Utopiske Utila

Mærkelig fisk!

Nina og Mags på båden

Båden nedefra!

Smukke koraller!

Ninas Crush

Mags, vores instruktør

Vi fandt ikke Nemo, men vi fandt tusindvis af andre farverige fisk

Privat strand

Noget af crewet fra venstre: Natacha, Mags, Santiago og Captain Morgan

I går ankom vi til León, Nicaragua, som er en by ca. 10 km. fra Stillehavet. Jeg er alvorligt bagud med blogging efterhånden, men det må jo betyde at vi har travlt og oplever en masse!
Jeg vil utroligt dele min beretning fra mit dykkereventyr med jer alle. Jeg tog som sagt mit dykkercertifikat på Utila (tænker hele tiden Utøya, når jeg hører det), som er en lille, hyggelig ø på størrelse med Sejerø. Den er en del af de tre Bay Islands og ligger 30 km. ud for kysten. Vi tog dertil fra La Ceiba med en lille færge og ankom en time senere til øen, hvor vi fandt dykkercentret Captain Morgan’s, som jo på navnet alene antyder, at det er et virkelig godt sted. Vi fik os en snak med Meg fra Australien, som er en af instruktørerne på stedet, og besluttede os for, at vi ville tage dykkercertifikatet der. Med til stedet hørte også Pirate’s Bay Inn, som er et nybygget hostel lige ud til en lille, privat strand. Og med i tilbuddet hørte endda seks gratis overnatninger på stedet, så vi kunne jo slet ikke få hænderne ned!
Vi kom i gang med prøvedykningerne allerede samme dag, og vi kom på hold med fire canadiske fyre, som var rigtig sjove og hyggelige.  Først skulle vi se en hæslig teorivideo fra start 90’erne, som PADI har udgivet til de forskellige kurser, man kan tage. Dem var der desværre fem af, skulle vi senere sande.
Vi tog ud med Captain Morgan’s båd, og vores kaptajn var virkelig en lækker pirat. Vi skulle lære at sætte udstyret op, tjekke iltflasker osv. Der er en helt masse praktiske ting, man skal have styr på, hvis man vil undgå at lide druknedøden. Og det er vel egentlig også forståeligt nok. Vi sejlede ud til en strand, hvor vi kunne øve en masse forskellige teknikker på omkring halvanden meters dybde. Stadig lidt sejere end at lave øvelserne i en pool – der svømmer ikke allerede dér eksotiske fisk rundt.
Efter nogle simple øvelser skulle vi prøve kræfter med det tryk, man bliver udsat for, når man dykker. Derfor skulle vi nu ned på 4-5 meters dybde, og selv om det ikke lyder af meget, giver det virkelig en tryk i ørerne. Nina var desværre ikke i stand til at dykke ned, da hun har problemer med sine ører, så det var virkelig ærgerligt. Os andre fik lavet øvelser nede på bunden som at tage ilttilførslen ud og bytte den med sin dykkerbuddys, hvis man løber tør for ilt, eller andet går galt. Desuden skulle vi tage vores maske af og prøve at svømme rundt uden. Man bliver langt mere desorienteret, end man umiddelbart skulle tro, og det er lidt ubehageligt. Men hvor var det en helt igennem ubeskrivelig følelse, at kunne svømme rundt nede langs bunden og være i stand til at trække vejret, mens man betragtede solens stråler glimte i havoverfladen. Da vi var færdige med dag 1, kom vi totalt udmattede hjem til Pirate’s Bay, hvor vi kunne soppe på stranden og slappe helt af.

De næste par dage gik med flere dyk og øvelser på langt dybere vand. Som Open Water dykker må man dykke ned til 18 meter, og det gjorde vi – det var så vildt og et ordentligt adrenalinkick!
Teorien blev jeg stadig ikke bedre venner med, men det var nu bare at se de åndssvage videoer og besvare de tilhørende spørgsmål, selv om man nu var godt udkørt efter 5 timer på og i havet hver dag. Det meste gav jo sig selv, når man først var derude. Vi skulle også lave en såkaldt Cæsar-opstigning på omkring 10 meters dybde, hvor man i en nødsituation skal være i stand til at stige op til overfladen uden ilt. Man skal simpelthen sige en ”aaarrh”-lyd og udånde hele vejen op. Det var faktisk ikke så svært endda. Så skulle vi også tage vores udstyr af og på både i overfladen og nede på bunden. Men efter øvelserne fik vi også lov til at svømme rundt med Mags, vores britiske instruktør. Hun var virkelig cool, smuk mulat med bittesmå krøller og kridhvide tænder.
Den ene dag dykkede vi først ned til et skibsvrag, som var fuldstændigt dækket af koraller og andre havplanter – det var virkelig fedt! Ærgrede mig meget over manglende undervandskamera. Indså nedslået, at det nok ikke var holdbart at putte mit spejlrefleks i en vandtæt pose. Senere så vi to store rokker på over to meter, den ene var plettet og virkelig flot!  Vi svømmede ret tæt på dem, og jeg sendte en kærlig tanke til gode, gamle Steve. Derudover så vi selvfølgelig åndssvagt mange farverige fisk i alverdens farver og former. Jeg er desværre ikke så ferm til fiskenavne, men I kan nok forestille jer, hvor fantastisk det har været. Nina snorklede den sidste dag, da vi andre var på to ”fun dives”. Hun var så heldig at se en havskildpadde! Desværre så vi ingen hvalhajer, men siden det nærmest regnede konstant, da vi var på Utila, var der en logisk forklaring på det: hvalhajerne elsker at solbade i overfladen, men ellers holder de sig på det dybere vand. Ingen sol er derfor lig med meget lille chance for at se verdens største fisk. Uden hverken hvaler, hajer eller andre store, mægtige havdyr, er dykning virkelig noget af det mest fantastiske, jeg har prøvet. Og selv om den teoretiske prøve bestod af 90 dræbende spørgsmål, er jeg glad for, at jeg nu er certificeret dykker! Jeg skal helt sikkert dykke på nogle af de caribiske øer, når vi når dertil.

