Turen går (lidt) ad helvede til

Det kan vi li'!

Lokal bus = tidligere skolebus

Der er styr på ledningerne...

Skodmuseum som var lukket!

Nina og jeg var på fin restaurant på Gran Hotel Paris - de havde den bedste aspargessuppe!

La Ceiba downtown

Ca. 1/4 af julepynten i et supermarked

Masser af frisk frugt!

Nu var jeg nødt til at lade mig inspirere til denne titel, som var den bog, Stella og Michael gav mig i afskedsgave. Den har givet os mange gode grin (blandet med væmmelse og forargelse), og nu var det åbenbart vores tur, der skulle gå ad helvede til - bedre kendt som Honduras. Landet med verdens højeste mordrate pr. indbygger. Centralamerikas fattigste land. Narkosmuglernes paradis. Etc.
Inden I sidder derhjemme og overvejer at tage over og redde os, kontakter PET og går helt i panik, så vil jeg lige indskyde, at vi begge er i live og har det godt. Men danskere kan jo som bekendt godt lide at brokke sig. Det synes jeg nu også, vi er i vores gode ret til.

I mandags kom vi på en bus til Copan, Honduras, som Joel havde hjulpet os med at finde.  Fint, det var en stor, forholdsvis komfortabel bus. Da vi nåede grænsen var det blevet mørkt, og det tog af uforklarlige årsager virkelig lang tid at komme igennem. Jeg gætter på at det har noget med narkosmugling at gøre.
Endelig passerede vi grænsen og kom til en mindre by, hvor al strømmen var gået. Det mindede mig så meget om Afrika, og underligt nok synes jeg, at strømafbrydelser er enormt hyggelige med stearinlys og lommelygter. Jeg bestilte noget mad på gebrokkent spansk og i mørke, og så skulle vi videre med bussen. Så langt så godt. Pludselig fik jeg en bange anelse idet der intet stod om Copan på vores busbillet, så vi indledte en slags spørgerunde blandt forskellige mennesker omkring os i bussen. Ingen kunne engelsk. Alle kom med forvirrende svar. Og vi fattede absolut ingenting. Vi kom efter en længere halvhjertet dialog frem til, at bussen kørte forbi byen Santa Rosa de Copan. Men vi skulle til Copan Ruinas. Vi havde da ingen anelse om, at der fandtes to byer med næsten identiske navne.  Derfor startede vores Honduras-eventyr med, at vi blev smidt af på en hovedvej i den forkerte by. Klokken var over ni om aftenen, så der var ikke meget andet at gøre, end at tjekke ind på et nærliggende hotel langs vejen og overveje situationen næste dag.
Efter lidt rod med at forklare receptionen, at vi kun havde dollars, fik vi et ret okay værelse med to halvandenmandssenge og et udmærket toilet og bad. Ganske udmærket indtil jeg vågnede om natten rystende af kulde og ved et barns ulidelige gråd på naboværelset. Orkede ikke at finde mine ørepropper, og et par timer efter vågnede jeg alligevel igen ved, at de gik i gang på byggepladsen lige nede foran hotellet. Fed udsigt og dejlig larm at vågne op til.
Vi tog en taxa til midtbyen, da vi jo dårligt nok vidste, hvilken by vi befandt os i. Efter lidt frokost tog vi hen på turistbureauet og forsøgte at forhøre os om muligheder for bus til det ”rigtige” Copan. Det tog over tre timer hver vej, så det droppede vi lidt. At hæve penge blev vi dog nødt til. I Honduras har de lempiras, hvor 100L svarer til 30 DKR. Vi gik ind i en ATM tilknyttet en bank, og først ville den ikke tage imod Ninas kort. Den ville dog godt tage mit, og jeg tastede det ønskede beløb og enter, hvor efter den bare gik på velkomst-skærmen igen, uden der skete noget. Gik rimelig meget i panik og tænkte, at den nok havde trukket pengene uden at udbetale dem. Derfor gik vi i kø i banken, som tog næsten en time! Heldigvis viste de Animal Planet imens. Og ingen af de omkring 20 ansatte kunne engelsk, viste det sig. Ingen i Honduras kan engelsk, sådan stort set. Derfor blev det noget med fagter og ord, men de trak bare på skuldrene og kunne ikke hjælpe mig eller forstå mit problem. Kom vist til at sige nogle meget lidt pæne ord på dansk på vej ud.
Senere lykkedes det Nina at få et nyt SIM-kort fra Tigo, som skulle være den bedste udbyder. Da jeg skulle forsøge mig, kunne det pludselig ikke lade sig gøre. Noget med signalet, forklarede den dvaske, unge dulle bag disken. Klart. I har lagt en stor Tigo butik i en by. Men I har simpelthen intet signal, så I kan tjene penge på at oprette nye kunder. Åbenbart ikke. Hun trak dovent på skuldrene, mens hun gnaskede højlydt på sit tyggegummi og var travlt optaget af sin egen lyserøde mobil. Blev en smule provokeret af hendes fremtoning med klistret lipgloss, farvetema med lyserød t-shirt og tilhørende øjenskygge op til øjenbrynet. Kombineret med en ligeglad attitude. Var nok bare generelt provokeret.

