Porque no?

Marked

Alle fra baren 

 

 

 

Judith og jeg. Hun er 33!

Så ved man bare, man er lidt for tæt på USA...

Dårlig mobilkvalitet, men det er ham som 5-årig og nu som 17-årig. Jeg elsker det billede!

Tostados! Lidt lige som tacoskaller. Me gusta

Stakkels misser, ved ikke om man kan se det, men dens ene pote er drejet hele vejen rundt :(

Et par af den amerikanske fotografs portrætter

No me gusta!

Status lige nu: sidder på en altan bygget ud over skråningen i en sofa lavet af træstammer, og under et tag lavet af tørrede palmeblade. Min udsigt er over bjergene, floden og en meget træt Nina, der ligger og slænger sig i en anden sofa. Jeg sidder i min badedragt og har det åndssvagt varmt. Vi har lige været på den mest fantastiske tur her i Semuc Champey, hvilket vi i den grad også fortjener efter i går! Sikke en cliffhanger jeg holder jer hen med, mens jeg vil fortælle om den sidste tid i antikke Antigua.

Efter den sidste dag i skole og afsked med min skønne lærer, gik jeg lidt rundt for mig selv og udforskede byen på vej hjem – her faldt jeg tilfældigvis over et fotogalleri med de flotteste billeder. Fotografen er en amerikaner, som jeg ikke på stående fod kan huske navnet på, selvfølgelig. Jeg har et visitkort et sted i min 23 kilos kuffert. Han er virkelig talentfuld efter min mening. Jeg faldt i snak med fyren i galleriet, han var kun 17 år og lige blevet færdig med high school, men han var den bedste til at tale engelsk, jeg endnu har mødt. Jeg kan desværre ikke huske hvad han hed (pinligt), men vi snakkede en halv times tid, hvor han viste mig de forskellige billeder og fortalte mig historien bag. Han er en ven af fotografen og har selv stået model som 5-årig, så det var sjovt at se billederne af ham fra den gang. Vi snakkede en del om fotografering og udvekslede ros og kommentarer til diverse billeder. Jeg var helt vild med et billede af ham, som havde de smukkeste farver og det kæreste udtryk. Desværre kostede billederne 700Q (500 kr.), og det var lige i overkanten, selv med rabat, han ville give mig.
Der var også mange billeder fra bl.a. Indien, Nepal og Afrika. Det er virkelig et drømmejob at rejse jorden rundt og tage billeder af mennesker. Tænk at kunne leve af det!

Fredag var Nina og jeg på Antiguas enorme marked som er både inden- og udendørs. Jeg er faktisk positivt overrasket over sælgernes mentalitet, da de er ret accepterende over for et nej, selv om de selvfølgelig prøver. Til gengæld er de lidt irriterende at forhandle med, da de ikke så nemt giver sig. Jeg skulle købe et par nye ballerinaer, da mine H&M er ved at være ret tarvelige at se på. Vi var i ca. 10 forskellige boder og butikker, og enten var det ene eller det andet galt. Mine fødder er en gennemsnitlig størrelse 38, men herovre er det jo kæmpe plader, altså. Så havde de ikke min størrelse, så havde de ikke den farve, så gad de ikke gå ned i gringo-prisen, så prøvede de at sælge mig en masse grimme sko i underlige farver. Det er hårdt at være en kræsen dansker. Jeg gik der fra uden sko, til gengæld har jeg købt nogle virkelig flotte øreringe med påfuglefjer til den nette sum af 10 kr.
Til frokost fandt vi en spicy og pricy mexicansk restaurant ved navn ”Las Cebollas”, som betyder ”Løgene”. But why? Ikke lige frem et ord, der får tænderne til at løbe i vand, men på trods af det, var det et rigtig lækkert sted med obligatorisk gårdhave og springvand.
Som gratis forret fik vi nachos med mange forskellige slags dip. Til hovedret fik jeg en ”1 pound Burrito”, som var virkelig lækker. Fyldet bestod af tomater, avocado, løg (selvfølgelig, de skal jo leve op til navnet), ris, bønner, kylling, ost og tomatsalsa. Jeg kunne kun spise lidt over halvdelen, før jeg måtte give kampen op. Det samme gjaldt Nina og hendes spareribs og pomfritter. Oven i dette madorgie blev serveret Pepsi ad libitum i glas så enorme, at man kunne forvente et par guldfisk svømme rundt i dem. Vi gik ikke sultne hjem.