På Pirate’s Bay var vi så heldige at have vores 4 personers dorm med eget badeværelse for os selv, så vi bredte os rigtig og rodede godt og grundigt. Om natten var det virkelig varmt, så de to blæsere var vores bedste venner! Desværre blev værelset angrebet af myrer, men det er nærmest uundgåeligt. Myrerne var dog langt fra det værste – på Utila stiftede vi nemlig bekendtskab med sandfluer! Jeg troede, at myg var det værste, men de små sataner drev os til vanvid. De bider, og det gør ondt og kløer samtidig.
Heldigvis havde vi den sødeste kok og bartender, Natacha, som var en rigtig big mama og vildt chilleren. Dog kunne vi ikke forstå, at de ikke havde Captain Morgan i barens sortiment. Rimelig misvisende!
 Mandag aften tog vi på Treetanic, som er en kendt bar i backpackermiljøet, der som navnet antyder, er bygget oppe i træerne. Bartenderen var fra Slovakiet, og vi var så heldige, at der om mandagen var dobbelt op på vodkadrinks. Det tilbud kan man jo ikke sige nej til, vel? Et godt stykke tid var vi faktisk de eneste i baren, men pludselig kom canadierne, vi dykkede med, og var i vældig godt humør. De havde lige været på en anden bar, hvor man skulle tage fem shots af noget ubestemmeligt hjemmebrygget rom - for at få en umådeligt grim limegrøn tanktop. Robert, en af fyrene, fyldte 30, så det var klart, der skulle festes igennem!
Nina og jeg blev rimeligt snalrede, men var så fornuftige at smutte hjemad kl. 23, da vi skulle op og dykke kl. 7 næste dag. Det er utroligt så fornuftig jeg er blevet, egentlig. Nina er virkelig en god indflydelse på mig! Det var noget af det fantastiske ved Utila og det lille samfund – vi kunne sagtens gå alene hjem om aftenen, når vi havde været ude. Det er bare en dejlig frihedsfølelse, når man normalt er rådet til at tage taxa på alle tidspunkter, efter mørket falder på.

Den sidste dag på Utila lejede vi en scooter, så vi kunne køre rundt og se noget mere af øen. Vi opdagede dog, at der næsten ingen veje findes på øen – rimelig problematisk. Vi kunne køre rundt i Utila Town, og vi tog på et Rescue Center for nogle meget sjældne leguaner, der kun findes på Utila. Stedet er drevet af nogle utroligt nørdede tyskere, som vidste alt om leguanerne. De havde også nogle slanger, blandt andet en utroligt aggressiv tre meter lang boa og en meget tægebefængt slange – føj, hvor så det ulækkert ud. Og de vidste desværre ikke, hvad de kunne gøre for den. Skildpadder havde de også, faktisk samme slags som Stella og Michael har i deres have. Desuden så vi en kæmpe edderkop med gult spind i det fri, som jeg vovede mig tæt på, for at tage et billede til Tess.
Senere kørte vi ud mod den lille lufthavn, idet det begyndte at styrtregne! Der gik ikke lang tid, før vi bare gav op og blev gennemblødte. Jeg valgte yderlige at løbe rundt blandt de små privatfly i lufthavnen – det er bare livsbekræftende at danse i regnen! Efterfølgende kørte jeg scooter for anden gang (første gang var faktisk på Sejerø med Mia og Ida) ude på landingsbanen. Det var sindssygt sjovt! Begynder at forstå Scooterbanden der huserede på Langdraget i mine yngre teenageår, selv om jeg gjorde grin med dem den gang. Jeg aner ikke hvor hurtigt jeg rent faktisk kørte, fordi speedometeret ikke virkede, men jeg følte, at jeg kørte mindst 100 km/t, haha. Vi tog ud til en øde strand tæt ved landingsbanen, der simpelthen var fyldt med alverdens skrald fra fastlandet. Det gjorde mig oprigtigt ked af det at se. Så smuk og storslået natur (med vilde leguaner, som vi så en af) ødelagt af menneskets svineri og forurening!

Efter Utila tog vi en bus til Tegucigalpa, som nok er verdens mest komplicerede navn til en hovedstad. Jeg har først lige lært at udtale det. Vi skulle bo hos endnu en Couchsurfer, advokaten David, der fra nu af vil blive betegnet Den Arrogante Advokat”. Da vi ankom, var han der slet ikke, så vi blev hentet af to af hans venner – fint nok. Han havde sagt noget med, at han havde en roomie, men da vi kom frem til det meget fornemme hus med vagt, port og palmer, blev vi mødt af intet mindre end tre hunde, en kat og en skildpadde. Plus et ældre ægtepar og en husholderske. Det viste sig så, at han boede hos sine bedsteforældre. De boede i et yderst smukt hus fyldt med kunst og akademiske bøger. De var begge advokater, og bedstemoren Maria tilmed også kunstmaler. Faren var enormt hyggelig, havde modtaget et utal af priser fra diverse universiteter, og kunne en smule engelsk. Jeg ved ikke helt, om han var gået på pension, men i hvert fald tilbragte han alle tre dage med syvkabale på computeren iført klassisk blåstribet pyjamas. Vi var ude og se lidt af byen og nogle flotte katedraler (surprise), og om aftenen mødte vi endelig Den Arrogante Advokat og hans dullekæreste, som fra start af sendte os dræberblikke, mens hun holdt godt fat i hans hånd. Da vi ligesom prøvede at få en samtale i gang med dem, udbrød Den Arrogante Advokat pludselig ”good night”, og så var samtalen dødsdømt. Det var enormt sødt af ham at låne os sin seng, bevares, men det er også alt positivt jeg har at sige. Hans værelse var fyldt af alverdens spillekonsoller, verdens største fladskærm, en Star Wars-maske, fjernstyrede biler, det klassiske ungkarle-TV-møbel og to guns. Stille og roligt. Mit yndlingsvæsen i huset var den skeløjede kat Moses, nurh!
Den Arrogante Advokat havde fødselsdag om lørdagen, og vi skulle til BBQ-party i en by rimelig langt væk. Andet info havde vi ikke fået. Da jeg sagde ”Feliz cumpleaños” (tillykke med fødselsdagen) til ham, kvitterede han med… Nå nej, han sagde ingenting. Jeg spurgte, om det ikke var i dag, og han kvitterede med ”jo”, idet han gik. Okay, undskyld ad helvedes til.
Vi valgte herefter at holde os væk fra BBQ, (også grundet det fact, at de havde tænkt sig at køre hjem fulde) da han og kæresten alligevel lignede nogen, der helst så os i et fly til Danmark. Vi tog ud og drak milkshakes i stedet.

