede for at være høflig. Joel var rigtig flink til at køre os rundt, også en morgen, hvor vi ville ned og se en caribisk solopgang – det er virkelig et must. Vi havde så bare valgt den morgen, hvor det stormede, regnede og var koldt som bare fanden! Vi sad i læ på stranden kl. 6.15 og ventede en hel time, før vi indså nederlaget. Nina var så sød:
”Ej, vi venter lige lidt. Jeg er sikker på vi kan se nogle røde stråler i horisonten lige om lidt!” Og der var bare gråt, gråt og gråt. Suk. For resten kom Jacqueline den ene aften med en virkelig sød kompliment til Nina og jeg:
”Er I sådan nogle, der læser mange bøger?”
”Tja, en del, hvorfor?”
”I ligner bare sådan nogle nørder, synes jeg!”

Status lige nu er, at vi er tilbage i Santo Domingo hos Eduardo. I går var vi en tur i IKEA, hvor vi købte noget skandinavisk inspireret julepynt til moren. Derudover købte vi verdens dyreste rugbrødsblanding og verdens dyreste brunkager, men det var det hele værd. Det er simpelthen så syret at gå rundt i IKEA og opdage, at den absolut eneste forskel er sproget (møblerne hedder selvfølgelig stadig de svenske navne). Vi fandt også et par danske bøger i nogle af deres udstillingsboliger. Så tæt på hjem, og alligevel så langt fra. Vi glæder os til at holde minijul med familien og lade dem smage noget dansk mad. Ellers savner jeg nu ikke den danske mad synderligt.

I dag er der sket den ene vigtige ting, at jeg har købt et nyt objektiv til mit kamera, som nu virker!