Nu stopper negativiteten for en kort stund – senere på dagen tog vi nemlig en bus til den lille by Gracias, hvor fra vi tog en tuk-tuk videre til nogle ”hot springs”. Desværre fik vi af den søde buschauffør at vide, at den sidste bus tilbage til Santa Rosa, hvis vi ikke ville strande i den lille flække, var kl. 17. Derfor havde vi kun halvanden time, inden vi skulle tilbage. Lidt ærgerligt, men vi fortrød bestemt ikke! Det var vildt lækkert at bade i så varmt og tilmed naturligt vand. Er der en nørd, der gider forklare os, hvad der gør vandet så varmt? Det må være noget med jorden, vulkaner og sådan noget? Nej, jeg har aldrig været specielt naturvidenskabelig, desværre! Vandet var omkring 40-45 grader, vil jeg tro. Det var så fredfyldt at flyde rundt i vandet og se op i trætoppene. Der var dog ingen papegøjer – jeg vil snart spotte én!

Vi nåede bussen hjem, og næste dag fandt vi i bushelvedet den rigtige bus til endnu en by ved navn San Pedro, der er indehaver af Centralamerikas største busterminal. På busturen sad en kvinde med fire børn, som var så smukke og søde med de flotteste krøller. Moren havde et glasøje, som så virkelig uhyggeligt ud – det stak langt ud af hovedet på hende. Av. Jeg har ikke lyst til at vide, hvad der dog er sket hende.
Når man kører sådan en lang tur tværs over Honduras får man både set storslået natur, men i den grad også fattigdommen, der er meget synlig på landet. De bor i blikskure og lerhytter lige som i Afrika, og mange af børnene render nøgne rundt i affaldet langs vejen. Det gør virkelig ondt at se på. Men hvorfor vende det blinde øje til? Man må se realiteterne i øjnene, selv om det kan være yderst ubehageligt.
En anden ting, der er ret ubehagelig for mig, er brugen af kæmpe våben og geværer over alt, som en helt almindelig foranstaltning. Nina synes det er rart og føler sig sikker og beskyttet med alle de bevæbnede vagter, men jeg har det virkelig omvendt. Jeg bliver sgu utryg – og småparanoid, så jeg flere gange har forvekslet en ganske almindelig paraply eller stok med en gun! Takker inderligt for vores våbenlovgivning, som i øvrigt overrasker folk herovre!

Endelig ankom vi til La Ceiba, som en stor by på østkysten. Vi bookede et hotel på anbefaling fra vores taxachauffør, som var ret lækkert med dobbeltværelse, eget badeværelse og den vildeste aircondition! Lige indtil vi ville indtage vores take-away-meget-sene-aftensmad på tagterrassen, som så meget indbydende ud. Der kravlede så lige en stor, fed rotte forbi. Vupti, der røg appetitten. Helt til rotterne, som man siger. Desuden fik jeg det vildeste eksem på turen med røde plamager på hele overkroppen, så vi måtte en tur på hospitalet, hvor ikke et øje talte engelsk! Selv ikke overlægen. Så det var en hel masse fagter og papirarbejde der skulle til, før de til slut forstod, jeg ville have taget en blodprøve for at se, om jeg havde fået dengue feber. Der får man åbenbart udslæt. Men det havde jeg heldigvis ikke. På vejen ud talte vi lidt med rengøringsmanden, som sjovt nok var den eneste, der kunne engelsk! Sprogbarrieren kan godt gøre en lettere sindssyg, men jeg synes faktisk, jeg har fået ganske godt fat i det dér spansk.
De næste par dage tilbragte vi med at vade lidt rundt i byen og shoppe, prøvede at komme ind i en kirke, på et sommerfuglemuseum (okay, jeg har en naturvidenskabelig side) og andre seværdigheder, men det var alt sammen lukket! Så gik vi da bare ud og fik eksotiske drinks på en restaurant ved stranden i stedet!

I skrivende stund sidder jeg på Pirate’s Bay Inn ca. fem meter fra stranden. Jeg har i dag dykket ned til 12 meters dybde, og har dermed halvvejs færdiggjort mit PADI Open Water certifikat. Lad mig sige det sådan: Jeg ville gerne bytte med Ariel. Hvad brokker hun sig egentlig over?