Turen går (lidt) ad helvede til

Det kan vi li'!

Lokal bus = tidligere skolebus

Der er styr på ledningerne...

Skodmuseum som var lukket!

Nina og jeg var på fin restaurant på Gran Hotel Paris - de havde den bedste aspargessuppe!

La Ceiba downtown

Ca. 1/4 af julepynten i et supermarked

Masser af frisk frugt!

Nu var jeg nødt til at lade mig inspirere til denne titel, som var den bog, Stella og Michael gav mig i afskedsgave. Den har givet os mange gode grin (blandet med væmmelse og forargelse), og nu var det åbenbart vores tur, der skulle gå ad helvede til - bedre kendt som Honduras. Landet med verdens højeste mordrate pr. indbygger. Centralamerikas fattigste land. Narkosmuglernes paradis. Etc.
Inden I sidder derhjemme og overvejer at tage over og redde os, kontakter PET og går helt i panik, så vil jeg lige indskyde, at vi begge er i live og har det godt. Men danskere kan jo som bekendt godt lide at brokke sig. Det synes jeg nu også, vi er i vores gode ret til.

I mandags kom vi på en bus til Copan, Honduras, som Joel havde hjulpet os med at finde.  Fint, det var en stor, forholdsvis komfortabel bus. Da vi nåede grænsen var det blevet mørkt, og det tog af uforklarlige årsager virkelig lang tid at komme igennem. Jeg gætter på at det har noget med narkosmugling at gøre.
Endelig passerede vi grænsen og kom til en mindre by, hvor al strømmen var gået. Det mindede mig så meget om Afrika, og underligt nok synes jeg, at strømafbrydelser er enormt hyggelige med stearinlys og lommelygter. Jeg bestilte noget mad på gebrokkent spansk og i mørke, og så skulle vi videre med bussen. Så langt så godt. Pludselig fik jeg en bange anelse idet der intet stod om Copan på vores busbillet, så vi indledte en slags spørgerunde blandt forskellige mennesker omkring os i bussen. Ingen kunne engelsk. Alle kom med forvirrende svar. Og vi fattede absolut ingenting. Vi kom efter en længere halvhjertet dialog frem til, at bussen kørte forbi byen Santa Rosa de Copan. Men vi skulle til Copan Ruinas. Vi havde da ingen anelse om, at der fandtes to byer med næsten identiske navne.  Derfor startede vores Honduras-eventyr med, at vi blev smidt af på en hovedvej i den forkerte by. Klokken var over ni om aftenen, så der var ikke meget andet at gøre, end at tjekke ind på et nærliggende hotel langs vejen og overveje situationen næste dag.
Efter lidt rod med at forklare receptionen, at vi kun havde dollars, fik vi et ret okay værelse med to halvandenmandssenge og et udmærket toilet og bad. Ganske udmærket indtil jeg vågnede om natten rystende af kulde og ved et barns ulidelige gråd på naboværelset. Orkede ikke at finde mine ørepropper, og et par timer efter vågnede jeg alligevel igen ved, at de gik i gang på byggepladsen lige nede foran hotellet. Fed udsigt og dejlig larm at vågne op til.
Vi tog en taxa til midtbyen, da vi jo dårligt nok vidste, hvilken by vi befandt os i. Efter lidt frokost tog vi hen på turistbureauet og forsøgte at forhøre os om muligheder for bus til det ”rigtige” Copan. Det tog over tre timer hver vej, så det droppede vi lidt. At hæve penge blev vi dog nødt til. I Honduras har de lempiras, hvor 100L svarer til 30 DKR. Vi gik ind i en ATM tilknyttet en bank, og først ville den ikke tage imod Ninas kort. Den ville dog godt tage mit, og jeg tastede det ønskede beløb og enter, hvor efter den bare gik på velkomst-skærmen igen, uden der skete noget. Gik rimelig meget i panik og tænkte, at den nok havde trukket pengene uden at udbetale dem. Derfor gik vi i kø i banken, som tog næsten en time! Heldigvis viste de Animal Planet imens. Og ingen af de omkring 20 ansatte kunne engelsk, viste det sig. Ingen i Honduras kan engelsk, sådan stort set. Derfor blev det noget med fagter og ord, men de trak bare på skuldrene og kunne ikke hjælpe mig eller forstå mit problem. Kom vist til at sige nogle meget lidt pæne ord på dansk på vej ud.
Senere lykkedes det Nina at få et nyt SIM-kort fra Tigo, som skulle være den bedste udbyder. Da jeg skulle forsøge mig, kunne det pludselig ikke lade sig gøre. Noget med signalet, forklarede den dvaske, unge dulle bag disken. Klart. I har lagt en stor Tigo butik i en by. Men I har simpelthen intet signal, så I kan tjene penge på at oprette nye kunder. Åbenbart ikke. Hun trak dovent på skuldrene, mens hun gnaskede højlydt på sit tyggegummi og var travlt optaget af sin egen lyserøde mobil. Blev en smule provokeret af hendes fremtoning med klistret lipgloss, farvetema med lyserød t-shirt og tilhørende øjenskygge op til øjenbrynet. Kombineret med en ligeglad attitude. Var nok bare generelt provokeret.