Om aftenen besluttede vi os for at prøve den lokale øl, Gallo (hane), som vi ædru piger endnu ikke havde smagt. Vi gik ned på en lillebitte bar på hjørnet af vores gade ved navn ”Porque no?” (why not?), som simpelthen er den hyggeligste bar, jeg nogensinde har været på. Jeg har taget en lille video derinde, for det er svært at beskrive med ord. I stueetagen er selve baren og udskænkningen (man kan også få lidt mad) og ovenpå findes tre små borde med tilhørende stole. Man går op via en trappestige og en snor langs væggen til at holde fast i. Ud over den trange plads er stedet proppet med det, de fleste vil betegne som bras, men som jeg vil betegne som kunst! Uroer lavet af ståltråd og korkpropper, en lampe som hænger ned fra førstesalen lavet af vinflasker, et antikt Coca Cola skab med en virkelig uhyggelig dukke siddende oven på, overtegnede vægge med hilsner og vise ord fra hele verden, smukke vægmalerier, skamler dækket af kapsler, alverdens vin- og spiritusflasker langs væggene som pynt, dæmpet belysning og vildt hyggelig reggaemusik. Nina og jeg var vilde med det, og ærgrede os over, at vi ikke havde fundet stedet før. En øl blev til to, og vi faldt i snak med stedets ejere, parret Carol og Carlos, som har haft stedet i et år. Begge 35 år og forældre til en lille pige. De var virkelig søde og åbne, og Carlos var lidt af en snack – mørklødet og med lysende, gulgrønne øjne. Vi spillede Dam med ølkapsler, og pludselig smækkede Carlos tre mystisk udseende shots på bordet. De blev hurtigt døbt ”stjernegift”, da de var overdrevet stærke og øjeblikkeligt varmede hele kroppen. De var – sjovt nok – lavet af stjernefrugter. Vi var efterhånden i godt humør, men vi var nødt til at gå hjem, fordi vi troede, at Janet havde lavet mad til os. Det havde hun så ikke. I stedet fik hun en storfnisende Nina ind ad døren, der efterfølgende sagde, at hun ikke mente, de kunne se vi havde drukket lidt. Det mente jeg så godt, at de kunne.
”Ja ja, men det er jo også dig, der næsten lige har skullet fake dig ædru over for dine forældre! Du er i træning!” Nina har ikke drukket i to måneder, så hun blev let påvirket. Det gjorde jeg nu også, vi grinede og var virkelig glade. God brandert på to øl og et shot, haha.

Vi var nu tidligt i seng, for vi skulle op kl. 7 lørdag morgen. Jeg er oprigtigt bange for at konvertere til a-menneske i løbet af min rejse! Her blev vi samlet op af en proppet minibus, destinationen var Lanquin og transporttiden skulle være 7-8 timer. Jeg sad på et ret dårligt klapsæde, men jeg hørte god musik, så det var okay. Lige indtil det underligste skete. Min lille iPod lå i skødet, og jeg sad med lukkede øjne. I et skarpt sving røg den ned og ud af mine høretelefoner. Så var den ellers væk. Jeg fik hele bussen til at kigge ved deres sæder, og så langt kunne den jo ikke ryge. Da vi stod ud af bussen næste gang tjekkede vi nede ved skydedøren og i alle tænkelige små rum, ved sæderne osv. Folk var virkelig søde og hjælpsomme, men det gav absolut ingen mening. Jeg havde egentlig givet op, men da jeg tjekkede en sidste gang, sad den fast under et hængsel! Jeg havde ellers forberedt mig mentalt på tre måneder uden min elskede musik, suk!

Efter 9 timer med indlagte pauser ankom vi til Lanquin, hvor vi som det første fik at vide, at der ikke var pladser på det hostel, vi ellers havde booket i forvejen. Derfor fulgte endnu to timer, før vi ankom til El Portal, som er det hyggeligste hostel med virkelig søde ansatte langt ude i ingenting. Selv om vi var trætte, og det var blevet mørkt, var den sidste tur ret vild. Vi stod på et åbent lad i måneskinnet med en canadisk pige og en række lokale, som lidt hoppede på og af, som det passede dem.  Så gjaldt det ellers om at holde fast, da vi kørte op og ned ad hullede, smalle og vildt stejle bjergveje, og chaufføren var lidt sindssyg, som de jo skal være. Men i fuldmånens blide lys og med alle dyrelydene i regnskoven som autentisk baggrundsstøj, var det en fed oplevelse!
Vi tjekkede ind på førstesalen i en lille hytte med ikke-eksisterende isolering og uden glas i vinduerne. Vi lagde ud med at snakke om, hvor hyggeligt det var. Men så fik Nina øje på noget lige over døren.
”Camilla. Det her vil du ikke blive glad for”, udbrød hun med angsten malet i ansigtet.  ”Der er en edderkop. Vil du vide hvilket design den har?” Øh, design?
Det var en fucking tarantel.
Godt nok har nogen af jer nok set billedet, hvor jeg har Tess’ tarantel kravlende i ansigtet. Men den er også sød og velopdragen. Fremmede taranteller på vores værelse er ikke i samme kategori. Vi fik tilkaldt nogle af fyrene fra hotellet, og de var færdige af grin, hånede os lidt, og sagde, at det var en lille tarantel. Meget muligt, men de turde da ikke bare tage den ned og sætte den ud i naturen igen. De sprayede den til døde, indtil den var helt krøllet sammen, og de fejede den ned i en papirskurv. De lovede samtidigt at tilberede den til morgenmad næste dag. Vores puls var lidt oppe og ringe, og vi tog vores foranstaltninger. Jeg smækkede mit myggenet op (som i øvrigt er verdens mindste) og Nina tog lagnerne af den sidste seng i værelset og prøvede at isolere alle hullerne langs gulvet. Endelig åndede alt fred og ro. Lige indtil vi fik fornemt besøg af to kakerlakker. Det blev en lang nat…

Nu er det tid til aftensmad, så I må vente med beretningen fra paradis.
Jeg lægger blogindlægget op når der kommer strøm og internet. Det er der nemlig kun mellem 18 og 22, hvilket er dejligt. Vi er langt ude i junglen, og vi falder i søvn til cikadernes sang og flodens mægtige brusen. Det er på sådan et tidspunkt, at man virkelig føler sig levende.