Nu stopper negativiteten for en kort stund – senere på dagen tog vi nemlig en bus til den lille by Gracias, hvor fra vi tog en tuk-tuk videre til nogle ”hot springs”. Desværre fik vi af den søde buschauffør at vide, at den sidste bus tilbage til Santa Rosa, hvis vi ikke ville strande i den lille flække, var kl. 17. Derfor havde vi kun halvanden time, inden vi skulle tilbage. Lidt ærgerligt, men vi fortrød bestemt ikke! Det var vildt lækkert at bade i så varmt og tilmed naturligt vand. Er der en nørd, der gider forklare os, hvad der gør vandet så varmt? Det må være noget med jorden, vulkaner og sådan noget? Nej, jeg har aldrig været specielt naturvidenskabelig, desværre! Vandet var omkring 40-45 grader, vil jeg tro. Det var så fredfyldt at flyde rundt i vandet og se op i trætoppene. Der var dog ingen papegøjer – jeg vil snart spotte én!

Vi nåede bussen hjem, og næste dag fandt vi i bushelvedet den rigtige bus til endnu en by ved navn San Pedro, der er indehaver af Centralamerikas største busterminal. På busturen sad en kvinde med fire børn, som var så smukke og søde med de flotteste krøller. Moren havde et glasøje, som så virkelig uhyggeligt ud – det stak langt ud af hovedet på hende. Av. Jeg har ikke lyst til at vide, hvad der dog er sket hende.
Når man kører sådan en lang tur tværs over Honduras får man både set storslået natur, men i den grad også fattigdommen, der er meget synlig på landet. De bor i blikskure og lerhytter lige som i Afrika, og mange af børnene render nøgne rundt i affaldet langs vejen. Det gør virkelig ondt at se på. Men hvorfor vende det blinde øje til? Man må se realiteterne i øjnene, selv om det kan være yderst ubehageligt.
En anden ting, der er ret ubehagelig for mig, er brugen af kæmpe våben og geværer over alt, som en helt almindelig foranstaltning. Nina synes det er rart og føler sig sikker og beskyttet med alle de bevæbnede vagter, men jeg har det virkelig omvendt. Jeg bliver sgu utryg – og småparanoid, så jeg flere gange har forvekslet en ganske almindelig paraply eller stok med en gun! Takker inderligt for vores våbenlovgivning, som i øvrigt overrasker folk herovre!

Endelig ankom vi til La Ceiba, som en stor by på østkysten. Vi bookede et hotel på anbefaling fra vores taxachauffør, som var ret lækkert med dobbeltværelse, eget badeværelse og den vildeste aircondition! Lige indtil vi ville indtage vores take-away-meget-sene-aftensmad på tagterrassen, som så meget indbydende ud. Der kravlede så lige en stor, fed rotte forbi. Vupti, der røg appetitten. Helt til rotterne, som man siger. Desuden fik jeg det vildeste eksem på turen med røde plamager på hele overkroppen, så vi måtte en tur på hospitalet, hvor ikke et øje talte engelsk! Selv ikke overlægen. Så det var en hel masse fagter og papirarbejde der skulle til, før de til slut forstod, jeg ville have taget en blodprøve for at se, om jeg havde fået dengue feber. Der får man åbenbart udslæt. Men det havde jeg heldigvis ikke. På vejen ud talte vi lidt med rengøringsmanden, som sjovt nok var den eneste, der kunne engelsk! Sprogbarrieren kan godt gøre en lettere sindssyg, men jeg synes faktisk, jeg har fået ganske godt fat i det dér spansk.
De næste par dage tilbragte vi med at vade lidt rundt i byen og shoppe, prøvede at komme ind i en kirke, på et sommerfuglemuseum (okay, jeg har en naturvidenskabelig side) og andre seværdigheder, men det var alt sammen lukket! Så gik vi da bare ud og fik eksotiske drinks på en restaurant ved stranden i stedet!

I skrivende stund sidder jeg på Pirate’s Bay Inn ca. fem meter fra stranden. Jeg har i dag dykket ned til 12 meters dybde, og har dermed halvvejs færdiggjort mit PADI Open Water certifikat. Lad mig sige det sådan: Jeg ville gerne bytte med Ariel. Hvad brokker hun sig egentlig over?

San Salvador, mi amor!

Antropologisk museum

Hyggelig, dansk middag!

Nina og jeg i junglen

Naturlig pool i junglen

Halloween i god tid, haha

Lækker pool!

Woooow

Katolsk katedral

På toppen af 1800 m

Antropologisk museum

I skrivende stund befinder jeg mig i Santa Rosa, Honduras, men før vi ankom til helvedes forgård, havde vi en skøn uge i El Salvador, hvor vi som før nævnt boede hos Joel og hans familie: mor Martha på 53, storebror Jose på 29 og lillebror David på 22. Jeg har virkelig aldrig mødt så gæstfri mennesker, det var en fantastisk oplevelse. Også selv om jeg sov på tomandssofaen. Nina har rygproblemer,så  jeg måtte ofre mig. Det var nu helt okay. Huset er stort og i to etager plus en have med udendørskøkken, som er omkranset af pigtråd, jeg kun tidligere har set på amerikanske fængsler. Standardforanstaltning.

Da vi havde været på antropologisk museum onsdag, som var et rigtig fint og stort museum (med delvise engelske oversættelser), nåede vi desværre ikke det andet museum, da Nina blev dårlig. David kørte os straks på apoteket i Joels bil, som han havde ladet blive hjemme i tilfælde af, vi fik brug for at blive kørt! Herovre behøves man jo ikke lægepligtig recept på alting, så Nina fik købt penicillin uden problemer.
Vi tog hjem igen og slappede lidt af, før vi besluttede os for, at vi ville lave en traditionel dansk middag til familien. De synes det var en sjov idé og satte os af i det store supermarked, hvor vi havde besluttet os for at købe ind til frikadeller og kartoffelsalat. De havde dog ikke hakket svinekød, og et par essentielle ingredienser i salaten manglede ligeledes. Beslutningen blev derfor lavet om til hakkebøffer med bløde løg, kartofler, sovs og salat. Det var ret underholdende at være på indkøb og skulle finde de rigtige ting i et fremmed supermarked på størrelse med Føtex. Det eneste vi manglede var kulør til sovsen.
Vi blev hentet igen og gik i gang med at lave mad ved 20-tiden (de spiser aftensmad ret sent). Jeg stod for bøfferne og kartoflerne, Nina stod for salaten og sovsen. Resultatet blev overraskende godt, på trods af et virkelig belastende gasblus og manglende piskeris, som blev erstattet af en gaffel. Kuløren i sovsen blev løgene, som vi hældte fra panden og over i sovsen, og voila! Dansk middag på den anden side af kloden. Moren var dårlig, så hun spiste ikke med, men de tre mænd i huset tog for sig af retterne! Vi havde lavet 10 store bøffer, og de lagde ud med at tage to hver. De var vilde med maden, så det var jo ret fedt! De fortalte også, at de ikke plejede at spise sammen på den måde. Derfor var det også enormt hyggeligt, at vi sad over to timer ved bords og bare snakkede! Det endte ud i noget med sjove billeder af dronningen og Villy Søvndals mindre imponerende engelskkundskaber som udenrigsminister på Youtube. Helt igennem skøn aften!

Om torsdagen gik turen til Santa Ana, hvor vi skulle bo hos en anden Couchsurfer, Andres på 20 år.
Vi ankom ved middagstid, hvor vi gik på en velbesøgt lokal restaurant og fik lækker kylling, tortillas, kartofler og salat for 15 kr. Vi ringede til Andres fra en mobil, vi havde lånt af David, da vores egne mobiler ikke virker, fordi vi kom til at købe verdens dårligste taletid hos Claro. Han var lidt overrasket over, at vi allerede var der, men han ville komme ”snart”. Vi gik derfor rundt og shoppede lidt i byens mange små butikker og undrede os samtidigt over, at nogen tror, det er en klog salgsstrategi at spille elendig Justin Bieber-lignende musik på volumen 300 lige foran indgangen til butikken.
Efterhånden var der gået et par timer, så vi satte os over i Central Park (sådan én er obligatorisk i samtlige byer herovre) og ventede på nogle gynger, der tiggede efter olie i hængslerne. Her blev vi overbegloet af halvgamle, vamle mænd fra alle sider, og vi følte os mest som dyr i Zoo (hvilke dyr må I selv vurdere). Ved siden af os på gyngen havde en kvinde åbenbart fået kvalme, så hun kastede op midt på legepladsen. Ikke så fedt sted.
Det var svært at få fat i Andres, men pludselig ringede Carlos, som var en af hans venner. Han ville hente os i stedet, vi fandt ham tæt ved parken og hoppede op på ladet af bilen. Han kørte os til et bageri, hvor vi ventede videre og faldt i snak med en kvinde, der havde været i Danmark for mange år siden. Hun kunne stadig huske at have lært ”hrødgød mæ fløje”, så det var lidt sjovt.
Langt om længe kom Andres, som må være El Salvadors svar på Terkel. En masse krøller og togskinner med grønne elastikker. Han havde jo bare været til fodboldtræning i San Salvador, hvor vi selv var kommet fra. Det anede vi intet om. Lidt ventetid (underdrivelse) skader ikke, dét lærer man som backpacker.
Andres bor i et kæmpe hus med sine forældre og storebror. Faren er noget inden for medicin, og han er for nylig stoppet med at ryge, hvilket i hvert fald ikke havde hjulpet på hosten endnu. Jeg har aldrig mødt en mand, der hoster så meget. Døgnet rundt. Til gengæld havde vi eget gæsteværelse med toilet og bad.
Vi tog ud og spise med Andres i nærheden, og da vi kom hjem, satte han Scarface på. Synes den var rimelig intetsigende, de 20 minutter jeg så. Så jeg gik i gang med Nordkraft for 3. gang.
Dagen efter tog Andres i skole kl. 6. Han læser salg og marketing på universitetet. Vi sov længe, og da han kom hjem igen ved 11-tiden skulle vi ud og se syv vandfald. Andres havde lånt en bil af en ven, som vi skulle betale rigeligt for at ”leje”, åbenbart. Men det var sødt af ham at tage os med på en tur, hvilket han skippede sin daglige fodboldtræning for. Vi kunne bare ikke finde de vandfald. Da vi spurgte om vej, fik vi at vide, at man slet ikke kunne komme dertil med bil, og at det ville tage over to timer at gå derop gennem bjergene. I stedet stoppede vi ved en naturlig pool med rutsjebane og det hele, hvor en masse fyre badede og havde det for fedt – midt ude i junglen blandt lianer og vandfald. Ville ønske jeg havde taget badetøj med!
Efterfølgende tog vi til en lille by i bjergene, der hedder Ataco, og var der en lille time, før Andres blev ringet op af sin far om, at hans tante havde brug for familiens hjælp – hun var lige blevet opereret og boede alene i Guatemala City. Derfor var han nødt til at tage derop omgående. Vi blev smidt på en bus tilbage til hovedstaden, hvor vi heldigvis fik fat på Joel og hørte ad, om det var okay vi kom tilbage til ham allerede. Selvfølgelig var det dét, og vi skulle bare ringe når vi nærmede os busstationen, så ville han hente os.
Vi tog i supermarkedet på vejen hjem, hvor Nina og jeg købte ind til hyggeaften. Drengene skulle ind til naboen og se fodboldkamp mellem El Salvador og Costa Rica. Det gad vi sjovt nok ikke, så vi købte nachos, guacamole og cola, lånte Davids computer og satte Harry Potter på. Det var virkelig hyggeligt. Det er hvad jeg foretager mig på en fredag aften nu om stunder, når jeg kunne bælle shots og øl hos naboen, som åbenbart havde så vild en fest, at politiet kom ved 1-tiden og satte en stopper for larmen.

Lørdag kørte Joel os ud til et ”gym” han er medlem af, som jeg nærmere vil betegne som et resort.
Vi kom gratis ind, og der var både tennisbaner, fitnesscenter, bar, restaurant og en kæmpe pool, som jeg fik meget glæde af. Plus liggestole, som jeg fik lidt for meget glæde af i form af en lettere solskoldning. Jeg fik svømmet en masse, selv om der var nogle irriterende børn og klovne, der rendte rundt og lavede ballondyr og fik fire børn i poolen til at lyde som 20. Men dejligt, at de havde det sjovt.
Senere tog vi med Joel og nogle af hans venner ud til to flotte udsigtspunkter, hvor man kunne se hele byen og solnedgangen. Herefter havde drengene bestemt sig for en rigtig drengerøvsrestaurant der hed Buffalo Wings – I ved, hotwings, spareribs, burgere, pomfritter osv. Jeg fik Quesadillas, som består af tre fantastiske elementer. Brød, ost og kylling. Jeg er virkelig lettet over at ost her er så tilgængeligt, som det er, i modsætning til Afrika, hvor jeg var heldig, hvis jeg en sjælden gang fik noget der bare mindede om ost. Jeg smagte en lokal øl med det opfindsomme navn Pilsener. Og aftenen skulle netop stå i alkoholens tegn, for første gang siden Danmark: efter maden tog vi til en rigtig festgade ude i en forstad, hvor der var spærret af for biler og høj live musik og gøglere i gaden. Så fik den ellers ikke for lidt med eksotiske drikke. Corona øl med lime, mojitos og et enkelt tequila shot. Nina og jeg fik en rose hver af Manuel, en rigtig sød fyr, som var meget interesseret i at høre, om vi også havde asiatiske restauranter i Danmark, haha. Jeg blev vist lettere beruset, men vi tog allerede hjem ved 23-tiden, fordi vi i vores naive hjerner troede, at vi kunne stå op kl. 7 næste morgen for at bestige El Salvadors højeste vulkan, når nu jeg gik glip af Tajumulco. Vi sov først ved 1-tiden, da vi naturligvis skulle have natmad og fuldemandssamtaler.
Nej, vi kom ikke op. Og ja, vi fik en fantastisk dag alligevel, da vi lige fik sovet lidt længere. Nina ville meget gerne have spareribs (som den eneste helt uden tømmermænd), så vi tog på en amerikansk restaurant ved navn Tony Roma’s. Min første tanke var ”åh nej, Amerika har også Jensens Bøfhus” – restauranten var rimelig dyr, men til gengæld helt uden skrigende børn, soft ice-maskiner, ulidelig ventetid, usmagelig tjenerbeklædning, frostkartofler og rå bøffer. Undskyld far. Jensens har en udmærket salatbar (de skriver i øvrigt Jensen’s – pinligt).
Anyway, jeg fik en virkelig velsmagende ret med båndpasta, diverse grøntsager, pesto og kyllingefilet. Nina fik sine spareribs med en BBQ-sovs så god, at hun stadig snakker om den. Joel fik friturestegte løgringe. Bliver mildest talt aldrig min livret.
Efterfølgende tog han os med til midtbyen, hvor det kan være lidt farligt at færdes alene som turist. Vi fik set torvet og skræmt duer sammen med en flok børn, vi var inde i en stor katolsk katedral og desuden den smukkeste og mest anderledes kirke, jeg nogensinde har været i. Den blev bygget i 50’erne i meget atypisk stil med buet loft og har store vinduer i alle regnbuens farver, der skaber det flotteste lys i både øst og vest. Præsten var fra Tyskland og rejste til Brasilien for mange år siden for at hjælpe torturofre. Nogle år senere kom han til San Salvador og havde været i kirken lige siden. Selv om jeg er ateist, beundrer jeg alle mennesker, der vier deres liv til at hjælpe andre – på den ene eller anden måde.
Dagen blev afsluttet ved La puerta del Diablo – djævlens dør, direkte oversat. Køreturen tog ca. 45 minutter, og vi havde det simpelthen så sjovt med nedrullede vinduer og pop/festmusik for fuld blæs! Alle jer, der kender mig bare en smule, ved at mine sangstemme er lettere rædselsfuld, men der findes ikke noget bedre end at skråle med på Aqua, Stacie Orrico, Avril Lavigne, Justin, LMAO og Beatles. 
Så fik vi også lidt bjergbestigning ud af dagen – hele 60 meter gik vi op ad trapperne for at se solnedgangen i omkring 1800 meters højde, så vidt jeg husker. Det var virkelig smukt og meget populært blandt alle de lokale. Bagefter havde vi den sjoveste tur i supermarkedet, hvor vi stjal indkøbsvogne og rendte rundt med grimme Halloween-masker. Her fik vi købt danske småkager til familien som tak. En perfekt afslutning på en dejlig uge hos familien Chavez.

Hej, jeg lever stadig!

Udsigt over San Salvador

... På trods af folks mange fantasifulde måder, som jeg efter sigende skulle blive syg, skadet eller ligefrem dø af.

Overfald
Tyveri
Malaria
Denguefeber
Leverbetændelse
HIV
Narkosmugling (folk der putter stoffer i min bagage)
Herunder fængsel
Skuddrama
Vejrøverier
Diverse parasitter
Jordskælv
Diarré/madforgiftning
Pludseligt opståede huller i jorden (Guatemala hole)
Orkaner
Giftige dyr, herunder edderkopper og slanger
Hajangreb
Trafikuheld
Vulkanudbrud
Voldtægt
Mord
Drugrape
Knivstikkeri
Flystyrt
Røveri af kreditkort/pinkode

Verden er et farligt sted. Det kan jo dårligt lade sig gøre at komme levende hjem, hvis jeg kigger på den liste. Så tak til venner og familie, der nåede at skræmme mig fra vid og sans, inden jeg tog af sted. Men nogle af jer skulle prøve at rejse lidt ud i verden i stedet for at stole blindt på internettet, TV2 News og diverse andre nyheder.

Jeg har ikke rigtigt tid til at skrive mere i denne omgang. Vi har lige købt tre flybilletter, og om en times tid siger vi farvel til Joel og El Salvador for at tage en bus til Copan, Honduras!

Glittersko og glimmersand

At lege med lys er meget internationalt

Vildt flot street art!

Det' ok

Død fisk med pigge

Nina i bølgen blå (bølgerne var vildt høje, kan ikke rigtigt ses)

Wuhuu!

Joel tog os med på en lækker, lokal restaurant

Multiplaza

I virkeligheden er jeg nok for træt til at blogge lige nu, men det er så svært at nå at skrive, så nu gør jeg det alligevel. Vi befinder os lige nu i San Salvador hos Joel, som er vores vært for tre-fire dage. Han er 27 år, uddannet i international business og arbejder for et flyselskab som project manager-noget. Derudover er han verdens bedste vært, men det vender jeg tilbage til.
Tilbragte min sidste aften i Antigua i selskab med franskmanden Tibout (udtales Tibo) og belgieren Lisbeth. Vi legede med stearinlys, fortalte dårlige vittigheder og røverhistorier fra vores respektive lande. De drak øl og jeg drak vand. Helt frivilligt. Har akut behov for at få sendt alle mine småalkoholiserede venner herover, så vi kan tage en brandert i El Salvador.
Vi forlod Antigua kl. 8 søndag morgen i en shuttle med aircondition og det hele. Med i bussen var en flok australske piger. Vi fik set lidt af det sydlige Guatemalas smukke natur og mødte en gigantisk edderkop på en tankstation. Endelig nåede vi grænsen, hvor vi fik vores stempel ud af Guatemala. Det gik smertefrit at komme ind i El Salvador, selv om der var lidt kø til paskontrollen. Endelig nåede vi ”El Tunco Beach”, som er en meget lille by lige ud til stranden, der kun består af to små, lange gader med lidt restauranter, butikker og en købmand. Vi havde fået anbefalet Tunco Lodge, som egentlig også var et lækkert sted med pool, overdækket sofaarrangement med TV, bordtennis, WiFi og gode madrasser. Der var bare lidt for mange tilstoppede toiletter. Og sindssygt varmt, selv med blæsere på værelset. Og en tarantel. Og en, der stjal Ninas vand i køleskabet (helt ærligt). Og dårlige brusere. Vi er danskere, vi elsker at brokke os. Stranden var fantastisk og anderledes fra alle de andre strande, jeg har set i mit liv. Her på vestkysten er der nemlig sort sand pga. de mange vulkaner. Desuden kæmpe bølger døgnet rundt, og det medfører mange lækre surfere. Og akavede styrt i vandet, når bølgerne simpelthen vælter én omkuld. Sexet!
Der løber en meget beskidt flod ud i havet, hvor hestene tisser, og børnene forsøger at fange fisk med net. Nina og jeg håbede på en enkelt krokodille eller to, da vi sad og spiste frokost ud til floden. Desværre. Men så brugte vi tiden på at kaste brød ud til de sygeligt tynde hunde, der rendte rundt på stranden. Jeg ved ikke om jeg har sagt det før, men portionerne er hjernedødt store! Jeg fik spaghetti med champignonsovs den ene dag, og der var seriøst til fire personer. Min samvittighed stikker til mig, når jeg sidder i et uland og bidrager til madspild, når der findes så mange stakkels maver at mætte.

Jeg sov virkelig godt om natten, efter vi havde været på ”Jaguar” og spise nachos med meget nærig mængde ost og lækker guacamole. Jeg elsker blæsere, bløde madrasser og hovedpuder, der ikke føles som om, de er stoppet med blomkål. Mandagen tilbragte vi på stranden med læsning, en gåtur, solslikkeri, badeture og et lidt komisk forsøg på at tage nogle flotte billeder af hinanden i vandet med bølgerne flyvende om ørerne. En smule spanske verber blev det også til. Da vi kom tilbage til vores hostel havde jeg glemt mit håndklæde på en restaurant. Det er jo ikke typisk mig…
Men jeg nåede en dukkert i poolen inden vi skulle fange en bus til hovedstaden, San Salvador.
Vi slæbte vores tunge rullekufferter op ad en lidt for lang vej. Vi ventede vel 10 minutters tid, og så blev vi tilbudt et lift af en fyr ved navn Andres, som alligevel skulle derind. Vi overvejede kort, om det nu var klogt, men han virkede sød og talte godt engelsk, så vi i det mindste kunne forstå hinanden. Jeg fik æren af at sidde på forsædet, mens Nina sad i bagagerummet på et par cementsække. Han spurgte en masse ind til Danmark, vores navne og al den snak, før han pludselig sprang over til, om vi var klar over, at det var lidt farligt at tage imod et lift fra en fremmed fyr? Ja, men som Nina sagde, så virker det næsten altid at følge sin mavefornemmelse og sit førstehåndsindtryk af folk. Heldigvis var han i den yderst flinke kategori, og som han sagde ”jeg blev taget vel imod, da jeg kom til USA i sin tid, så nu vil jeg gerne tage godt imod fremmede, der kommer til mit hjemland”. Han nægtede at tage imod betaling, selv om han endda havde kørt os lige til døren ved Multiplaza, shoppingcenteret, som vi havde aftalt med Joel at mødes ved. Han ville bare have vores Facebook, så han kunne få nye venner. Og så lige et kram.
Centeret var enormt og med en masse internationale butikker, meget eksklusivt og helt klart tilegnet overklassen. Vi skulle senere erkende, at det ikke engang var det største. Joel var meget forsinket grundet trafikprop, men efter to timers venten og vinduesshopping i Multiplaza fandt han os endelig, og vi gik ned i parkeringskælderen til hans flotte, hvide bil, som vi komplimenterede. Men han skulle åbenbart have en ny om to uger. Vi kørte til hans hjem, hvor han bor med sin mor og to brødre på 22 og 29. Han har tidligere boet for sig selv, blandt andet har han gået i skole i Tyskland og USA, så han vil gerne finde sit eget igen. Men det er fordi han hjælper familien økonomisk, da han har et godt betalt job. Faren døde i krig, da Joel var 9 år (der står en mindeplatte i deres stue). De har et stort hus med port, egen have og to etager. Desuden pigtråd hele vejen rundt om, bare for en sikkerheds skyld. Generelt er San Salvador en sikker by i forhold til Guatemala City, i hvert fald for de lokale. Vi må ikke tage til midtbyen alene som hvide piger, har vi fået besked på. I Guatemala City er han blevet røvet en del gange, blandt andet ved at holde for rødt lys, hvor en motorcykel kørte op på siden af ham, truede ham med en kæmpe gun gennem ruden, og så havde han bare at aflevere. I San Salvador er der aldrig sket ham noget af betydning.
Efter vi havde sat vores ting af og hilst på familien, kørte vi til en lokal restaurant, hvor vi fik noget mad, Joel altid lader sine udenlandske gæster smage. Jeg har selvfølgelig glemt, hvad det hed, men det smagte nu rigtig godt. Joel er på kur uden kulhydrater, så stakkelen kunne ikke selv få sin livret, der hovedsaligt bestod af ost i pandekager lavet på rismel. Der var forskelligt fyld, herunder også bønner og svinekød. Det var ret lækkert, og han betalte, selv om vi helst ville give, når nu han er så gæstfri. Herefter gav han os en køretur rundt i forskellige områder af byen og viste os ting som museer og butikker, vi måske kunne finde interessante til vores dage i byen. Vi sluttede af med en tur i supermarkedet, der har alt og tilmed åbent til kl. 23, hvor han bad os vælge det, vi ville have til morgenmad. Det blev brød, smøreost, juice og mælk. Igen insisterede han på at betale. Jeg er imponeret over, at der findes folk, der er så helt igennem søde over for fremmede mennesker!

I dag har vi været i Metro Centro, som er intet mindre end Centralamerikas største mall. Det er helt åndssvagt stort, men til gengæld indeholder det så også op til flere butikker og restauranter, der er helt ens. Så er det jo snyd, som Nina siger. Vi talte intet mindre end fem af samme skobutikskæde. Jeg er overrasket over, hvor amerikaniseret det hele er. Det var nøjagtigt som at gå rundt i et af de outlets, jeg shoppede i, da jeg var i Florida! Nina og jeg har udlevet vores egen amerikanske drøm i dag: vi startede på Mister Donut med en ordentlig sukkerbombe. Så rendte vi rundt i utallige butikker fordelt over tre etager, både inden- og udendørs og med gangbro over diverse store veje, der skiller centeret ad.
Jeg har købt tre par glimmersko i dag. Et par ballerinaer, som jeg manglede, og så nogle sko jeg ikke manglede i sort glimmer x2. Der var to par for ens pris, igen amerikansk. Den eneste forskel er, at ikke et eneste menneske taler amerikansk. De taler insisterende spansk til en, også efter man tre gange i træk opgivende har udbrudt ”no comprende espagñol!”
Vi fortsatte vores amerikanerdrøm i et af de mange ”Food Courts”, hvor 8-10 forskellige fastfoodkæder danner en kollektiv spisesal i midten. Nina drønede på Pizzahut og jeg tog på Taco et-eller-andet. Smagte ikke overvældende godt. Efterfølgende gik vi i biffen og så ”Ted”, som jo fandme også er amerikansk. Den var nu ret sjov, og en biografbillet kostede 30 kr. Hvorfor overhovedet bo i Danmark, altså.

Denne gode, kalorieholdige dag skulle selvfølgelig ikke ende, som vi regnede med.
Vi ville tage bus 44 hjem, som vi havde taget til centeret også, så vi satte os ind i chicken bussen med en god følelse kl. 18. Kl. 19 kørte vi rundt ad nogle små bjergveje og anede ikke, hvor vi var, og ingen i bussen kunne engelsk eller kunne forstå vores gebrokne spansk. Det skulle tage ca. 15 minutter at komme hjem til Joel. Men vi turde ikke stå af, når vi ikke vidste, hvor i alverden vi var, og ingen kunne fortælle os det.
Det endte med, at vi kørte hele vejen tilbage til Metro Centro, hvor vi hurtigt prajede en taza hjem for $5.
Det var en lang, men god dag. Igen bare lidt kvalmende at vandre rundt i amerikansk overflod, når befolkningen ellers er så fattig og der findes masser af slumområder.

I dag skal vi på antropologisk museum og museum for moderne kunst!